Festival forbinder mennesker og lokalsamfund

Skrevet af

10. september, 2026
Download hele magasinet som pdf:

En varm lørdag i maj slog over 1.000 gæster vejen forbi Roskilde Bibliotek og Kreativt hus for børn til den årlige Roskilde Litteraturfestival

Allerede fra morgenstunden summede det af liv og en kø af mennesker snoede sig foran Roskilde Biblioteks indgang. Et af festivalens første programpunkter var en præsentation og vinylrelease af Roskildes Kommunes nye fællessang “Der flyder en kilde (Roirs Sang)”, som Roskilde Litteraturfestival havde æren af at være en af de første scener, hvor sangen kunne opleves live. Sangen er skrevet af Bisse og Dreamers’ Circus med input fra Roskildes borgere, og der var både smil og tårer i øjenkrogene, da en fuld sal sang med. Sangen kan ses og høres her: www.youtube.com/watch?v=2bm8VAblJ1k

Netop den samskabelse, der var gået forud for tilblivelsen af Roskildes nye sang, er også kendetegnende for Roskilde Litteraturfestival. Festivalen byder både på de klassiske forfattersamtaler, men også skæve indslag, koncerter og kreative workshops, ligesom scenerne spreder sig over Roskilde Bibliotek, Bibliotekshaven og Kreativt hus for børn. En stor del af programmet er desuden skabt i samarbejde med lokale aktører:

”Når vi samarbejder med lokale aktører, er det med intentionen om at skabe en win-win situation: Vi giver en platform, hvor de kan udbrede deres aktiviteter, og de bidrager med unikke programpunkter og udsmykning af festivalen. De inviterer deres netværk med på festivalen, og på den måde er de også med til at skabe programpunkter for nye målgrupper,” fortæller projektleder Sif Brunemark, der understreger vigtigheden af, at man som arrangør har modet til at give dem reel indflydelse.

Publikum som aktive medskabere
Et eksempel på et lokalt samarbejde er sceneområdet ”Skolen for det unødvendige”. Her er de sceneansvarlige unge kunststuderende fra BGK Roskilde, som har skabt en scene, læringsrum og kunstudstilling i ét. I løbet af dagen lagde scenen rum til både artist talks, spoken word og læsehjørne med inspiration til at lave sine egne kunstbøger.

Det var også her, at Roskilde Gymnasiums forfatterklub ”Forfatterspirene” for tredje år i træk holdt deres afgangslæsning. Hen over foråret havde eleverne haft et skriveforløb i samarbejde med biblioteket og forfatter Denis Kiy, der også var en del af festivalprogrammet. Det faste samarbejde glæder bibliotekar Mads Led Behrend Roth, som er en af de bærende kræfter bag projektet:

”Det er selvfølgelig enormt fedt at kunne stille dygtige forfattere til rådighed på denne her måde for eleverne. Men det handler i lige så høj grad om ’bare’ at være nysgerrige på litteraturen og sproget sammen med de unge, og se hvad de finder på. På den måde får vi direkte adgang til unge nye litterære stemmer som potentielt kan sætte varige spor. Det er stort!”

Engagement og virkelyst
En hjørnesten i festivalen er som nævnt den lokale forankring, og i år bidrog over 20 frivillige med både værtskab, uddeling af festival-armbånd og koordinering af scenerne.

For Stinne, der til dagligt arbejder som eventkoordinator, var beslutningen om at være frivillig ret spontan.

”Jeg så det som en mulighed for at komme ud af huset og føle, at jeg var en del af noget.”.

For Henrik, der har boet i Roskilde i over 30 år, var det omvendt ikke første gang som frivillig på Roskilde Litteraturfestival.

”Det handler om at komme ud og få nogle oplevelser og møde nogle sjove mennesker,” fortalte Henrik, der stod i baren i Bibliotekshaven ligesom året før.

Men hvad giver det så egentlig til festivalformatet og til biblioteket at engagere en række frivillige i at løse arbejdsopgaver en enkelt dag?

”Vi samarbejder med frivillige, fordi vi tror på, at det har en social og lokal værdi for os, for de besøgende og for de frivillige selv. Det var primært frivillige, som bød velkommen i dørene, og deres frivillige engagement smittede af på stemningen. De bidrog med en holdånd, som gjorde dagen helt særlig, og vi oplevede, at de selv var glade for at indgå i et fællesskab om et lokalt kulturevent,” forklarer projektleder Loui Stampe Lund.

Samler borgerne og viser bibliotekets alsidighed
At lave festival er, udover at være en kæmpe fest, både tidskrævende og til tider hårdt arbejde. Da de sidste gæster takkede af kl. 16, var det tid til at genforvandle biblioteket. Men efter endnu et år med publikumsrekord var der hos Biblioteks- og borgerservicechef Christian Lauersen ingen tvivl at hente:

”Vi mennesker trives og vokser igennem samhørighed, åbenhed og nysgerrighed. Via litteraturen, musikken, kunsten og fællesskabet arbejder vi på at skabe rum for dette hver eneste dag. Roskilde Litteraturfestival giver os mulighed for at binde alsidigheden i vores programmer og aktiviteter sammen, og i samarbejde med frivillige og samarbejdspartnere skabe et fantastisk frirum, der samler borgerne om fordybelse og fællesskab. Den energi, man mærker på dagen, er det hele værd.”

Tilbage er der kun at glæde sig til næste år, hvor Roskilde Litteraturfestival løber af stablen lørdag den 22. maj 2027.

Amanda Egebo
Kommunikationskonsulent
Roskilde Bibliotekerne

Otte nye stedspecifikke lydvandringer

Samarbejde mellem Biblioteket Sønderborg og lokale forfattere

Når biblioteket rykker ud

Fem biblioteker på tværs af landet har undersøgt, hvordan biblioteker kan skabe relevans og værdi i områder uden et lokalt bibliotek

Agora

Ny model og værktøjskasse til bibliotekernes demokratiarbejde

ALFABET: En ny aktør i litteraturens økosystem

Hvordan kan det nationale litteratur- og poesihus Alfabet bidrage til at udvikle litteraturen og styrke formidlingen af den, og hvad betyder det for folkebibliotekerne?

To år med samarbejde om læseglæde

I National indsats for børn og unges læseglæde har PLC'er og folkebiblioteker i to år haft læseglæde som et positivt fælles tredje. Nu er resultaterne klar

Læsning er noget, vi står sammen om

Næsten alle børn møder et skolebibliotek i løbet af deres opvækst. Derfor er skolebibliotekerne en oplagt og afgørende samarbejdspartner for Varde Bibliotek

Talk about it!

Formidlingstiltag af kulturelt tilsnit kan ofte være en katalysator for at fremme dialogen om svære emner.

Pizza, poesi, bookart og magi

Hvad sker der, når de unge får nøglen til biblioteket? Hvilke perspektiver på formidling, indhold og deltagelseskultur har de unge selv? Hvordan tilrettelægger unge ...