I århundreder har mennesker rejst til Viborg for at tænke, tale og sætte retning sammen. Den tradition lever videre i dag, hvor kultur, historie og fællesskab går hånd i hånd.
Når deltagerne til Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2026 sætter kurs mod Viborg, går turen til en by, hvor demokratiet har levet i århundreder. Mellem domkirkens tårne, brostensbelagte gader og bindingsværk har mennesker i 1000 år mødt hinanden for at forhandle fællesskabets retning.
Viborg er fortsat en mødeby, og demokratiets spor ligger ikke kun i historiebøgerne. Topmødets deltagere kan derfor glæde sig til at opleve en by og en kommune med stærke rødder, åbne institutioner og et levende kulturliv – fra bibliotek og uddannelsesmiljøer til kirker, kunst, lokale initiativer og festivaler som Viborg Snapsting og Viborg Animations Festival (VAF).
Viborg tager fællesskabet alvorligt og kan noget særligt, når det kommer til værtskab, kultur og nærvær.
“I Viborg har mennesker siden middelalderen mødtes for at handle, reformere og på anden vis skabe retning. Det er en del af vores identitet – og noget, vi fortsat lever efter. Vi glæder os til at byde deltagerne velkommen og håber, at de vil nyde byen, historien og det bibliotekspolitiske, der samler dem i netop vores hovedby”, siger Viborg Kommunes borgmester Katrine Fusager Rohde (V).
Velkommen til Viborg – en by, der gør demokratiet levende i praksis.
Domkirkekvarteret i kulturelt kraftcenter
Domkirkekvarteret samler Viborgs historiske hjerte med Domkirken, det kommende Museum Wibergis og byens historiske tingsted Stænderpladsen. I 2026 åbner det nye bymuseum Museum Wibergis, der fortæller byens historie som mødested for magt gennem 1000 år. Det handler om konge, kirke og ret.
Det er samtidig året, hvor Viborg Domkirke fejrer 150 året for sin genindvielse af den nuværende bygning, der efter gentagne brande og forfald gennemgik en omfattende renovering i årene 1864-1876.
Levende uddannelsesby
Viborg byder på et bredt og spændende udvalg med 21 forskellige videregående uddannelser, og antallet vokser hele tiden. Inden for de seneste fem år er der åbnet 10 nye uddannelser i Viborg, og mulighederne for at studere i kommunen bliver kun flere.
UNESCO Creative City
Viborg er udpeget som UNESCO Creative City of Media Arts – en global anerkendelse af byens kreative økosystem og internationale samarbejder
Danmarks førende animationsmiljø
Viborg er internationalt kendt for sit stærke animationsøkosystem, hvor uddannelse, erhverv, kultur og teknologi arbejder tæt sammen. Som den næstbedste skole i verden indenfor animation, visuel fortælling og spiludvikling tiltrækker The Animation Workshop studerende og undervisere fra hele verden. Hos iværksætterhuset Arsenalet, nabo til animationsskolen, bor ca. 100 visuelle virksomheder, hvor flere er f.eks. Oscarnomineredede eller leverer film til Disney og Pixar.










