Skrevet af

13. juni, 2025
Download hele magasinet som pdf:

Torsdagens sessioner før og efter frokost var efter moderator Svend Brinkmanns udlægning dedikeret til henholdsvis ulvene og girafferne. Det er en del af, at lukke virkeligheden ind, at man får nogle kærlige bank og gode råd af folk udefra med meninger om bibliotekerne.

De kærlige bank var overladt til ulvene under overskriften “Vi lukker virkeligheden ind:”

  • Roger Buch. Centerleder og forskningslektor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Anne Sophia Hermansen. Kulturkommentator og meningsdanner
  • Olivia Orlandi Grant. Organisationsdirektør hos Ungdomsbureauet

Olivia Orlandi Grant gav gode råd om at arbejde med unge. Ud fra rammeværket ungeinddragelse, -indflydelse og -magt og fire ungepersonaer åbnede hun for det ofte paradoksale arbejde med at inddrage unge brugere og faktisk give dem ægte indflydelse.

Roger Buch gennemgik den lidt uhyggelige status på demokratiet i den vestlige verden, og hvordan bibliotekerne bliver klemt mellem accelererende misinformation på nettet og sociale medier på den ene side og kommunale valgkampe uden større interesse i bibliotekerne på den anden.

Anna Sophie Hermansen opfordrede bibliotekerne til at tænke lidt mere i at være lækre og indbydende og først og fremmest relevante og til stede i debatten. Hun var en ganske rar ulv og medbragte også eksempler på gode biblioteksprofiler på sociale medier.

Giraffernes arbejde var at inspirere deltagerne ved at tage udgangspunkt i de positive ting under overskriften ”Bibliotekets særlige værdi og essens:”

  • Henrik Bo Nielsen. Direktør, DR Kultur, Børn og Unge
  • Glenn Bech. Forfatter og psykolog
  • Anna de Boer. Projektleder og velfærdsentrepreneur

Henrik Bo Nielsen fokuserede på lighederne i opdrag mellem DR og folkebibliotekerne og udfordringerne med at appellere for værdien af begge, når der er så mange – tilsyneladende – gratis tilbud online.

Glenn Bech tog fat i den sociale skævhed i adgangen til litteraturen og institutionerne og de usete koder, børn fra nogle samfundslag skal lære at navigere for at bruge dem. Han slog også et slag for biblioteket som et sted, der ophæver sociale skel om ikke andet så for en stund.

Anna de Boer fremhævede bibliotekerne som den store udligner, hvad angår digitaliseringen. Mange mennesker er skamfulde over egne digitale evner, men biblioteket giver et trygt rum, hvor de kan være modige og lære.

Museumsbesøg og workshops
Øst og Vest blev delt til museumsbesøg og workshops, så deltagere fra øst-Danmark gik til Herning Museum of Contemporary Art-museet (HEART), og deltagere fra vest-Danmark gik til Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum (CHPEA). På begge museer havde deltagerne mulighed for workshops mellem biblioteksfolk og lokalpolitikere om bibliotekets lokale betydning.

Kulturen som driver i Herning kommune
Den sene eftermiddag blev brugt under denne overskrift indledt af Pernille Schaltz og Jørgen Krogh – henholdsvis bibliotekschef og direktør for by, erhverv og kultur i Herning kommune. Indledningen blev efterfulgt af et panel bestående af folk med hver sit ben i Hernings arbejde med kulturen som løftestang for hele kommunen inkl. erhvervspolitikken:

  • Georg Sørensen. Administrerende direktør i Messecenter Herning
  • Mads Bille. Stifter af Den Jyske Sangskole, Sangens Hus og Herning Opera Festival
  • Rasmus Norup. Direktør Erhvervsrådet
  • Moderator Jørgen Krogh
  • Johs Poulsen. Kulturudvalgsformand Herning Kommune

Fredag havde borgmester, Dorte West, lejligheden til at følge op med historien om en række nye spor, man politisk og administrativt arbejder med i Herning: Nye veje og nye roller, Når jeg bliver gammel og Det gode ungeliv.

Fredag

Fra en anden verden
Efter den traditionelle morgensang tog samfundsforsker, Johannes Andersen, fat med udgangspunkt i sin nye bog om den elite, der består af akademikere med lange videregående uddannelser, bosat i de større byer i Danmark og udgør 12% af befolkningen. Denne gruppe har direkte adgang til viden, ord og informationer og er dermed i stand til at sætte ‘vigtige’ dagsordener i samfundet samtidig med, at den lovpriser forandringer og nødvendige tilpasninger til tidens globale udfordringer.

