Det kan være svært at finde ud af, hvor ph.d.-stipendiat Anna Arendse Thorsen finder tiden henne. Direkte adspurgt mener hun ikke, hun har mere tid i døgnet end andre. Hun lærte bare at fokusere og prioritere, da hun fik sit første barn i 2022.
Hun skrev sin første ungdomsroman, mens hun skrev bacheloropgave i informationsvidenskab og kulturformidling. Så turede hun rundt på landets biblioteker og holdt foredrag om bo- gen mellem bachelor og speciale, mens hun også skrev debat-indlæg og kronikker om kulturpolitik og mental sundhed. Så skrev hun to romaner mere, et speciale, arbejdede på et bibliotek og fik to børn.
Nu er hun næsten halvt inde i sit ph.d.-projekt om såkaldt postneutralitet i folkebiblioteket som led i et større forskningsprogram med lektor ved Københavns Universitet, Institut for kommunikation, Nanna Kann-Rasmussen som leder (Danmarks Biblioteker præsenterer forskningsprogrammet i et senere nummer). ”Men næste roman bliver efter ph.d.-en, har jeg lovet mig selv – og min vejleder,” griner hun.
Det er dog lidt den samme proces for hende. Idéerne kommer, mens hun skriver. Forskning er bare lidt nemmere, fordi man har mulighed for vejledning.
Bibliotekets potentiale er slet ikke udtømt
”Det, jeg synes, er så uendeligt fascinerende ved folkebiblioteket, er, at det er denne her mere end hundrede år gamle institution, der hviler på nogle meget flotte og vidtløftige principper om dannelse, demokrati, fri og lige adgang til kultur og information osv. Samtidig er det en helt konkret organisation, hvor personalet lige skal have øje på den faste hjemløse, diskutere antallet og placeringen af bio-poser og stille bøger op på hylden,” fortæller Anna Arendse Thorsen. ”Og institutionen folkebiblioteket kan så meget! Den spiller en enorm rolle i alle mu- lige samfundsdagsordener som diversitet, bæredygtighed, ensomhed, og potentialet er slet ikke udtømt.”
Det var det, der oprindeligt drev hende til at kaste sig ud i biblioteksdebatten i særdeleshed og i samfundsdebatten i almindelighed om unge og psykisk sårbarhed og sygdom. Hun har altid været meget åben om sin egen diagnose, og det er vigtigt for hende at pege på den store gruppe af mennesker, der ikke er så hårdt ramt som svært psykisk syge, men som heller ikke bare ’har en dårlig dag en gang imellem.’ Som medlem af den store gruppe er det vigtigt for Anna Arendse Thorsen, at man kan have lidt anderledes behov, men stadig arbejde hårdt, være ambitiøs og opnå en masse professionelt og personligt.
Og nu er det bibliotekets diversitetsarbejde og postneutralitet, hun forsker i – en helt naturlig udvikling i hendes kærlighed til institutionen. “Post betyder ikke ’efter’ eller ’overstået.’ Det betyder – her – en tilstand for biblioteket, hvor det forventes at være neutralt, men også arbejde for ’det gode’ – altså diversitet, bæredygtighed osv. Men det er jo ikke neutralt. Nogle, inkl. biblioteksansatte selv, synes, dét er ’woke’, og det skal man ikke være.
Det er ikke neutralt at lave indsatser rettet mod bestemte minoriteter. Andre synes, at det skal man selvfølgelig gøre netop for at være neutral og være for alle.
De to helt forskellige holdninger til neutralitet findes på samme institution, og selv om de biblioteksansatte er uenige, begrunder de alle sammen typisk deres holdning med, at de jo er ’biblioteksmennesker.’ Det er en identitet. Et kald. Ellers – som de siger – ville de have fundet et job med højere løn!”
I artiklen “The Library Person: negotiating the aporia of universalism in library diversity work” (Journal of Documentation 82(4), 2006) er det dette paradoks, Anna Arendse Thorsen undersøger gennem et etnografisk casestudie af et dansk folkebiblioteks arbejde med et diversitetsprogram i 2025 baseret på observationer og interviews med 11 ansatte.
Dilemma skaber produktiv tilstand
Programmet byggede på normkritik: Personalet skulle kortlægge, hvor ofte ti “normafvigende” kategorier (handicap, etnisk minoritet, LGBTQIA+, fedme m.fl.) optrådte i indkøb, ud- stillinger og arrangementer og derefter sætte nye tiltag i gang. Med Derridas begreb om aporia argumenterer hun for, at universalisme skaber et grundlæggende dilemma i biblioteksvæsenet:
For at behandle alle lige kræves særlige tilpasninger til bestemte grupper — men netop det bryder med idealet om lighed. Konklusionen er, at denne spænding faktisk ikke er en konflikt, men en produktiv tilstand, der skaber personalets ansvarsfølelse.
Hun foreslår desuden, at ‘biblioteksmennesket’ er en fleksibel, tvetydig og queer fagfigur defineret af vedvarende etisk forhandling snarere end af autoritet og stabilitet, selv om sidstnævnte er det, man mest forbinder biblioteket med.
Diversitet mere end andre dagsordener kan slå gnister på folkebiblioteket. Når biblioteket trues udefra, mødes det som regel med en enorm kærlighedsstorm som f.eks. ved modstanden mod dragshows på Frederiksberg børnebibliotek i 2023. Andre gange kan bølgerne gå højt internt som ved udgivelsen af romanen Fucking trans på Tellerup forlag i 2021, som nogle i LGBTQIA+ miljøet havde højlydte problemer med – så højlydte, at det skræmte nogle forfattere.
Anna Arendse har også beskæftiget sig med LGBTQIA+ i sit eget forfatterskab. ”Min anden roman – Din største fan – handler om en queer kærlighedshistorie mellem to piger, men det var vigtigt for mig, at den relation var baggrund og ikke hovedtemaet, og det betyder, at bogen typisk ikke kommer på de såkaldte regnbuehylder,” fortæller Anna Arendse Thorsen.
Om folkebiblioteket skal arbejde med dagsordener som f.eks. diversitet, er der altså ikke helt enighed om hverken internt eller eksternt, men der er heller ikke enighed om hvordan. Og det er jo rasende spændende!
