Eller er det en festival?
NEXT LIBRARY (også kendt som bare ”NEXT”) er muligvis verdens mest elskede, internationale bibliotekskonference, men forholdsvist ukendt i Danmark, selvom den afholdes i Aarhus hvert andet år. Det er noget af et paradoks.
Og andre paradokser trænger sig på. Når man deltager, træder man ind i en meget intim og social biblioteksboble, men konferencen er stor, international og foregår på Dokk1, mens biblioteket, borgerservice m.m. er åbne for offentligheden. NEXT har ry for virke improviseret grænsende til flippet til tider, men formål og afvikling, temaer og den særlige ”NEXT”-ånd er på ingen måder tilfældige. Og det hele starter med Dokk1.
Projektleder, Lisbeth Mærkedahl, og bibliotekschef, Marie Østergård, begge Aarhus Bibliotekerne, kan forklare det hele.
Historien
“Vi startede i 2001 med Norden møder verden“, fortæller Marie Østergård. “Allerede dengang havde vi planer om et nyt hovedbibliotek i Aarhus, og hvordan skulle det se ud? Det ville vi gerne have så meget inspiration til som muligt både fra bibliotekssektoren og fra Aarhus’ borgere. Vi besøgte en masse biblioteker, men vi fik også idéen at lade verden komme til Aarhus via en konference.”
Så det næste bibliotek i titlen NEXT LIBRARY var oprindeligt Dokk1, og det er det på en måde stadig. ”NEXT handler dybest set om, hvordan vi sammen kan lave verdens bedste biblioteker – både nye og eksisterende. Det er stadig visionen i 2025,” fastslår Marie Østergård.
Manglende opmærkomhed i Danmark
NEXT er så populær, at man undrer sig lidt i Aarhus over, der ikke kommer flere danske deltagere. “Vi behøver ikke danske deltagere, hvis målet bare var at sælge billetter”, fastslår projektleder Lisbeth Mærkedahl, “men vi er glade for at se dem, og antallet er mildt stigende.”
NEXT løber af stablen i ulige år. I 2023 solgte man alle billetter, inden programmet overhovedet var offentliggjort, og i 2025 blev de solgt på fem døgn hen over en weekend. Lidt spøjst er det nu stadig, at en international og meget populær bibliotekskonference ikke har flere nationale deltagere. På alle andre bibliotekskonferencer er de nationale deltagere i klart overtal.
“Jeg får også nogle gange spørgsmålet, hvorfor vi bruger krudt på internationalt samarbejde,” fortsætter Marie Østergård. “Det er kun fra danske biblioteksfolk, jeg får det spørgsmål. Aldrig fra udenlandske kolleger. Svaret er naturligvis, at vi får så meget inspiration, og vi bliver involveret i så mange spændende ting, der alle sammen finder vej til Aarhus’ biblioteker og dermed Aarhusianerne. Nogle idéer er radikale og lige til at kaste sig over. Andre ligger latente og simrer, og når vi så pludselig skal lave noget 2-3 år efter, er vi allerede foran, for vi har en masse gode, velprøvede idéer grydeklar, og vi kan rykke med det samme.”

Det særlige ved NEXT
NEXT har ry for at være noget anderledes end andre internationale bibliotekskonferencer. De seneste to gange har man faktisk anvendt en festivalmetafor. “NEXT er ligesom at gå ind på en festivalplads, hvor man ved, man skal være 2-3 dage, og det er vildt intenst,” forklarer Lisbet Mærkedahl. “Vi arbejder utrolig meget med onboarding og værtsskab og facilitering. Det er en stor udfordring at have styr på 400 gæster, der meget hurtigt skal rystes sammen, men også føle sig velkomne og taget hånd om, mens Dokk1 jo buldrer løs på almindeligvis rundt omkring gæsterne.”
Programmet føles også vildtvoksende med sociale arrangementer allevegne, og mange seancer udenfor. Der er rigtignok tre temaer – demokrati, bæredygtighed og leg (som vej til læring) – men de er med vilje blandet i programmet, så det får karakter af en musikfestival, hvor der hele tiden er gode, relevante koncerter at gå til, uden at man nødvendigvis ser den styrende hånd bagved. Faktisk er det deltagerne selv, der i høj grad laver programmet, for inden den to-årlige konference lø-ber af stablen, spørger arrangørerne ud i netværket, hvad folk synes, er relevante temaer, og herefter kommer alle forslagene til præsentationer, workshops og andre events.
