Må man dele billeder fra en fest i en fælleschat? Og hvad betyder en emoji, der griner, så tårerne triller ned ad kinderne? Randers Bibliotek underviser børn og unge i digital dannelse – blandt andet med det formål at danne grundlag for demokratisk dialog og respekt for andre.
Noah Marie har fødselsdag, og inviterer klassen til fest hjemme hos hendes far. Hendes bedste veninde kan ikke komme, og skriver: “Æv, din far er bare altid så megasjov!!”. Men Emil skriver: ”Han er megapinlig. Godt han ikke er min far!” Noah Marie bliver så ked af det, at hun får helt ondt i maven.
”Hvordan ville du have det, hvis det var din far, det handlede om?”, spørger Signe Winther Brinkmann, der har været med til at udvikle tilbuddene om digital dannelse på Randers Bibliotek.
Dilemmaet er en del af undervisningstilbuddet “Gode venner på nettet”, som Randers Bibliotek tilbyder mellemtrinnet i folkeskolerne.
Fjerde årgang på Korshøjskolen sidder nu i grupper og kigger på nogle kort med billeder, der udtrykker forskellige følelser. En gruppe snakker om et billede af en pige, der kigger ind bag et forhæng – hun ser nervøs og trist ud. En anden gruppe vælger et kort med en dinosaurus – det udtrykker vrede.
Til fødselsdagen opstår der flere konflikter på baggrund af karakterernes digitale adfærd. I en fælleschat bliver der delt et billede, som Amina bliver ked af. Benjamin bliver lukket ude fra et spil i Roblox, fordi han ikke er god til det. Og efter festen bliver der sendt en emoji i fælleschatten, som Noah Marie ikke forstår betydningen af.
Digitale misforståelser skaber konflikter
Rigtig mange børn får en mobiltelefon, uden at forældrene taler med dem om, hvordan man begår sig i det digitale univers. Det oplever lærerne på Korshøjskolen konsekvenserne af.
“Emnet er højaktuelt, fordi børnene bliver uvenner i en fælles-chat eller i et spil, og de tager konflikterne med i skolen. Vi bruger desværre rigtig meget tid på at rede trådene ud efter di- gitale misforståelser”, siger Rebekka Hjorth, lærer på Korshøjskolen.
Randers Biblioteks tilbud med fokus på digital dannelse omfatter evnen til at kommunikere respektfuldt online, forstå digitale rettigheder og tage ansvar for egne handlinger. Formålet er blandt andet at styrke grundlaget for den demokratisk dialog i fremtiden og fremme respekt for forskellighed.
“En stor del af den demokratisk debat har flyttet sig fra byens torv og forsamlingshuse til forskellige digitale fora. Derfor er det vigtigere end nogensinde at udvikle børn og unges kompetencer til at forstå, navigere og handle ansvarligt i det digitale samfund”, siger Signe Winther Brinkmann, koordinator for Skole og Uddannelse på Randers Bibliotek.
Griner du af mig eller med mig?
Vi er tilbage ved den emoji, som Noah Marie ikke forstod betydningen af. Sidse skrev “Den var en fin fest” – og tilføjede så emojien, der griner med tårerne trillende ned ad de gule kinder. Betyder det, at festen var sjov – eller det modsatte?
“Jeg har ikke tænkt over, at nogen kan forstå en emoji på en anden måde, end jeg selv gør. Det vil jeg tænke over, for det er rigtig vigtigt huske, hvordan andre kan have det”, siger 10-årige Julian Vahl Lundorff Holmgaard efter undervisningen. Hans jævnaldrende klassekammerat er enig.
“Jeg synes, det er vigtigt, at man er en god ven på nettet. Jeg har selv prøvet at blive ked af noget, nogen gjorde i et spil, og jeg tænker over, at jeg ikke vil gøre det ved andre”, siger Kristoffer Vinther Pedersen.
Heldigvis taler Noah Marie med sin far, der opfordrer hende til at skrive spørge til betydningen af emojien. Sidse mente til alt held bare, at det var en grineren fest.
Marie Have Qvist
Journalist og SoMe-ansvarlig
Randers Bibliotek
Fotos: Randers Bibliotek
| FAKTA Randers Bibliotek tilbyder flere undervisningstilbud udviklet med det mål for øje at understrege vigtigheden af adgang til faktuel viden, respekt for andre og muligheden for at udtrykke sin mening på et oplyst grundlag; f.eks. ”Digital dannelse – gode venner på nettet”, ”Digitale dilemmaer” og ”Fake!”. |













