Mød blandt andre Michael Bang Petersen, Nina Palesa Bonde, Casper Hvenegaard Rasmussen og Freja Scheufens Bøgedal til en drøftelse af bibliotekernes rolle i demokratiet. På konferencen kan du ligeledes høre Loida Garcia-Febo (tidligere direktør for American Library Association) give et indblik i de bekymrende tendenser, der opleves i det amerikanske biblioteksvæsen og den kulturkamp, der udspiller sig her.
I en tid præget af polarisering, kulturkampe og demokratiske spændinger har bibliotekernes arbejde med demokratisk dannelse og deltagelse aldrig været vigtigere. I AGORA-projektet har vi udforsket, hvordan bibliotekerne kan være et aktivt og relevant demokratisk rum – og hvilken position vi bør indtage i den større samtale om samfundets udfordringer.
Udover at byde på inspirerende oplæg og samtaler centreret om bibliotekernes demokratiarbejde, vil vi på konferencen dele projektets vigtigste resultater med hele Biblioteksdanmark. Her vil vi bl.a. præsentere to produkter, vi har udviklet i projektet: 1) En værktøjskasse med en samling af konkrete værktøjer som demokratimedarbejdere kan anvende i deres daglige arbejde med demokratiaktiviteter, og 2) En demokrati-model, der kan kvalificere vores interne og fælles dialoger om bibliotekets roller i forbindelse med demokratiarbejde.

