Et indlæg af Christian Egander Skov har skabt en historie om, at bibliotekerne uden videre brænder og kasserer bøger i stort omfang. Historien har ikke noget på sig, men har efter et par omgange i medierne alligevel fået DFs kulturordfører Mikkel Bjørn til at kalde Kulturminister Jakob Engel-Schmidt i samråd.
Det har nu givet anledning til et brev til landets bibliotekschefer fra ministeren, hvor han bl.a. skriver: “Jeg har ikke grund til at tro, at det rygte har noget videre på sig. Og jeg har også tillid til, at I løbende forholder jer reflekteret til, hvordan I kasserer bøger.”
Ministerens brev har DBs forperson Paw Østergaard Jensen (A) og politiske næstformand Claus Mørkbak Højrup (V) netop svaret på:
”Når en bog kasseres, får den et nyt liv: på et bogsalg, i en institution eller som genanvendt papir.”
Pressen spørger, om vi opfatter kulturministerens brev til bibliotekerne som ”voksen skæld ud”. Svaret er nej – men vi undrer os over, at ministeren finder tid til at sende et brev om et rygte, som han selv skriver, at han ikke har grund til at tro på og kommer til at virke som om han kolporterer et rygte som jo ikke er rigtigt. Samtidig har han ikke vist samme interesse for at styrke bibliotekerne politisk eller økonomisk.
Bibliotekerne brænder ikke bøger. Det er et sejlivet billede, som måske lyder malende, men som ikke har hold i virkeligheden. Når bøger kasseres, skyldes det, at de er slidte, ikke længere aktuelle eller ikke længere efterspørges af borgerne. Og det sker, fordi vi hvert år køber nye materialer for over 200 millioner kroner. Hvis ikke vi kasserede, ville vi hurtigt løbe tør for plads – vi kan jo ikke bygge nye biblioteker hvert år.
Når bøger kasseres, bliver de først forsøgt solgt eller givet videre. Mange biblioteker holder bogsalg, rundt om i kommunerne, som f.eks. i København denne søndag, hvor man også har stillet kasserede bøger til rådighed for skoler og institutioner, som i alle kommuner. Det, der ikke kan afsættes, sendes til genanvendelse og bliver til nyt papir. Intet går til spilde, og alle titler er fortsat tilgængelige i det samlede biblioteksvæsen – de kan bestilles og leveres til ethvert bibliotek.
Det er i dag kommunerne, der finansierer bibliotekerne og fastlægger, hvordan opgaven løses. Der er derfor forskel på, hvordan kassationen håndteres lokalt, men fælles er, at den sker med respekt for materialerne, borgerne og bibliotekets opgave.
Hvis kulturministeren virkelig ønsker at understøtte bibliotekerne, kunne han i stedet for at kommentere på rygter tage fat på det politiske ansvar – fx ved at sikre en tidssvarende bibliotekslov, der forpligter kommunerne og giver bibliotekerne bedre rammer for at løse deres opgaver.
