Så er der udskrevet Folketingsvalg til den 24. marts 2026, og traditionen tro betyder det også, at det er tid til Børnevalg.
Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne inviterer derfor endnu engang jer til at deltage i en omgang Børnevalg, som kommer til at foregå fra den 10. marts til og med den 24. marts 2026.
Børnevalget tilbyder børn over hele landet at gå til valg på børnebiblioteket og vælge deres favoritkandidat fra kendte og populære børnebøger. Børnevalget fungerer således som et skridt på vejen til børnenes demokratiske dannelse, ved at give dem en smag af, hvad demokrati og afstemninger går ud på.
Vi håber I også vil være med
For at sikre den bedst mulige kommunikation omkring Børnevalget, beder vi jer om at tilkendegive at I vil deltage, ved at tilmelde en eller flere kontaktpersoner, som fremadrettet vil være vores kontakt til jer i forbindelse med Børnevalget 2026.
Al information om Børnevalget vil blive sendt til de tilmeldte kontaktpersoner, som således får ansvaret for at dele oplysningerne og stå for koordineringen af aktiviteterne omkring Børnevalget på kommunens biblioteker.
Trods den korte frist håber vi, at der bliver mulighed for en eller flere aktiviteter på børnebiblioteket i perioden fra den 10, marts til og med den 24. marts.
Kontaktpersonerne vil ligeledes være ansvarlige for at de endelige stemmetal bliver indrapporteret senest onsdag den 25. marts. Hvordan den digitale indberetning kommer til at foregå, meddeles direkte til kontaktpersonerne, når vi nærmer os datoen.
Alt materiale til brug i Børnevalget vil blive gjort tilgængeligt på Børnevalgets egen hjemmeside, og er til fri brug for tilmeldte kommuner. Det grafiske materiale er clearet rettighedsmæssigt, dog udelukkende til brug for Børnevalget 2026.
Tilmelding
Indtast oplysninger på den kontaktperson, som skal stå for koordineringen af Børnevalget på kommunens biblioteker via formularen nederst på siden. Ønskes flere kontaktpersoner tilmeldt udfyldes formularen blot flere gange.
Tilmeldingen af en eller flere kontaktpersoner noteres samtidig som en bekræftelse på, at kommunen ønsker at deltage i Børnevalget 2026.
Børnevalget arrangeres af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne og afholdes i samarbejde med de danske folkebiblioteker.
TILMELD KONTAKTPERSON






