Vi er kun lige begyndt at skrabe i overfladen af kulturlivets potentiale, siger Dansk Kulturlivs afgående direktør, Jakob Sørensen, om kulturlivsalliancen og samarbejdet.
| Dansk Kulturliv er en alliance mellem seks af kulturlivets branche- og interesseorganisationer: > Kulturhusene i Danmark > Organisationen Danske Museer > Danmarks Biblioteksforening > Dansk Scenekunst > Dansk Live > Danske Koncert- og Kulturhuse Dansk Kulturliv tæller i dag tilsammen mere end 1.100 kulturinstitutioner, -virksomheder og -foreninger i Danmark, der sammenlagt har over 60 millioner publikummer. |
Hvorfor Dansk Kulturliv (DKL)?
Kort sagt for at styrke både de generelle rammevilkår for kulturlivet og for at gennemføre helt konkrete indsatser på de forskellige områder. Den nuværende strategi fokuserer på fire ting:
1. Børn og unges møde med og deltagelse i kultur
2. Demokrati og kultur som demokratisk infrastruktur
3. Kultur som løftestang for sundhed og livschancer (særligt for børn og unge på kanten)
4. Kultur som del af den bæredygtige omstilling.
Men det er først og fremmest en politisk interesseorganisation, som kan tale på medlemmernes vegne, så politiske beslutningstagere ikke nærmest giver op på forhånd. Vi kan se styrken i at samle sig f.eks. på idrætsområdet, og det var også læren fra corona-perioden. Faktisk er der en vandrehistorie fra en tidligere Kulturminister, som fortalte, at for andre ministerier kunne erhvervspakker, genåbning osv. mestendels klappes af med kun 2-3 organisationer. I Kulturministeriet var de glade, hvis de kunne nøjes med under 40!
Men maskerer den tilsyneladende ene stemme på idrætsområdet i form af Dansk Idrætsforbund (DIF) ikke bare en vild uenighed internt?
Alle organisationer, der skal fordre samstemmighed i en sektor, vil opleve grader af uenighed. Det er bare en stor fordel, at kunne tage den uenighed internt frem for i offentligheden, hvor beslutningstagerne så ikke kan høre andet. DKL skaber rammen for, at man kan tale sig frem til kompromiser og prioriteter, så man kan stå sammen udadtil. Det vinder hele sektoren på og dermed også samfundet.
Jeg har også oplevet en meget stor vilje og velvillighed til at stå sammen internt i kultursektoren. Det har egentlig overras-ket mig meget positivt. Der er en grundlæggende følelse af, at det nytter at samarbejde. Også når det bliver besværligt, og man skal afgive noget, for at hele foreningen og sektoren kan stå stærkere.
Hvad har din egen rolle været i den proces?
Vi har arbejdet rigtig meget med tillid. Der skal være en grundlæggende tillid parterne imellem i foreningen, og det oplever jeg også. Man gør sig umage for at respektere hinandens synspunkter og nødvendige forskellighed. Dertil kommer, at vi har lavet en forening med god governance og enkle, forståelige vedtægter. Gode viljer gør det ikke alene, men det er en fin og nødvendig start. Vores opstart og nu konsolideringsfase har været hjulpet på vej af en regering, der gerne ville kulturen – ligesom den nye ser ud til – men den store prøve bliver selvfølgelig, hvis man får én, der bare ikke vil, og det bliver tungt over hele linjen.
Er der noget, du gerne ville have været længere med, inden du overdrog depechen?
Generelt er jeg stolt over, hvor langt vi er nået, men jeg ville gerne være nået længere med kultur og sundhed. Jeg havde nok drømt om, vi i dag ville stå med en eller anden ramme omkring det, men der er sket så meget de seneste år. Man skal selvfølgelig værne om kulturens egenværdi. Den skal ikke altid sættes for en eller anden velfærdsvogn. Vi er også kun lige begyndt at skrabe overfladen på, hvad et styrket samarbejde på tværs af kulturen rummer af potentiale for børn og unge. Det står jo også klart nu, at vi er noget bagud, hvad angår hele beredskabsområdet, som pludselig fylder meget. Så er der foreningens størrelse. Man kan spørge, om vi skulle være flere alle- rede. Det bliver vi med tiden – helt sikkert – men vi har fokuseret på ikke at udvide hurtigere, end samarbejdet og tilliden har kunnet holde.
Hvad er dit råd til bibliotekerne i al almindelighed? Er der noget, de ikke ser, som du kan se fra din position?
Jeg skal ikke belære bibliotekerne om den kommunale virkelighed, men nu spørger du direkte. Jeg tror, det er vigtigt, man er enormt klar på sin mission og sine kerneværdier også personligt som leder af en kommunal kulturinstitution. Dernæst skal man være dygtig til at oversætte dét ind i en lokalpolitisk virkelighed. Man skal kunne tale sit eget kultursprog, og man skal kunne tale systemernes sprog. Det er paradokset, men det starter med, at man står på et stærkt fundament af, hvem man er, og hvem og hvad man er til for. Faktisk skal man hjæl-pe sine politikere med at sætte ord på den værdi, man skaber. Tidligere Herlev-borgmester Thomas Gyldal har beskrevet det ret godt: Det er bare svært at drive en kommune i dag. Budgettet er stramt, forventningerne er enorme, alle inkl. andre politikere kan starte helt unuancerede enkeltsager på sociale me- dier når som helst, og det er svært at få en løsningsorienteret dialog med borgerne. Det er i den politiske virkelighed, bibliotekernes skal finde deres berettigelse.
Hvad med en anden vej; hvad ville du gerne have politikere forstår om bibliotekerne?
Vi har jo længe levet med, at man ikke få digitalisering og nu AI nok, men det er bare så vigtigt for den nok så berømte sammenhængskraft, at vi har nogle steder, vi kan mødes og snakke om tingene. Hver dag. Ikke kun op til valg. Bibliotekerne løfter en enorm, men måske lidt usynlig opgave dér. Bare det, at man går lige ind fra gaden og møder et menneske, der gerne vil hjælpe én, er meget værdifuldt, men også sårbart. Lad os håbe, det fortsat overlever New Public Management og KPI-vældet.
Nogle gode råd til den ny kulturminister?
Ha! Regeringen har en ambitiøs plan for kulturen. Hvis hun kan gennemføre den, er det flot! Ellers vil jeg sige, at folk jo myldrer ind på museer og biblioteker osv. Kulturen står enormt stærkt i folks bevidsthed. Måske på trods af opbrud i verden? Trods rygter om mobilernes dominans søger vi tydeligvis de kulturelle fællesskaber. Det skal der værnes om og investeres i.
I august 2026 sætter Mai Villadsen, tidligere folketingsmedlem og politisk ordfører for Enhedslisten, sig i direktørstolen for Dansk Kulturliv, hvor også Danmarks Biblioteksforening er medlem og repræsenteret i bestyrelsen.











