Danmarks Biblioteker mødte nyslåede professor Tove Faber Frandsen til en snak om biblioteksuddannelsen, kunstig intelligens – som var emnet for hendes tiltrædelsesforelæsning – og den alt for fraværende forbindelse mellem forskning og folkebibliotekspraksis.
Tillykke med professoratet! Hvordan kom du dertil?
– Jeg har været professor MSO (Professor med særlige opgaver. Red.) i en årrække på Syddansk Universitet (SDU) og derefter lektor i det såkaldte forfremmelsesprogram, og for nylig blev jeg udnævnt til fuld professor i biblioteks- og informationsvidenskab. Så forskning og undervisning inden for det område er mit ansvar. Det er ikke fremmed stof. Jeg blev færdig som kandidat fra Danmarks Biblioteksskole i 2005.
Hvordan står det til med biblioteks- og informationsvidenskab som fag?
– Det går faktisk godt. Vi havde over 40, der søgte Biblioteksvidenskab, IT og Kommunikation som førsteprioritet i år. Dog kunne ikke alle klare karakterkravet, så årgangen blev lidt mindre. Det mest populære valg efterfølgende er tage kandidaten her og bliver cand.it. Vi uddanner vores studerende til at kunne søge jobs på alle typer biblioteker og alle steder med behov for at organisere, genfinde og formidle viden. Ser man omkring i Norden, er der fin ansøgning til de forskellige biblioteks-uddannelser.
Hvordan sikrer I, uddannelsen er tidssvarende?
– Vi læser jobannoncer! Det har jeg gjort i 10 år her fra SDU, og så modificerer vi uddannelsen efter de brede trends, man kan se. De sidste par år har der været et skifte hos folkebibliotekerne. Man skal som ansøger være meget skarp på konkrete formidlingskompetencer og kunne indgå i teams og brede samarbejder. Vi har reageret bl.a. ved at lave flere obligatoriske gruppeeksaminer.
Der er ikke den naturlige fødekæde fra Biblioteksskolen til bibliotekerne, der var engang. Vores studerende skal forstå institutionerne, præcis hvad de selv kan bidrage med, og hvorfor det er vigtigt.
Den eneste undtagelse er faktisk værtskab. Det fylder en del på nogle folkebiblioteker, men det er altså et tveægget sværd. Hvad er det for en faglighed helt præcist? Man risikerer både at udvande bibliotekstanken lidt og at få positioneret sig som noget, man måske kan spare væk.
Din tiltrædelsesforelæsning handler om biblioteker og kunstig intelligens. Hvad er kritisk her?
– Kunstig intelligens (AI) er den helt store bekymring lige nu af flere årsager. AI kryber ind i og over mange klassiske biblioteksopgaver, uden at brugerne nødvendigvis gør sig klart, hvad der foregår, og hvor der virkelig er brug for kritisk sans. Det har egentlig været paradokset, siden det åbne internet fremkom.
Det er som at drikke fra en brandslange. Man finder altid noget – typisk en frygtelig masse – og så er man egentlig tilfreds på et tidspunkt, hvor man skal være meget varsom.
– Søgning bevæger sig væk fra internettet og til generativ AI (genAI). Vi får genAI-optimering i stedet for søgemaskineoptimering, og der kommer et ekstra tilsyneladende fornuftigt, tekstuelt lag ind mellem brugeren og søgeresultaterne. Vi får tekst, ikke links. Det er et ekstra lag, som vi skal træne brugerne i at se igennem. Hvor kommer det fra? Hvorfor? Hvorfor er det formuleret sådan? Det er klassiske bibliotekariske færdigheder.
– Ud over informationskompetencer skal vi skærpe vores læsning og skrivning, hvis ikke vi bare vil overvældes af AI-genererede banaliteter. Biblioteket er den eneste institution, der kan lykkes med den opgave, for det kræver inspiration; læselyst, læseglæde. Ellers har det en tendens til at drukne i læsefærdighed.
– Det er til gengæld dejligt, at se bibliotekerne være så proaktive her. Man har virkelig forstået opgaven og spidset blyanten. Der var andre, der kunne have taget teten, men bibliotekerne er fremme i front. Man sidder ikke og mukker i hjørnet over, at der er problemer ditten og datten. Man tager tyren ved hornene og kaster sig over det. Sektoren kan være stolt af sig selv.
– Min frygt er dog, vi ikke samler kræfterne nok på tværs. Gen-AI blev før brugt mestendels til arbejde o.lign., men brugen er gledet over i det private, ofte intime liv, kan vi se fra undersøgelser. De yngre generationer bruger genAI som virtuel kæreste og terapeut i forhold til mentale udfordringer. Hvad gør alt dette ved folks informationspraksis og -behov, ved institutionerne herunder ikke mindst bibliotekerne?
– Vi ved enormt meget om studerende og undervisere, fordi vi som forskere har så let adgang til dem i kontrollerede miljøer og kan bruge nemme variable som karakterer. Vi ved meget lidt om den brutale virkelighed ude på folkebibliotekerne med deres langt mere varierede brugergrupper og -behov, geografi og sociale forskelle.
Er det også dér, din egen forskningsinteresser er på vej hen?
– Jeg har lavet ganske meget bibliometrisk forskning (dvs. baseret på publikations- og referencemønstre i den videnskabelige litteratur. Red.) i min karriere, men jeg er blevet mere interesseret i den mudrede virkelighed, som den f.eks. tager sig ud på folkebibliotekerne.
– Selvom det er problematisk at definere, få styr på og undersøge og kan være svært at få fondsmidler til, er det helt kritisk, vi kommer derud. Der bør være en motorvej af kommunikation og viden fra praksis til forskning og tilbage igen.
Det virker ikke som om, at man i praksisverdenen føler det naturligt at koble forskning på de spørgsmål, der opstår. Omvendt må forskningsverdenen byde sig til. Når det endelig sker, får man ofte forskningsbeskrivelser af praksis, men man får ikke handlingsanvisende forskning, og det kunne jeg rigtigt godt tænke mig.
– Det er besværligt og forvirrende, og udfordringerne filtrer sig ind i hinanden ude hos folkebibliotekerne, fordi man servicerer så store og uensartede brugergrupper, men man har jo fundet ud af det i sundhedssektoren. Her er udfordringerne jo også mangeartede og sammenviklede, men man har alligevel formået at etablere nogle gode samarbejder på tværs af professioner og på tværs af praksis og forskning, og man formår at oversætte mellem forskellige sektorer. Det skal vi også gøre, fordi vi skal forstå, hvad der foregår og reagere på det – ikke mindst for at beskytte institutionen biblioteket.
Forsker du allerede i den mudrede virkelighed?
– Ha! Ja, jeg har for nylig publiceret en undersøgelse af kræftpatienters informationsbehov og -praksis sammen med to studerende. Patienterne er forskellige, udfordringerne er forskellige, de kliniske forløb er forskellige. Det er ret mudret. Jeg har også forsket i IT-implementeringsprocesser i institutioner, der ikke har IT som kerneopgave. Det er rigtignok også et mangeartet billede, man ser dér.
– Men jeg vil gerne lige gentage, at vi skal værne om biblioteket. Særligt i denne tid, hvor vi ser traditionelle institutioner udfordret. Alt, hvad man måtte miste her, kan blive meget svært at få igen. Derfor er det så vigtigt, vi ikke bliver bange for at undersøge folkebibliotekerne i den ny AI-tidsalder.
