At vi ikke længere ser, hører og læser det samme, er en gammel nyhed, men nu kan vi også få indhold serveret i en hel personlig tilpasset udgave. Vi balancerer på en knivsæg.
På den ene side har vi en fascinerende teknologi, kunstig intelligens, der kommer til at revolutionere vores dagligdag, vores arbejdsliv og privatliv og give os redskaber til at afprøve nye kreative evner.
På den anden side truer den samme teknologi med at smadre vores sammenhængskraft, fællesskab og demokrati, som vi kender det i dag. Især når vi ser på, hvad AI gør ved vores nyhedsbillede.
Det bliver en udvikling, som vil lægge et endnu hårdere økonomisk pres på de medier, der producerer originalt indhold af god kvalitet. Og vi kommer i endnu højere grad til at blive udfordret på at lede efter de troværdige informationer i tekst, lyd og billede.
Skræddersyede informationsbobler
Et af de nye buzzwords i denne sammenhæng er “liquid content”. Liquid content handler om, at indhold – hvad enten det er nyheder, artikler, video eller musik – tilpasses individuelt til os som forbrugere. Det bliver så at sige flydende, fordi det tilpasser sig vores interesser, vores adfærd, måske vores uddannelsesniveau, vores foretrukne journalister og øvrige præferencer.
Den ene person får nyheder om klimaet og teknologi eller politisk analyse, mens den anden bliver bombarderet med sport og celebrity-stof – alt sammen på baggrund af algoritmer, der lærer os at kende gennem vores digitale fodspor. Og nyhedsartiklerne vil i formidlingsstil og indholdsniveau også kunne tilpasses individuelt.
Teknologien bag liquid content styres af kunstig intelligens, som samler data om, hvordan vi agerer online – hvad vi liker, deler, klikker på, hvor længe vi læser en artikel, hvilke videoer vi ser til ende. Denne enorme mængde data bruges derefter til at skræddersy indhold, som passer perfekt til os.
Det lyder som en god service, men det har en bagside: AI’en skaber en informationsboble omkring os, hvor vi kun får serveret det, vi allerede er interesseret i, og serveret i det format, vi foretrækker. Og hvem styrer det? Det gør de samme tech-giganter, som styrer vores indhold til de sociale medier.
Men der er et endnu større problem, der presser sig på: Generativ AI og mistilliden til medierne og de nyheder, vi præsenteres for.
Hvad kan man stole på?
Med generativ kunstig intelligens, er det blevet betydeligt lettere at generere falsk indhold – fra manipulerede billeder, lydklip og videoer til fabrikerede nyhedsartikler – bliver det sværere og sværere for almindelige medieforbrugere at skelne mellem, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Deepfake-videoer kan få det til at se ud som om, politikere siger noget, de aldrig har sagt. Lydklip kan manipuleres til at lyde ægte, selvom de er 100 procent falske. Generativ AI gør det nemt at sprede misinformation og desinformation i en skala, vi aldrig har set før.
Den udvikling har en alvorlig konsekvens: stigende mistillid til medierne. Falske tekster, lyd og billeder vil komme til at flyde side om side med ægte og grundigt tjekkede materialer, og det bliver næsten umuligt at skelne mellem dem. Når det bliver tilfældet, begynder folk at tvivle på alt.
Selv de mest etablerede medier bliver mistænkt for at sprede propaganda eller fordreje sandheden, hvis man ikke selv er enig i det, der fortælles. Og her står vi over for en kæmpe demokratisk udfordring. Hvis folk ikke længere tror på det, de ser og hører i nyhederne, hvis de kun får det, der passer til deres individuelle præferencer, hvordan kan vi så have en fælles og oplyst offentlig debat baseret på fakta og ikke kun på synsninger? Hvordan kan vi tage informerede beslutninger som borgere?
Bibliotekernes demokratirolle
Her kan bibliotekerne spille en rolle. I denne nye virkelighed, hvor falsk og ægte indhold flyder sammen, kan bibliotekerne blive en modvægt.
De kan tilbyde borgerne et sted, hvor information ikke er drevet af algoritmer, men af etiske principper om oplysning og dannelse.
De kan blive centrum for kurser i kildekritik, digital dannelse og AI-forståelse. Her kan folk tilegne sig redskaber til selv at gennemskue misinformation, navigere i digitale medier og forstå, hvordan AI-algoritmer former den information, de præsenteres for.
Bibliotekerne kan også være samlingssteder for demokratiske samtaler, hvor folk kan mødes ansigt til ansigt – uden en algoritme, der bestemmer, hvad de skal mene. Hvis vi skal overvinde den mistillid, der nu præger vores medielandskab, må vi supplere med et fysisk rum for ægte, menneskelige interaktioner, hvor sandhed og løgn kan blive skilt ad gennem åben diskussion og kritisk tænkning.
LISBETH KNUDSEN, strategidirektør Altinget og og Mandag Morgen
