Danmarks Største Vælgermøde

Skrevet af

12. september, 2025
Download hele magasinet som pdf:

Op til kommunalvalget 18. november 2025 inviterer Danmarks Biblioteksforening alle biblioteker til at skabe et landsdækkende initiativ: Danmarks Største Vælgermøde. Med initiativet viser vi, hvordan kultur og bibliotek bidrager til et samfund, hvor vi ikke kun stemmer, men også deler viden, tænker sammen og bygger fællesskab. Vi giver også bibliotekerne en markant stemme i valgkampen som brobyggere mellem borgere og beslutningstagere.

Lad os sammen skabe Danmarks Største Vælgermøde og minde både borgere og politikere om, at biblioteket er demokratiets og kulturens hjertested. Læs mere på www.danmarksbiblioteker.dk

Her kan du læse syv kommunalpolitikeres bud på KV25 og gode råd til bibliotekerne.

Paw Østergaard Jensen (A), Albertslund
Bygningsmaler, nu næstformand i Malerforbundet
16 år i kommunalpolitik
DB: 11 år i Forretningsudvalget, de seneste 3½ som forperson

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Fordi det får vores samfund til at hænge sammen. Det kan være limen på tværs af skel som køn, alder, etnicitet, uddannelse og social baggrund. Fordi det løfter mennesker og tilbyder muligheden for at opleve andres perspektiv på livet, som de lever det og forstå deres udfordringer. På den måde udvikler det empati og omsorg.

Forventninger til KV25?
Jeg satser selvfølgelig på at blive genvalgt og holde fast i og fortsætte med de politikområder, jeg er optaget af i dag: De sociale og kulturelle områder og sammenhængen herimellem og at løfte mennesker med udfordringer og få lokalsamfundet Albertslund til at hænge endnu bedre sammen med stærk empati på tværs.

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
Vær modig! Vær ikke bange for politik, gå til grænsen og insister på bibliotekets demokratiske funktion – også selv om det er brevstemmested lokalt.

Brug muligheden for at sætte brevstemmeafgivelse på pause og inviter byen og byens foreninger ind, så der er politik i biblioteksrummet. Tag ikke selv stilling i konkrete spørgsmål, men lad meninger brydes og kom også ud i byen med arrangementer med relevans i en tid med valgkamp. En kampagne lokalt for ‘god uenighed’ – altså civil opførsel på bedste måde er også en indirekte kommentar til en valgkamp, hvis man har svært ved at få lov til eller tør sætte debatter op.

Claus Mørkbak Højrup (V), Hjørring
Studielektor ved Aalborg University Business School
12 år i kommunalpolitik
DB: I bestyrelsen fra 2014 til 2017. Næstformand siden 2022

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Kulturpolitik handler om, hvordan vi bruger vores tid uden for arbejdet, og her spiller bibliotekerne en central rolle. Under coronanedlukningerne så vi tydeligt, hvor tomt og fattigt samfundslivet bliver, når kulturen sættes på pause. Bibliotekerne er demokratiets infrastruktur: De giver alle borgere fri og lige adgang til viden, fremmer læselyst, fordybelse og refleksion, og fungerer som åbne, neutrale mødesteder. Jeg mener, vi skal værne om dem og udvikle dem, fordi de er en af de mest inkluderende og værdifulde institutioner, vi har.

Forventninger til KV25?
Jeg forventer, at valgkampen som altid vil være domineret af store velfærdsområder som ældre, voksenhandicap og børn. Det er vigtige områder, men jeg vil arbejde for at trække kulturen og fritidslivet tydeligere ind i debatten. For hvem vil bo i en kommune, hvor der ikke er noget af værdi at lave, når man har fri?

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
De skal selv være tydelige i fortællingen om deres værdi for samfundet: Hvordan de bidrager til dannelse, demokratiske samtaler og social sammenhængskraft. Det handler om at vise, at bibliotekerne ikke blot er bogudlån, men et nødvendigt fundament for et oplyst og engageret lokalsamfund.

Charlotte Haagendrup (M), Egedal
Konsulent med bl.a. HR-opgaver
19 år i kommunalpolitik
DB: Første periode – og jeg er vild med det!

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Jeg har altid elsket bøger og mener, at bibliotekerne kan noget helt særligt. De er ikke kun steder for læring og litteratur, men også mødesteder for mennesker, der ikke nødvendigvis er til sport eller konkurrence. Kulturpolitik bliver ofte opfattet som noget ‘fint’ eller forbeholdt særligt indviede – men i virkeligheden er kultur for alle, og kulturpolitik bør være for alle. Det er netop den brede, inkluderende tilgang, jeg brænder for at arbejde med.

Forventninger til KV25?
Jeg håber det bedste – og frygter det værste!? Lokalt tror jeg desværre ikke, at kultur og biblioteker kommer til at fylde meget i valgkampen. Jeg forventer, at idræt og skoler vil være de store temaer. Jeg forventer, at tonen kan blive hård og til tider hetzpræget, og det vil jeg være ærgerlig over. Jeg har et lyst sind og håber på en ordentlig og konstruktiv debat.

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
Jeg mener, at det er lokalpolitikerne, der skal være med til at sætte bibliotekerne i spil – ikke kun som ‘bogcentraler og læ-ringscentre’, men som ramme for den demokratiske samtale, dannelsen og læselysten hos vores børn (og voksne). Bibliotekerne skal fremhæves som en aktiv del af det lokale fællesskab og en vigtig kultur- og velfærdsinstitution.

