Skrevet af
Lige nu taler alle om beredskab og sikkerhed. Vi skal ruste op militært, styrke forsyningskæderne og sikre kritisk infrastruktur. Det er alt sammen nødvendigt. Men én ting bliver alt for ofte glemt: Det demokratiske beredskab. Og her kommer man ikke uden om folkebibliotekerne.
Alligevel hører vi stort set ingen tale om dem.
Det er paradoksalt. For mens vi taler om at gøre Danmark mere modstandsdygtigt, står de institutioner, der netop holder sammen på lokalsamfund, viden og samtale, i en udsat position. Flere steder oplever bibliotekerne, at budgetterne skrumper, og at opgaverne bliver flere. Det hænger ikke sammen.
Demokratiet er ikke kun noget, vi beskytter med kampvogne. Det lever i vores hverdag – i samtalen, i oplysningen, i evnen til at skelne mellem fakta og fiktion. Det er alt det, bibliotekerne understøtter. Hvor uafhængige medier drevet af gedigen faktabaseret journalistik er en åbenlys vagthund, er bibliotekerne samfundets stille forsvarslinje mod misinformation, polarisering og digital manipulation. Og mod den voksende afmagt, mange oplever i mødet med et mere komplekst samfund.
I Danmarks Biblioteksforening har vi ét klart budskab: Skal vi tage demokratisk oprustning alvorligt, skal vi opgradere bibliotekerne – ikke afvikle dem stille og roligt.
Vi har brug for en ny bibliotekslov, der tydeligt placerer bibliotekernes demokratiske rolle som en kerneopgave. Den nuværende lovs formulering om “at stille materialer til rådighed” er ikke længere dækkende. Det er i bedste fald et ekko fra en anden tid. I værste fald en undskyldning for at nedprioritere en institution, der burde være helt central.
Vi foreslår, at alle kommuner forpligtes til at sikre stærke, åbne og demokratiske rum. Det kræver en ambitiøs lovgivning, og det kræver investeringer, men et afkast er også at skabe en større forståelse i hele befolkningen for de nødvendige prioriteringer i et velfærdssamfund: At ikke alle kan få opfyldt alle forventninger i morgen.
Derudover skal vi tænke nyt: Hvorfor ikke lade kultur og biblioteker spille tættere sammen med beskæftigelses- og socialområderne? Hvorfor ikke lade midler fra forebyggelse og fællesskaber komme borgerne til gavn dér, hvor de allerede kommer?
Det er ikke raketvidenskab – det er sund samfundsfornuft.
Men det kræver politisk mod. Og prioritering.
Derfor siger jeg det klart: Man kan ikke styrke demokratiet med ord alene. Det kræver handling – og det kræver biblioteker.
