Ligesom resten af bibliotekssektoren kunne Danmarks Biblioteksforening i sidste uge glæde sig over, at folkebibliotekerne og tjenesterne eReolen og Filmstriben tilsammen stod bag 36,3 millioner lån af fysiske og digitale materialer i 2025.
Det er en stigning på to procent i forhold til 2024, hvilket bekræfter »en fortsat opadgående tendens for alle tre tjenester«.
Danmarks Biblioteksforenings forperson Paw Østergaard Jensen mener, at den landsdækkende udlånsfremgang i bund og grund skyldes det arbejde, der foregår på gulvet – og altså ikke et samlet politisk løft.
»Det er mit klare indtryk, at bibliotekspersonalet rundt om i kommunerne simpelthen er blevet skarpere til at få tingene til at hænge sammen, når det kommer til koblingen mellem arrangementer og bogformidling,« siger forpersonen, som dog også løfter en pegefinger:
»Den positive udvikling sker på trods af stadigt ringere rammevilkår for bibliotekerne. Det er en succes på trods, og på den måde desto mere imponerende,« siger DBs forperson Paw Østergaard Jensen (A), og fortsætter:
»Hvis man bredt set kigger på de opdaterede tal for biblioteksbudgetter i landets kommuner, så er udgifterne til bibliotekerne jo faldet, fordi de ikke tager højde for inflation og pris- og lønreguleringer«