“Du får ikke en traditionel Powerpoint om de seneste udviklinger i metadataformater på NEXT,” fastslår Marie Østergård. “Du får noget mere grundlæggende. Du får en intens, social boble at netværke med dine internationale kolleger i. Du får faglig inspiration på korte sessioner og workshops omkring det at arbejde i et bibliotek. Hvad skal det kunne for borgerne? Hvorfor møder du på arbejde, selvom du måske møder ressourcemangel, utidig politisk indblanding og i værste fald fysiske trusler derhjemme. Og vi giver hinanden håb. Hvis man skal forandre noget, bliver man nødt til at have håb.”
Og det er hele hemmeligheden. Folk tager fra NEXT og er tanket helt op med inspiration og håb og nye venskaber på tværs af sektoren. ”Og så kan man jo pludseligt alt,” tilføjer Marie Østergård.
Alt dette er ikke noget, Aarhus-folket bare påstår. Det fremgår tydeligt af reaktioner, evalueringer og kommunikation fra deltagerne. “Efter COVID-19 overvejede vi jo, om vi skulle stoppe her,” fortæller Marie Østergård. ”Var det nu? Så vi spurgte ud i netværket, og vi blev væltet bagover af reaktioner; mails, opringninger, videoer. Fortællinger om livs- og karriereændrende oplevelser. Budskabet var entydigt. NEXT skal absolut fort-sætte. Og det gør den.”
Satellitter i lige år
Der er faktisk også satellit-konferencer i lige år. Lokale NEXT-konferencer er afholdt i Chicago, Berlin og i 2026 er Sydkorea klar. “Folk kommer fra NEXT og er lidt høje på det og vil gerne afholde en lignende konference hjemme hos sig selv,” siger Lisbeth Mærkedahl. “Det kan måske være svært at få grønt lys til, når man prøver at beskrive det, men med NEXT-brandet i ryggen er det meget nemmere. Deltagere ved også, hvad det så går ud på, og vi hjælper gerne. Så længe det handler om samarbejde, netværk, dialog og eksperimentering, støtter vi op, og så er det bare så spændende at se, hvad de finder på – hvordan de bruger den overordnede NEXT-skitse.”
Gevinsten for Aarhus
Økonomisk hviler NEXT i sig selv, men ikke inkl. arbejdstid. Det er dog med fuldt overlæg og en fantastisk investering, forklarer Marie Østergård. “Hvad vi får i organisationsudvikling, i kompetenceudvikling, i teambuilding … det er voldsomt. Vores folk kommer ikke kun ind i andre lokale netværk, men også i internationale netværk, de så senere kan trække på.”
Lisbeth Mærkedahl supplerer: ”Det er vildt at mærke den energi og stemning, der er omkring NEXT. Alle vil være med, og de får prøvet sig af i andre faglige sammenhænge og med andre kolleger, end de plejer. Vi trækker på det, vi får af NEXT, indtil vi går i gang igen for alvor med planlægningen af næste udgave halvandet år senere!”
Why I show up!
Et eksempel på, hvad NEXT LIBRARY gør anderledes.
I 2025 på andendagen var dagens keynote ”Why I show up” med to amerikanske og en finsk oplægsholder. De beskrev hver for sig, hvad der havde bragt dem til bibliotekssektoren, og hvad der driver dem. Stemningen blev ret intens, da oplægsholderne var naturligt påvirkede af at dele personlige ting offentligt, men publikum greb dem, og det gav anledning for alle til at dele ærlige oplevelser med hinanden. Den afsluttende taler beskrev såkaldte civic sermons – civile prædikener – og det blev klart, at seancen var en civil prædiken. Så i stedet for at få forklaret konceptet i en Powerpoint prøvede alle at være med i én.

Tekst og fotos:
Mikkel Christoffersen
Redaktør, Danmarks Biblioteker











