| Folkebibliotekets samlinger af litteratur er dåseåbnere for nye samtaler mellem ledere | |
| De senere år har flere ledere opdaget, at skønlitteraturen kan give dem helt nye indfaldsvinkler til deres virke. Pernille Sonne er en af dem. Hun er leder af Dragør Bibliotek og har arbejdet med skønlitteratur i et ledelsesperspektiv både akademisk og tæt på praksis. Hun har skrevet en opgave om temaet i forbindelse med en masteruddannelse i trivsels- og ressourcepsykologi og har både faciliteret og selv deltaget i forløb, hvor grupper af ledere bruger skønlitteratur som afsæt for refleksion. | ![]() |
I dette interview deler Pernille sine erfaringer på feltet og kobler dem til folkebibliotekets rolle.
“Min interesse for at arbejde med skønlitteratur i et ledelsesperspektiv blev vakt, da jeg deltog i en smagsprøve-work-shop på Gentofte Hovedbibliotek i 2023. Her var der biblioteksledere med fra hele Region Hovedstaden. Det slog mig, hvor lidt der egentlig skulle til, før vi havde en spændende og dyb samtale. Samtidig stod jeg og skulle finde et emne til min masteropgave, og jeg blev optaget af, hvordan litteratur kan bruges ind i en trivselsdagsorden, og hvordan vi kan få det ud i kulturpraksis.”
I det forløb, som Pernille selv stod for, var hun både facilitator og analytiker. Hun arbejdede med små grupper, korte tekstuddrag og klare rammer: “Jeg lovede deltagerne, at de højst skulle læse ti sider ad gangen. Vi mødtes tre gange á halvanden time. Alligevel kom vi meget hurtigt ind i eksistentielle og etiske spørgsmål mere end i de situationer, hvor man drøfter klassisk ledelsesteori.”
Teksterne spændte fra digte af Yahya Hassan og Benny Andersen til uddrag af Fluernes herre og Tove Janssons Sommerbogen. Pernille beskriver forløbet som en træningsbane, hvor deltagerne kunne spejle hinanden og afprøve nye måder at forstå sig selv som ledere på.
Skønlitteraturen som et spejl
Tænketanken Fremtidens Biblioteker og ledelsesrådgiver Mikael Bierbaum faciliterede et forløb for ledere i efteråret 2025, og her var Pernille med som deltager. På spørgsmålet om hvad det har givet hende personligt som leder at være med i det forløb fortæller hun:
“For det første blev jeg inviteret ind i tekster, jeg ikke selv ville have valgt. For det andet var det enormt berigende at tale med andre om det, man læser – det gør jeg alt for sjældent. Også selv om jeg arbejder på et folkebibliotek. Faciliteringen skaber en anden type samtale. Ledelse er fuld af etiske og værdimæssige dilemmaer: Hvordan behandler man mennesker ordentligt? Hvordan undgår man at gå i stykker? Teksterne bliver et spejl for de temaer, som de fleste ledere er optaget af.
Det giver dyb mening at beskæftige sig med litteratur, når man arbejder på et folkebibliotek. Læsning kan ikke det samme for alle, men den kan åbne for samtaler, vi ellers ikke får. Vi burde tale mere om litteratur – også i ledelsesrummet. Jeg prøvede at tage min egen medicin på Dragør Bibliotek ved at finde en passage om venskab fra Antoine de saint Exupérys klassiker Den Lille prins og bruge den som fælles afsæt til en vinterfest for personalet. Med udgangspunkt i den lille bid tekst fik vi talt om kollegaskab og tabte venskaber på en måde, vi normalt ikke gør. Det er et konkret eksempel på, hvordan man som leder kan bringe skønlitteraturen i spil i en personalegruppe.”
Horsens Bibliotekerne styrker lederfællesskaber
Interessen for koblingen mellem skønlitteratur og ledelse har også vist sig på andre biblioteker. I Horsens har de to litteraturformidlere Miriam Yasmin Tarp Yamil og Marie Hastrup Sørensen oplevet stor interesse for et nyt, skønlitterært forløb for ledere i kommunen. Det består af fire mødegange på Horsens Bibliotek, hvor forskellige skønlitterære tekster danner afsæt for dialog og refleksion. Gennem fælles læseoplevelser skabes et trygt rum for fordybelse, erfaringsudveksling og netværk.
Forløbet er en del af Horsens Kommunes udviklingsspor Kultur som metode. Miriam og Marie står for at udvælge og åbne teksterne, mens HR-konsulent Lotte Hessellund faciliterer gruppens drøftelser.
“I Horsens Kommune arbejder vi strategisk med at udvikle og anvende kultur som en metode, der bidrager til løsninger på samfundets udfordringer. Derfor er jeg begejstret for samarbejdet mellem kommunens HR-afdeling og biblioteket. Indsatsen er et godt og konkret eksempel på, hvordan samtaler om litteratur kan styrke os selv og de fællesskaber og sammenhænge, vi indgår i”, siger Allan Krogh Paludan Malver, der er chef for Bibliotek, Borgerservice og Fællesskab i Horsens Kommune.
Tænketanken Fremtidens Biblioteker har lavet kursusforløb og to podcastafsnit, der går i dybden med emnet.
Du finder podcasts, interviews og artikler her.














