Interview med Marie Østergård, chef for Bibliotekerne i Aarhus, og Elif Tinaztepe, arkitekt og partner hos Schmidt Hammer Lassen Architects
Marie Østergård: Hvad er historien om Dokk1?
Helt tilbage i 1998 begyndte Rolf Hapel (Fhv. stadsbibliotekar, Aarhus Kommune og forvaltningschef, Borgerservice og Biblioteker, Aarhus Kommune/Red.) at spekulere i et nyt hovedbibliotek, fordi vi kunne se, vi ville vokse ud af det gamle i Mølleparken. Det ville dybest set kun kunne fungere som reolopbevaring uden muligheder for at gøre det til et sted, mennesker kunne komme og lære og blive inspirerede i øvrigt.
I 2003 bliver det bevilget som et led i en helhedsplan for havneområdet. Der skulle være to store institutioner – nærmest bastioner – som skulle markere det nye, åbne område, hvor der før var tung trafik, P-pladser, jernbane og afhegnede arealer. Dokk1 bliver den sydlige, og Incuba-Navitas (bl.a. inge-niørhøjskole og forskerpark/Red.) den nordlige.
Når man placerer et bibliotek her, er det jo fordi, biblioteker trækker mennesker og dermed aktivitet med sig, og det er nødvendigt, når man skal åbne et hidtil lukket byområde. Biblioteker er med til at byggemodne områder mentalt, de øger attraktiviteten og værdien af området. Det er veldokumenteret nu, og således også her på havnen. Det nye havneområde skulle ikke bestå af en mur af nye virksomhedsdomiciler, men være åben for borgerne, og hvad er mere åbent for borgerne end biblioteket?
> Dokk1 er tænkt som et byrum, men med tag over. Det er et sted, hvor mennesker interagerer, filtrer sig ind i hinanden, møder nye mennesker og kan møde kultur, læring, nye oplevelser, inspiration af enhver art. Og alle må være her.
Hvad er særligt ved Dokk1?
Dokk1 er et stort byggeri. Man ser det ikke udefra, fordi det ligger, hvor det gør og er vinklet, som det er. Men det er stort! Det er både en gave og en udfordring. Alt bliver også nødt til at være stort indeni for at matche de to enorme etager, der udgør de borgerrettede rum. Kunstværkerne f.eks., men borgerne må aldrig føle sig små og ubetydelige. Så den store skala over det hele skal nede i øjenhøjde være i menneskeskala, og her er det langt hen ad vejen reolerne, der skaber struktur og veje i rummene.
Næsten alt i Dokk1 er udfærdiget efter intens medarbejder- og borgerinddragelse i en tiårig projektperiode. For medarbejderne betød det, at de tog Dokk1 til sig som deres egen, for de havde jo været med til at lave den.
Borgerne var med i utallige rul om alt fra møblerne, placeringen af service som f.eks. caféen, akustikken osv. Det var helt ned til, at vi tog unge forældre og lod dem gå med små figurer på en plantegning og sagde: “Nu er du ankommet med dine små børn, og den ene vil til billedbøgerne, men den anden skal tisse. Hvad gør du?”
Vi arbejdede efter princippet Last responsible minute – hvornår skal noget være færdigt, for ellers bliver det uansvarligt – for jo længere tid man har, jo klogere bliver man. Og så sluttede vi faktisk med bøgerne. De kom til sidst. Man starter jo typisk med bøgerne, men man risikerer så, at resten kommer til at dreje om dém, og det var ikke det, vi ville.
Hvad er der sket på ti år?
Siden vi åbnede, har vi lavet så meget om! Bygningen kan jo udvikle sig. Det er hele idéen i den. IRIS er flyttet ind, hvor der var kontorer, DR er flyttet ind med sport og vejret, hvor der var en åben plads osv. Det er også grunden til, vi holder fast i sådan noget som NEXT. Vi skal hele tiden være på forkant og udvikle vores tilbud til borgerne, og bygningen skal hjælpe os.
> Dokk1 er et fantastisk laboratorium. Et laboratorium med 3.500 gæster hver dag. Og så er vi blevet endnu mere attraktive for partnere. Aarhus er en by fyldt med andre kulturinstitutioner, og de vil gerne lege med os – og omvendt.
Vi skal ikke starte med at forklare, hvad vi kan. De kan se det. I stor skala. Overordnet er kulturinstitutionerne i Aarhus dog enormt gode til at samarbejde i min erfaring. Antallet og kvaliteten af partnerskaber er i det hele taget en vigtig faktor for os.
Har Dokk1 så taget broderparten af biblioteksbrugen?
Vi holder meget øje med, om Dokk1 suger biblioteksbrugen til sig fra de andre biblioteker, og det gør den ikke. Vi kan se, at rigtig mange borgere har to biblioteker, de bruger; deres lokale og Dokk1. De kan forskellige ting og byder forskelligt ind på det, borgerne søger. Alle de partnerskaber og projekter, vi indgår i bliver også tit flyttet ud på de andre biblioteker. Alt skal absolut ikke være på Dokk1, men det er selvfølgelig en naturlig første sluse.