Signe Bekker Dhiman (A), Aabenraa

Folkeskolelærer, diplomuddannelse i erhvervspædagogik og psykologi
14 år i Aabenraa Byråd
DB: 8 år. Først i Lærings- og digitaliseringsudvalget, nu i Forretningsudvalget

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Fordi kultur giver både rødder og vinger. Jeg er mor til tre børn på 3, 11 og 18 år og ser hver dag, hvordan kultur og biblioteker gør en forskel i alle aldre – fra højtlæsning til ungdomslitteratur, faglitteratur til den studerende og i det hele taget livslang læring.

Bibliotekerne er vores vigtigste dannelsesinstitution, fordi de er for alle – uanset alder, køn eller baggrund. De er samtidig vores mest demokratiske kulturinstitution og et vigtigt værn mod ukritisk AI, algoritmer og clickbait.

Forventninger til KV25?
De store velfærdsområder bliver centrale, men jeg tror – og håber – at bosætning også bliver et stort tema, for det er en udfordring i Sønderjylland, hvor jeg bor. Jeg tror på, at kultur og fritid spiller en afgørende rolle for, hvor folk vælger at slå sig ned. Tonen bliver sikkert hård, især på sociale medier, så vi skal holde fast i ordentligheden og respekten for hinanden og hinandens forskellige tilgange til tingene.

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
Vær nysgerrige og inviter til samtaler – også de svære. Biblioteket skal være et trygt sted at blive klogere på både verden og hinanden.

Filiz Sarah Thunø (A), Roskilde
Folkeskolelærer
Min første periode i kommunalpolitik
DB: Min første periode i DB

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Fordi det for mig er det mest meningsfulde i kulturpolitik at beskæftige sig med. Jeg har tilbragt mange timer med min mor og søster på et bibliotek, hvor vi alle tre lærte at læse og havde en pause fra hverdagen. En stor del af min integration som barn startede i børnehaven og på biblioteket, som stadig den dag i dag er et offentligt rum med lige adgang for alle; høj og lav og uanset politisk orientering og social status. Biblioteket er vores vigtigste kulturinstitution.

Forventninger til KV25?
Jeg forventer meget om sundhedsloven og ældrereformen, men også om folkeskolen. Jeg har på fornemmelsen, at tonen bliver hård og kampen om at være mest klikket på de sociale medier ligesådan. 

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
Jeg anbefaler, at chefer og ansatte på bibliotekerne taler sammen om at inspirere hinanden. Bibliotekerne skal være bedre til at fortælle deres lokalpolitikere, at en investering i biblioteket er en investering i børn og unges læsning, trivsel, viden og tværsektionelt samarbejde. For det er der ingen andre end bibliotekerne, der kan sikre, når man ønsker støtte samarbejde mellem skole og fritidslivet.

Jes Lunde (B), Aalborg
Økologisk landmand
Rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg siden 2021
DB: Medlem af Repræsentantskabet i siden 2021

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?

Kultur er af afgørende betydning for vores livsglæde, udvidelsen af vores horisont og for oplevelsen af fællesskab både for den enkelte og for samfundet som helhed. Bibliotekerne spiller en helt afgørende vigtig rolle som Danmarks mest betydningsfulde kulturinstitution.

Forventninger til KV25?
Jeg håber, at kommunalvalget kommer til at sætte stor fokus på miljøpolitik og på bedre vilkår for børn og unge.

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
Bibliotekerne gør et rigtigt fint arbejde med at sætte fokus på viden om centrale samfundsmæssige forhold. Bliv meget gerne ved med det.

Carsten Petersen (C), Sorø
Kontorfuldmægtig
20 år i kommunalpolitk
DB: 4 år i Forretningsudvalget

Hvorfor beskæftiger du dig med kulturpolitik og biblioteker?
Samfundsmæssigt handler det om adgang til viden, dannelse og fællesskab. Personligt om at se værdien i at kultur og litteratur styrker demokrati, kritisk tænkning og menneskers livskvalitet. Aktuel står biblioteker og kulturtilbud midt i digitalisering, mangfoldighed og bæredygtighed, hvorfor jeg gerne vil være med til og præge udviklingen.

Forventninger til KV25?
Jeg glæder mig til at tale fællesskab, integration og livslang læring.

Et godt råd til biblioteker, der gerne vil fylde mere i den lokalpolitiske debat?
At vide hvordan man understøtter læring og uddannelse, trivsel og fællesskab, digital dannelse og borgerservice, kultur og lokal identitet og investering i fremtiden.

Danmarks Største Vælgermøde

Den 27. oktober blev en festdag for demokratiet, da biblioteker i flere end 30 kommuner landet over slog dørene op til Danmarks Største Vælgermøde

Kultur ER velfærd!

Interview med Anne Møllegaard Mortensen (DF), kulturudvalgsforperson i Faaborg-Midtfyn kommune og for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn

Dokk1 10 år

Interview med Marie Østergård, chef for Bibliotekerne i Aarhus, og Elif Tinaztepe, arkitekt og partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects

Fokus på bibliotekernes samfundsmæssige rolle

Formålet med biblioteket er demokrati, et demokratisk robust og modstandsdygtigt samfund og demokratisk kompetente borgere.

Ulve og giraffer

Topmødets indslag torsdag den 24. april og fredag den 25. april 2025 i Herning

Ny chef og ny kulturfusion i Odense

"Dybest set handler biblioteket ikke om bøger, men om mennesker, og relationskompetencer er alfa og omega i hele organisationen"

Det Kgl. Bibliotek viser vejen til viden

Vejen frem er ikke at forsøge at bevise, at bogen er overlegen i forhold til skærmen. Opgaven er at vise, at den trykte bog fortsat kan noget

Det stærke folkebibliotek

Vi skal styrke og udvikle bibliotekets rolle som kulturelt mødested med rammer og aktiviteter for fællesskaber, læsning, fordybelse, demokratisk dannelse og lokalt engagement