De i Danmarks Biblioteker tidligere påpegede problemer med folkebiblioteksstatistikken er blevet afklaret.
Som led i kommentarer til den årlige folkebiblioteksstatistik i Danmarks Biblioteker blev det for både 2022 og 2023 problematiseret, at den årlige folkebiblioteksstatistik tilsyneladende ikke hænger sammen med den individbaserede statistik. Da der gælder noget tilsvarende for 2024, indbød Danmarks Biblioteksforening de ansvarlige for folkebiblioteksstatistikken – Danmarks Statistik, Systematic og Kombit – til et møde den 17. november 2025.
Inden mødet fik undertegnede adgang til at bruge statistikværktøjet Faktor – og tak til Det Digitale Folkebibliotek for at stille en kigge-adgang til Faktor til rådighed. En sammenligning mellem udlånsstatistik for 2024 i Statistikbanken (årsstatistik) og Faktor gav anledning til den tanke, at der i folkebibliotekernes årsstatistik ikke er medtaget udlån af indlånte materialer fra andre biblioteker.
På mødet den 17. november 2025 bekræftede Systematic, at folkebibliotekerne ved den automatiske indberetning af årsstatistik alene indberetter udlån af egen samling. Det vil sige, at udlån af indlånte materialer fra andre biblioteker ikke indgår.
Der indgår således alene udlån af bibliotekets egne materialer (fordelt på voksen og børnesamlingerne) til personer, institutioner og andre biblioteker.
Det betyder, at det samlede landstal på 25.875.496 udlån i 2024 som publiceret i Danmarks Biblioteker nr. 2 2025 giver retvisende et billede af det samlede udlån fra landets folkebiblioteker til borgere og institutioner, idet det indirekte udlån via andre biblioteker ikke tæller dobbelt. Og tilsvarende giver udlånstallet for hvert enkelt folkebibliotek et tilsvarende billede – og således ikke den samlede udlånsaktivitet til borgere og institutioner, idet indlånt materiale der er videre udlånt, ikke er talt med.
Den individbaserede udlånsstatistik medtager alene udlån til personer med CPR-nummer – og dermed udlån både fra egen samling og indlånt materiale. Desuden bemærkes det, at opdeling mellem folke- og skolebiblioteker for kombi-biblioteker håndteres for årsstatistikken men ikke for den individbaserede statistik – i hvert fald i nogle tilfælde.
Der var på mødet enighed om, at det ville være hensigtsmæssigt, om Danmarks Statistik også havde tal for udlån af indlånte materialer fra andre biblioteker – og ikke alene tal for modtaget indlån. Danmarks Statistik, Systematic og Kombit tilkendegav på mødet, at de ville arbejde videre med en sådan udbygning af årsstatistikken. Danmarks Biblioteker vil følge op, når der meldt ud om resultatet fra de tre parter.
Det vil være fornuftigt, hvis Danmarks Statistik ved en justering af præsentation af udlån sikrer, at det er enkelt at overskue de forskellige typer udlån: Fra egen samling til borgere, institutioner og andre biblioteker samt indlånte materialer til borgere og institutioner.
Eksempel: Udlån fra Halsnæs Bibliotekerne 2024
Årsstatistik minus udlån til andre biblioteker udgør 125.865 udlån. Da den individbaserede statistik viser et udlån på 133. 528, så er der tilsyneladende et negativt udlån til institutioner på -7.663. Tilsvarende har været påpeget for 2022 og 2023.Opslag i Faktor viser et udlån af materiale lånt fra andre biblioteker på 10.462, hvilket så mere rimeligt giver et udlån til institutioner på 2.799 enheder. Det skal dog understreges, at der er andre mulige årsager til forskelle, så dette skal ikke ses som et eksakt tal – alene som en eksemplificering af forklaringen på forskellen på årsstatistik og individbaseret statistik.
Andre statistikspørgsmål
Andre problematiske forhold i årsstatistikken blev drøftet: Folkebibliotekernes indlån omtalt i Danmarks Biblioteker nr. 2 20253 og to tilfælde med fejlagtig bestand for folkebiblioteker for 20224 og 2024.3
På mødet påpegede Danmarks Statistik, at folkebibliotekerne modtager hovedtal efter Danmarks Statistiks behandling af den automatiske indberetning.
Det giver anledning til at understrege, at det er vigtigt, at folkebibliotekerne tjekker de af Danmarks Statistik fremsendte statistiktal, så fejl bliver fundet, inden den årlige statistik bliver publiceret.
Det vil være hensigtsmæssigt, hvis Danmarks Statistik fremover ved udsendelse af hovedtal laver en markering, hvis et tal afviger i forhold til det foregående år med f.eks. +/- 10%.
Det er også vigtigt at være omhyggelig med opsætningen af det enkelte folkebiblioteks installation af Systematics Cicero-system. Fejl og mangler i denne opsætning kan nemt medføre fejl i statistikudtræk til Danmarks Statistik. Det gælder således den nævnte bestandsfejl i 2024 for et bibliotek. Her viste det sig at bestanden for flere år ikke blot havde rummet folkebiblioteksfilialer, men også skolebibliotekerne.
Afslutning
Det var meget positivt med mødet med Danmarks Statistik, Systematic og Kombit. Det er både redaktørens og undertegnede skribents opfattelse, at de tre parter tager spørgsmålene seriøst og er tilfreds med deres tilkendegivelse om udbygning af folkebibliotekernes årsstatistik.
Danmarks Statistiks Statistikbank om folkebiblioteker kan ses på www.statistikbanken.dk/20368







