Det er 26 år siden, vi første gang talte om et dansk PISA-chok. Siden har vi oplevet chokket flere gange – og hver gang har vi svaret med nye skolereformer, flere dansktimer, flere lektietimer og nye krav til skolerne.
Alligevel viser den seneste PISA-undersøgelse endnu en gang, at danske elevers færdigheder er faldet. Eleverne opnår de hidtil laveste danske resultater i både læsning, matematik og naturfag. Særligt tilbagegangen i læsning er alvorlig.
Det bør mane til eftertanke. Måske skal vi gøre noget andet end det, vi har gjort gennem de seneste 26 år, uden for alvor at få vendt udviklingen. I stedet for alene at spørge, hvordan børnene kan klare sig bedre i den næste test, bør vi også spørge: Hvordan får vi flere børn til faktisk at have lyst til at læse?
Debatten efter PISA-resultaterne er hurtigt kommet til at handle om flere penge til folkeskolen. Det er forståeligt og nødvendigt. Men spørgsmålet er ikke kun, hvor mange penge der afsættes. Det afgørende er også, hvad pengene skal bruges til, hvordan de når frem til den enkelte skole, og om de giver lærere, pædagoger og andre fagprofessionelle mere tid til at arbejde sammen med børnene.
Hvad kan der gøres – med effekt?
Derfor er det også interessant, at der faktisk er kommuner hvor det går den anden vej, hvor aktive samarbejder med bibliotekerne om at skabe en læsekultur spiller en vigtig rolle.
I TV 2 Nyhederne kl. 12 den 9. september 2026 blev Høng Skole i Kalundborg Kommune fremhævet som et konkret eksempel på en skole, der har valgt en anden vej. Her fortalte skolelederen, hvordan et tæt samarbejde med det lokale folkebibliotek har været med til at styrke både elevernes læselyst og deres læsefærdigheder.
For ca. 10 år siden satte man i Kalundborg gang i en generel omstrukturering, hvor skolerne blev mere fri. På Høng Skole arbejder de eksempelvis med tolærerordning, bevægelse og udeundervisning. Siden da er karaktergennemsnittet blandt andet steget med 0,5 i både dansk og matematik.
Samarbejdet mellem Høng Skole og Høng Bibliotek begyndte i 2020. Eleverne kommer fast på folkebiblioteket, hvor de får adgang til en langt større og mere varieret samling, end skolen selv har mulighed for at opretholde. Bibliotekarerne hjælper børnene med at finde netop de bøger, der passer til deres interesser og læseniveau, og eleverne kan selv bestille bøger hjem fra bibliotekernes samlede bestand.
Eleverne får deres eget lånerkort og dermed adgang til både de fysiske bøger og bibliotekets digitale tilbud. Som hovedregel bruger klasserne en lektion om ugen på biblioteket. Bøgerne bliver også taget med tilbage på skolen, hvor lærerne blandt andet læser højt af de bøger, børnene selv har valgt.
Det lyder næsten enkelt. Men måske er det netop pointen. Børnene får adgang til mange forskellige bøger, hjælp til at finde den rigtige bog og tid til at læse. De bliver ikke kun mødt med krav om, at de skal læse. De oplever et miljø, hvor litteraturen er tilgængelig, hvor deres egne interesser bliver taget alvorligt, og hvor dygtige børnebibliotekarer kan åbne døren til nye historier og genrer.
I 2023 blev samarbejdet omtalt af TV-Kalundborg. Her fortalte skoleleder Peter Brandt, at skolebiblioteket ikke havde ressourcer til løbende at følge elevernes efterspørgsel efter nye bøger. Samarbejdet med folkebiblioteket gav børnene adgang til et langt større udvalg og den professionelle litteraturformidling, som kan gøre forskellen mellem en bog, der bliver liggende i tasken, og en bog, man næsten ikke kan lægge fra sig.
Ordningen er siden blevet bredt ud, så alle skoler i Kalundborg Kommune kan vælge at indgå i samarbejdet med Kalundborg Bibliotekerne.
Høng er ikke et bevis på, at én bestemt model kan løse hele læsekrisen. Men eksemplet viser, at løsningen ikke nødvendigvis findes i endnu et centralt testregime eller endnu et obligatorisk projekt. Den kan også ligge i at give skolerne mulighed for at samarbejde med folkebibliotekerne og skabe en lokal læsekultur omkring børnene.
Hvis vi vil styrke børns læsefærdigheder, må vi også styrke deres lyst til at læse. Det kræver adgang til bøger, inspiration fra fagprofessionelle og tid og rum til fordybelse. Her er folkebibliotekerne ikke et supplement til indsatsen. De er en del af løsningen.
