Det er på tide at give kulturen den plads, den fortjener. Kulturen er ikke en luksus, vi kan tillade os at overse. Den er det fundament, vores samfund og historie hviler på, og den er afgørende for at styrke vores fællesskab.
Alligevel har vi alt for længe betragtet den som en luksusvare, der kan nedprioriteres, når økonomien er presset, eller andre politiske prioriteter trænger sig på. Men denne tankegang er farlig, for uden kultur mister vi vores fælles fortælling og de værdier, der binder os sammen som nation.
Når vi i Folketinget diskuterer demokrati, velfærdssystemet og social sammenhængskraft, skal vi huske, at disse elementer bygger på en dyb kulturel arv, der har formet os gennem århundreder. Kulturen eksisterede længe før børnehaverne, motorvejene og dagpengesystemet, og derfor er det afgørende, at vi ikke nedprioriterer kulturen i politiske beslutninger. Tværtimod skal vi skabe bedre betingelser for, at kulturen kan udvikle sig og fortsætte med at spille sin centrale rolle i samfundet.
Især i en tid præget af usikkerhed og forandring må vi ikke undervurdere kulturens betydning. De komplekse udfordringer, vi står overfor, hvad enten det handler om klimaforandringer, mental sundhed eller social sammenhængskraft, kræver nye måder at tænke og handle på. Her kan kulturen og bibliotekerne som kulturelle institutioner, der årligt besøges af millioner få en stor betydning. Gennem kunst, litteratur og kulturelle udtryk åbner vi vores øjne for nye perspektiver, skaber refleksion og engagerer os i de store spørgsmål, vi står over for som samfund. I den sammenhæng skal vi se kulturen og de kulturelle mødesteder, herunder bibliotekerne, som både drivkræfter for forandring og vigtige samlingspunkter for fællesskabet.
Vi kan med fordel lade os inspirere af den tilgang, vi har haft til idrætten. I Danmark har vi opbygget en stærk tradition for både breddeidræt og eliteidræt, hvor vi har anerkendt, at både motionisten og eliteudøveren har værdi for samfundet. På samme måde skal vi se på kulturen. Det handler ikke kun om de store, nationale kulturinstitutioner, men også om den lokale kunstforening og amatørteateret. Vi skal skabe rum for både den brede kultur og de professionelle kunstnere – begge dele er afgørende for et sundt og levende kulturliv.
Derfor har vi i forslaget til finansloven afsat omkring 600 mio. kr. over perioden 2025-2028 til at styrke kulturen. Af disse midler foreslår vi, at 60 mio. kr. går til at få flere i teatret, mens 90 mio. kr. skal sikre, at Det Kongelige Teater fortsat kan nå et bredt publikum i hele landet. Investeringer kommer oveni den ekstra milliard, som kulturen allerede modtog med sidste års finanslov. Det er et skridt i den rigtige retning, for hvis vi virkelig vil anerkende kulturens betydning, skal ressourcerne følge med ambitionerne.
Samtidig har vi i forbindelse med sundhedsreformen flyttet en række opgaver væk fra regionerne, herunder på kulturområdet. Det betyder dog ikke, at vi fjerner penge fra kulturen. Tværtimod flyttes midlerne til kommunerne, så kulturen kommer tættere på borgerne og ikke drukner i regionernes mange sundhedsopgaver.
Jeg tror på en kulturpolitik, der styrker hele samfundet ved at anerkende kulturens værdi som en investering i fremtiden. Gennem en sådan politik giver vi alle mulighed for at udvikle deres kreativitet og kritiske sans. Men for at realisere potentialet kræver det en langsigtet og ambitiøs kulturpolitik. For det er ikke samfundet, der bærer kulturen. Det er kulturen, der bærer samfundet.