DB og fremtidens bibliotekspolitik
Fredag formiddag tilhørte også Danmarks Biblioteksforenings formand, Paw Østergaard Jensen (A), der afgav sin beretning for det forgangne år. 2024 har været god for bibliotekerne med stigende udlån og besøgstal, en stor rolle i løsningen af samfundets udfordringer ikke mindst masser af læse-fremmende aktiviteter. Han så også frem mod det kommende kommunalvalg, inden han gav ordet videre til faglig næstformand, Annette Godt, der slog et passioneret slag for bibliotekernes rolle i demokratiet og påpegede, hvordan udemokratiske kræfter rykker tættere på i Europa.

Engagementsinitiativ med kultur og fællesskaber i fokus skaber relationer på tværs og på trods
Et bredt sammensat panel behandlede aktuelle fællesskaber med aktuelle muligheder for relationer på kryds og tværs af sektorer. Ikke mindst Samme Sol, som er et nyt landsdækkende initiativ fra Udenrigsministeriet med Herning som springbræt. Initiativet sigter på, at lukke hele verden ind i vores virkelighed ved at koble lokale interessefællesskaber med globale perspektiver gennem mødet med vores naboer på det afrikanske kontinent. Diskussionen koblede sig til Danmarks Biblioteksforenings Uge 17-initiativ i særdeleshed og bibliotekets demokratisk rolle i almindelighed.

Læsekrisen løses i samarbejdet mellem skoler, biblioteker og familier
National indsats for børn og unges læseglæde har de sidste to år fokuseret på at styrke samarbejdet mellem skolebiblioteker og folkebiblioteker med børnene som det fælles tredje. Projektleder Lisbet Vestergaard fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker interviewede Thomas Illum Hansen, forskningschef, Anvendt Forskning i Pædagogik og Samfund og en af forskerne bag indsatsen om de anbefalinger til samarbejde, der er kommet ud af indsatsen. Rapporten Sammen om børns læseglæde var delt ud til alle deltagere på forhånd, og der blev lavet nedslag i den fra scenen undervejs.

Hvorfor løser vi ikke bare læsekrisen?
Filiz Sarah Thunø (A), folketingskandidat & byrådsmedlem Roskilde Kommune, og Heino Skovbak Iversen (B) formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, Syddjurs Kommune, fulgte op med en diskussion om, hvordan skoler og biblioteker kan samarbejde lokalt, og hvordan det repræsenterer investeringer, ikke udgifter.

Trivselskrisen – hvordan kommer vi ud af den?
Det faglige program på topmødet blev lukket og slukket på fornem vis af uafhængig tech- og policyrådgiver samt medlem af regeringens Trivselskommission og regeringens ekspertgruppe om tech-giganter Mia Oehlenschläger. Hun gennemgik Trivselskommissionens anbefalinger med særlig vægt på nr. 16: ”Fremme børns og unges læseglæde via kommunale bibliotekstilbud.”

Tak for i år og på gensyn i Viborg 2026
Paw Østergaard Jensen (A), forperson for Danmarks Biblioteksforening, takkede for et vellykket og velbesøgt Bibliotekspolitisk topmøde 2025, og Ulrik Wilbek (V), borgmester i Viborg, bød velkommen til Bibliotekspolitisk topmøde 2026 i Viborg.

Alle sessioner kan ses på video, og alle præsentationer findes som pdf på www.dbtop.dk

Danmarks Største Vælgermøde

Få her syv kommunalpolitikeres bud på KV25 og gode råd til bibliotekerne.

Kultur ER velfærd!

Interview med Anne Møllegaard Mortensen (DF), kulturudvalgsforperson i Faaborg-Midtfyn kommune og for den politiske styregruppe i Kulturregion Fyn

DB Topmøde 2025

Bibliotekspolitisk Topmøde 2025 lukkede virkeligheden ind - lød temaet for de to dage – 24.-25. april – i Herning på den tidligere højskole Kulturhotellet.

Fokus på bibliotekernes samfundsmæssige rolle

Formålet med biblioteket er demokrati, et demokratisk robust og modstandsdygtigt samfund og demokratisk kompetente borgere.

Læsernes Bogpris

Emma Holten blev en klar vinder af Læsernes Bogpris 2025 for bogen 'Underskud' – om værdien af omsorg, udgivet på Politikens Forlag

Ny chef og ny kulturfusion i Odense

"Dybest set handler biblioteket ikke om bøger, men om mennesker, og relationskompetencer er alfa og omega i hele organisationen"

2025: Pejling af fremtiden

Hvilken dagsorden tegner sig kulturpolitisk og bibliotekspolitisk i valgåret KV25?

Finanslov med skrænter

“600 millioner til kulturen de næste fire år” var det glade budskab fra Kulturministeren, da finanslovsforslaget for 2025 blev præsenteret.