Elif Tinaztepe: Fortæl om dit forhold til Dokk1
Vi vandt jo arkitekt-konkurrencen i 2008, og jeg begyndte at komme på NEXT LIBRARY-konferencen fra og med 2009 for at suge inspiration til mig. Vi laver jo også biblioteker i mange andre lande, og det er det fantastiske ved NEXT. Det handler om biblioteker, men jo faktisk også om de store ting, der rører sig lige nu. Der er en historisk sammenhæng mellem Dokk1 og NEXT, men der er også en anden lighed; begge rejser sig og ser mod horisonten. Jeg boede i Aarhus i 17 år og var selv flittig bruger af Dokk1, men nu har jeg boet i København i tre år og kommer følgelig ikke nær så tit. Jeg savner det faktisk ret meget.
> Dokk1 er en bygning – en stor én af slagsen – men det er også en state of mind, en sindstilstand, en filosofi. Det er et fristed, hvor man er fri til at opleve, finde inspiration, eksperimentere og begå fejl, betragte eller deltage i livet, der folder sig ud omkring én.
Man kan altid lige se hen til noget, ind, op eller ned til noget. Det er et unikt sted. Der findes ikke noget lignende andre steder i verden, og det samme kan man i øvrigt sige om NEXT.
Hvad er designprincipperne i Dokk1?
Vi vidste, at med Dokk1 ville byens kulturelle hjerte i nogen grad flytte fra AROS ned til havnen, og bygningen skal lade havet og havnen møde midtbyen – lade begge strømme igennem. Derfor kan man altid orientere sig i bygningen. Man kan altid se byen eller havnen og ofte begge. Bygningen er et hængsel. Du kan gå til den fra alle sider, og den synes at dreje og møde dig, for den har ingen bagside. Det er et stort byrum overdækket af den enorme tagplade.
Der er de to meget store etager, hvor bøgerne fungerer som bygninger. De er faste. Imellem dem er der oaser af alle slags. Den største er medierampen, der forbinder de to enorme etager. Den kan fungere til alt fra udstillinger, studiepladser og mini-parkour for børnene. Der er også mindre oaser helt ned til alene- og tomandspladser, så man overalt kan være alene eller sammen – eller alene sammen. Men der er også niveauforskelle og godt udsyn alle steder, så man kan orientere sig efter, hvor man skal hen, eller hvad der kunne være interessant. Der er masser af sprækker i alle retninger, så man hele tiden får et glimt af noget spændende.
Akustikken er tænkt som et varierende landskab i sig selv, så lydene fortættes eller spredes afhængigt af, hvor man er. Der kan ikke være stille alle steder eller larm alle steder.
Vi designede med nogle faste elementer, der skulle være der – f.eks. multisal, projektrum, kontorer og selvfølgelig alle bøgerne – men eftersom bygningen var til borgerne, havde vi utroligt meget borgerinddragelse på alle aspekter ud fra nogle grundprincipper om åbenhed og plads til forskellighed og selvfølgelig foranderlighed, så bygningen kan følge med tiden.
Hvad slår dig ved Dokk1 nu efter 10 år?
For det første har det været fantastisk at være med til at skabe Dokk1. Vi besøger den stadig bare for at se, hvordan den udvikler sig. Jeg ved, Marie (Østergård/Red.) har en sjov planche med alt det, der er lavet om i de ti år. De er kreative mennesker derovre, og der er helt sikkert en kultur i og omkring bygningen. De eksperimenterer, og ofte er bygningen med dem, og nogle gange stritter den imod, men alle ændringer respekteres de funktionelle og æstetiske principper.
IRIS er et godt eksempel. Dér holdt Aarhus 2017 til oprindeligt (Organisationen bag Aarhus som europæisk kulturhovedstad/ Red.) Nu er der medielaboratorium, men de følger stadig principperne om åbenhed og frit udsyn gennem bygningen, de respekterer vores fokus på vertikaliteten overalt, så døre og skabe går helt op og adskiller sig materielt for at accentuere den lodrette dimension. Vi tager stadig bygherrer, som vi samarbejder med, på tur derover. På den måde både lærer vi stadig, og lader os inspirere af bygningen selv ti år efter åbningen.
Og så er der jo kunsten?
Ja, den har vi været med inde over og vurdere. Jeg er ret begejstret for de to hovedværker inde i bygningen: Gongen af Kirstine Roepstorff og Magic Mushrooms af Elmgreen & Dragset. Dokk1 er en monumental bygning, så kunsten skal matche skalaen, og det gør den.
Magic Mushrooms er med til at forankre bygningen på Europaplads, synes jeg, og vi har sørget for, man kan se den mange steder oppefra Dokk1’s nederste etage. Gongen har fortællingen om de nyfødte børn – rørklokken kan aktiveres af nybagte forældre fra barselsgangen på Aarhus Universitetshospital i Skejby – det ny liv udenfor, og folk stopper altid lige op, når den lyder. Nogle gang klappes der. Det er det moderne kunst kan, når den er bedst; den overrasker og transformerer og skaber fællesskab.
Mikkel Christoffersen
Redaktør, Danmarks biblioteker
Fotos: Dokk1
