Kongelige Bibliotek har et stærkt ry internationalt. Forskningsmæssigt blandt andet for et publikationsomfang, der er vokset mere ifølge Erland Kolding Nielsen i hans tid end i alle tidligere århundreder. Og ikke mindst på grund af den smukke og skulpturelle tilbygning Den Sorte Diamant. Beliggende på Københavns havn, tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen og åbnet i 1999 på Slotsholmen mellem Christiansborg Slot og vandet, hvor den udgør den nye front sammen med byggeriet Fisken, omfattende blandt andet Kvinfo, DSL og andre mindre institutioner.
Den Sorte Diamant er afgående direktør for Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsen med rette meget stolt af. Den – og hele nytænkningen af konceptet i forbindelse med ombygningen af Det Kongelige Bibliotek – har dannet skole med sin åbning af nationalbiblioteket og sin eksponering af kulturarven på helt nye måder. Og i helt unikke arkitektoniske rammer. Erland Kolding Nielsen lægger ikke skjul på, at det skyldes både fremsynethed og dristighed. Ikke bare hos KB selv, men også blandt de, der skabte Diamanten. Historien er lang og detaljeret, her fortælles blot en brøkdel af begivenhederne, der førte frem til den endelige udbygning.
Om kultur- og finansministre
Vi talte om den mere bureaukratiske del, men hvad med den politiske del? Er der nogle ministre, departementschefer eller andre centrale aktører, du vil fremhæve som har været særligt gode for KB, spørger jeg.
“Ja”, lyder det prompte fra Kolding Nielsen. “Først og fremmest kulturministrene Ole Vig Jensen (B) og Jytte Hilden (A).
Hvorfor de to?
“Jytte Hilden var jo minister, da vi rigtigt gik i gang med hele, det giver sig selv. Ole Vig Jensen undfangede en Plan 2000 og satte den på Finansloven for 1989. Som et dokument, hvori han flash-ede alle de store kulturbyggerier, som staten havde brug for. Uden at der var penge til det, men det stod i Finansloven! Han satte så at sige en politisk plan ind i Finansloven. Det var uhyre klogt gjort, og det var jo så de penge, der stort set kom to år efter i 1992. Han var som minister visionær og kunne se betydningen af det.”
Erland Kolding Nielsen fortæller, at de store kulturinstitutioners ledelser naturligvis arbejdede med voksende pladsproblemer på hver sin måde.
“Men vi kan starte med at takke Ole Vig Jensen for udbygningerne: Diamanten her, på Statens Museum for Kunst, Det Kgl. teater og for så vidt også for – og det er så ikke rigtigt blevet gennemført – Rigsarkivet. Det var alt sammen med, og flere andre ting var også med i planen. Og den politik fulgte Grethe Rostbøll (C) op på, da hun blev kulturminister i slutningen af december 1990 under den sidste Schlüter-regering. Det var i hendes tid, at bevillingerne blev givet, men det var sandelig finansminister Henning Dyremose (C), der gennemførte det i forhandlinger med Venstre i november 1992, der til at begynde med ikke ville, men han fik dem overtalt. Dyremose har aldrig glemt, at han blev inviteret med til åbningen af Den Sorte Diamant i 1999. Det gjorde Mogens Lykketoft (A) i øvrigt også, han overtog finansministerposten efter Dyremose.”
Genialt tænkt af Ole Vig Jensen med placeringen af Plan 2000 i selve Finansloven. Og noget af en ændring i forhold til nutidens kulturministre. De bliver øjensynlig så glade for taburetten, at de blot takker ja tak til posten uden at stille nogen større krav til den. Man kan ikke lade være med at undre sig: Hvorfor er kultur-ministerkandidater så ‘tøsedrengede’, at de undlader at rejse krav til den nødvendige og efterspurgte udvikling og tilsvarende om nye penge til kulturområdet?
Har du en kommentar til den udvikling?
“Det er blevet sværere og sværere med årene, finansministeriet og finansministerens magt er vokset, som adskillige politologer også har påpeget. Kulturminister Bertel Haarder (V) indrømmede jo direkte sidste år på et møde med alle institutionscheferne, at det her ikke længere var rationaliseringer, det var nedskæringer. Og det var altså en betingelse, at man som minister accepterede det på forhånd. Det sagde han, da han præsenterede de store beskæringer i september (2015). Nøjagtigt et år siden i disse septemberdage.
Der er meget få politikere, der er i en sådan position, at de kan stille fordringer, når og hvis deres parti kommer i regering. En Svend Auken (A) kunne og gjorde det. Men de allerfleste kan ikke og gør det ikke.”
Havde I på KB konkrete udbygningsplaner liggende i skuffen?
“Ja, og det var offentligt kendt. Jeg havde fået Monberg & Thorsen til at sponsorere et projekt både beregningsmæssigt og visuelt til udbygning i havnefronten. Med model og det hele, den findes i vores arkiv. Og det skete på den baggrund, at Monberg & Thorsen på det tidspunkt, hvor hele byggeriet var i krise, så sig om efter offentlige projekter, som de kunne få lov at bygge og investere i.”
Diamantens fem fædre
Det projekt med denne model rekvirerede finansminister Dyremose i 1992. Det skete i løbet af få dage, fortæller Kolding Nielsen.
“Alt sydede den gang. En onsdag eftermiddag fik jeg en opringning direkte fra finansministerens kontor, hvor han havde sagt ‘det forlyder, at Det Kongelige Bibliotek har en model for en udbygning i havnefronten, er det rigtigt?’ – og ja, sagde jeg og forklarede, hvad det var. Den ville finansministeren gerne se. Kunne den blive bragt over med det samme? Han så på den natten over, og næste dag kom der så via kulturministeriet besked om, at denne multifunktionelle sal, som den var døbt under de foregående dages forhandlinger, skulle inkorporeres, så andre ikke havde mulighed for at tage den del ud af projektet igen.
Alt det blev sådan set afgjort den sidste fredag i oktober 1992. Er I nu helt klar, spurgte kontorchef Niels-Jørgen Nielsen på et møde. Ja, vi er helt klar, svarede jeg! Inklusiv det, jeg vil kalde en mindre genistreg. Nemlig inkorporeringen af flere af kulturministeriets mindre institutioner i byggeriet: Dansk Folkemindesamling, Kvinfo, Dansk Litteraturcenter (tidl. Dansk Litteratur-informationscenter), som var forholdsvis nyt, og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Vel at mærke sammen med en foredragssal til oprindelig 13 mio. kroner ændret til en ny multifunktionel sal til 40 mio. kroner. Da vi kom til det afgørende punkt, forhandlet af kulturministeriets nye 1. afdelingschef, Erik Jakobsen, følte jeg for anden gang i mit liv, at jeg havde solgt mine idéer helt rigtigt. Første gang var til eksaminationen den 3. december, da jeg var hos Mimi Jakobsen om stillingen.
Jeg gik den fredag – som jeg siden har kaldt den “gyldne” fredag – ind i kulturministeriet med et projekt til 300 mio. kroner under armen og kom ud med instruks om at udvide det til 400 mio. kroner. Så der er fem fædre til Diamanten og udbygningen: Ole Vig Jensen, Erik Jakobsen, Niels-Jørgen Nielsen, mig og Dyremose. Og så spillede forprojektet med Monberg & Thorsen virkelig en stor rolle.”
