Bliv klogere på internationale tendenser og udviklingskrav til bibliotekerne. Med den nye IFLA Trend Report 2024 er der støtte og inspiration til at geare bibliotekerne, så de reelt kan håndtere de store spørgsmål og udfordringer, som borgere verdenen over møder nu og i den nærmeste fremtid.
Rapporten blev offentliggjort på Information Futures Summit i Brisbane først i oktober, og er et must og en central ressource for de kommuner, biblioteker, bibliotekarer og biblioteksforeninger, der ønsker at tage bestik af digitaliseringen og transformationen af bibliotekerne – for at skabe og sikre relevant biblioteksservice til borgerne.
Face the future
Trend rapport 2024 afspejler meget klart en verden præget af nye teknologier, kunstig intelligens og den måde, som information og viden bruges og misbruges på, og hvor begreber som ophav, validitet og sandhed er under omkalfatring. Rapporten sætter også fokus på, at de nye teknologier er ujævnt distribueret – jo mere online vi bliver, jo mere kan der opstå adgangsbarrierer til vigtige informationskilder. Men på samme tid åbnes der op for mere inkluderende digitale netværk, hvor teknologien kan connecte folk på tværs af kulturelle baggrunde og landegrænser.
Den allerførste Trend Report, IFLA Trend Report 2013, blev lanceret i Singapore, og fik enorm udbredelse. Den viste sig at være en vigtig international publikation for ‘biblioteksejere’ – stater og kommuner – samt f.eks. universiteter og naturligvis biblioteker og medarbejdere på tværs af kloden. Her forsøgte man at koble bibliotekernes fremtidige opgaver sammen med en verden i transition og vise, hvordan bibliotekerne kunne og skulle placere sig i forhold til en række globale megatrends. Siden 2013 er der kommet en række mindre væsentlige opdateringer på 2013 rapporten, men efterhånden var der nok behov for en mere gennemgribende analyse af bibliotekernes samfundsplacering i dag.
Form fremtiden – 7 trends
Syv centrale trends forventes at få indflydelse på de kommende års biblioteksudvikling. Hver af dem har både positive og negative aspekter:
• Trend 1: Knowledge practices are changing, and the future holds both opportunities and challenges for equity in knowledge systems
• Trend 2: AI and other technologies are transforming society, and how we create, share and use information
• Trend 3: Trust is being renegotiated, especially in government and media
• Trend 4: Skills and abilities are becoming more complex, but also essential
• Trend 5: Digital technologies and their benefits are unevenly distributed
• Trend 6: Information systems are using more resources, impacting the planet
• Trend 7: People are seeking community connections – spaces to share are key
Rapporten er opbygget med både en review-del, hvor man går i detaljer med de syv trends og en scenarie-del, hvor man i højere grad forsøger at skabe fremtidsbilleder og perspektivere udviklingen med udgangspunkt i de identificerede trends. Scenarierne defineres som visioner af, hvordan fremtiden for information og viden kan komme til at se ud i fremtiden. De bygger på analyser af interaktionen mellem de forskellige trends, og hvad det kan betyde for informations- og vidensmiljøet i et 5-10-årigt perspektiv.
Ways to play – kom i gang
Brug rapporten aktivt, lyder opfordringen. Professor Michael Dezuanni og Dr. Kim Osman fra Digital Media Research Centre, Queensland University of Technology, har ført pennen.
Rapporten afsluttes med en “Ways to play” sektion og en opfordring til at bruge den aktivt, og sektionen byder på en række spørgsmål, som kan bruges af biblioteker og biblioteksmedarbejdere m.fl. på alle niveauer. Denne ‘praktiske’ del er helt klart en styrke for den nye trend rapport, idet det giver gode muligheder for at bruge rapporten meget proaktivt inden for egen organisation eller institution.
Tjek IFLA Trend Report og dens meget udførlig litteraturliste, herunder henvisning til en lang række digitale dokumenter, som er helt sikkert en inspiration til at gå på opdagelse i.
Hent den her: ifla.org/trend-report.
ANDREW CRANFIELD, EBLIDA Executive Committee for DB
HELLEN NIEGAARD, Redaktør