Når man ser ud på verden af i dag, kan man godt blive lidt forstemt. Særligt når man som jeg, og mange andre biblioteksmennesker, er demokrati- og ytringsfrihedsfundamentalist.
Frem for dialog og forhandling ser man krig og optrappet konflikt mere end mægling og forhandling ude i verden. I mange lande, og fra tid til anden også herhjemme nationalt og lokalt, ser vi efterhånden en konstant krig på ord, på præmissen for enhver debat, med beskyldninger, ondartede løgne og postulater uden hold i virkeligheden.
Samtalen lider. Ja ikke den, der foregår på det væld af folkemøder, vi efterhånden har rundt i landet, stor respekt for dem. Men det er i høj grad de samme Tordenskjolds soldater, der deltager i den hjemlige debat. Folk skræmmes af tonen i debatten. Og vi savner oplyst debat og ikke mindst lytten på tværs af befolkningsgrupper. På tværs af bobler. De fysiske, hvor vi bor, arbejder og bevæger os i cirkler af mennesker, der ligner os selv. De digitale, hvor algoritmer styrer, så vi møder mere af de samme og af det samme, som vi allerede kender og er fortrolige med.
Vi bekræftes til stadighed på godt og ondt i vores egne ofte forudfattede meninger og opfattelser af hinanden i stedet for at blive udfordret på vores verdensbillede.
At blive overrasket i at verden kan se ud på en anden måde end vi kender til på forhånd, ja, måske endda at blive en lille smule rystede jævnligt, er både godt og sundt.
Det er netop dét, som folkebiblioteket tilbyder. Vores fælles sted, hvis formål er at understøtte viden og ny indsigt; hvor man selv kan få nye vinkler på livet, kan lytte og mødes med både holdninger, kulturer og mennesker af alle slags.
Demokrati er en kvalitet, der skabes nedefra, den kan ikke købes for penge, ligesom rigtige venner ejheller kan. Kerneværdien i demokrati er jo respekten for mindretallet og erkendelsen af, at vi alle fra tid til anden hver især selv tilhører et mindretal; der er færre børn end voksne, der er færre uden uddannelse end med, midaldrende mænd er et mindretal, etniske kvinder det samme og sådan kunne man blive ved. Skal demokratiet fungere, skal vi lytte til ‘de andre’.
Her kan det lokale bibliotek, som jeg ser det og personligt oplever det, spille en vigtig rolle. Det kan med dets alsidighed og åbenhed for alle bidrage til det håb, der gør, at ens egne forstemte følelse over tidens tegn skal fordufte.
Vi ser igen efter corona stigende udlån og brug af bibliotekerne, og vi skal i Danmarks Biblioteksforening i efteråret arbejde videre med udviklingen og biblioteksloven.
Vores kulturminister ser bibliotekerne som helt afgørende for os og vores kulturliv og kalder sig minister for demokrati og dannelse. Det forpligter. Derfor har jeg som forperson stærke forhåbninger om at få en ny lov.
En ny lov, der skærper formålsparagraffen, så demokratiet og samfundskontrakten i tillæg til den enkeltes ret til kultur og viden kommer i centrum.
Jeg selv så gerne en lov, hvor formålet og metoderne ikke blandes sammen, og forpligtelsen på at være aktive styrkes, fremfor passivt ‘at stille materialer til rådighed’, som det er formuleret i den nuværende lov.
