Dan Turèll & Karma Cowboy – Klassiker 2024

Skrevet af

14. august, 2024
Download hele magasinet som pdf:

I 1973 efter debuten i 1966 og en række mindre udgivelser, der især var inspireret af amerikansk beatpoesi og tekster fra jazz- og rockverdenen, får Dan Turèll i 1973 sit gennembrud med det store (250 sider) værk Sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende gennem hudens pupiller. Her gennemspiller eller gennemprøver digteren adskillige former for genrer og sprog med et indhold, der veksler mellem skarp samfundskritik og vildtvoksende poesi.

Værket fører i det følgende år (1974) direkte frem til det, som er blevet kaldt “et hovedværk i periodens litteratur” af Anne-Marie Mai, nemlig dette års danske klassiker 2024, Karma Cowboy.  Dette værk kan opfattes som en slags opsamling/status, der demonstrerer Dan Turèlls betydeligt vilde alsidighed. Det ses allerede i titlen: Karma er et begreb hentet fra indisk religion, hvor det betegner menneskets handlinger og konsekvensen af dem, men det er også det samlede udtryk for et menneskes åndelige status og karakter – i religiøs sammenhæng bestemmende for hvordan ens sjælevandring vil forløbe. Og cowboy er som bekendt en vigtig skikkelse i amerikansk mytologi og (populær-) kultur – og desuden en populær figur i børns lege, som i cowbøjdere og indianere. 

Samtidig er Turèll jo i den grad i pagt med tidsånden anno1974 med den generation af digtere, der var fascineret af indisk mystik og efterkrigs-amerikanisering. Man kunne måske også sige, at titlen viser forfatterpersonligheden som sammensat af en inderlig, følsom, empatisk (feminin?) medmenneskelighed og en fanden-i-voldsk dyrkelse af (maskulint?) eventyr. Men heller ikke dette ville være et tilstrækkeligt signalement af forfatteren Dan Turèll. Han er simpelthen for alsidig og ikke for fastholdere, og selv gjorde han i sin optræden og rollespil sit til, at det ikke skulle være muligt at sætte ham i bås. Men vi kan dog fortælle dette om Dan Turèlls forfatterskab .

Dan Turèlls debut i 1966 med digtsamlingen Vibrationer er beskeden. Han sletter den af forfatterskabet (vist efter råd af digterkollegaen Peter Laugesen). Og som nævnt udsender han en række mindre tekstsamlinger, der er baggrunden for de to store udgivelser fra 1973 og 1974. Hans alsidighed og især hans afstand til den anerkendte modernisme bringer ham i samklang med digtere som Per Højholt og Peter Laugesen, men også med ‘almindelige’ mennesker.

I 1975 får han nemlig et vaskeægte folkeligt gennembrud med Vangede Billeder, en række erindringer om livet i barndomsbyen Vangede, en beskeden forstad til København. Men han formår at skrive livet i forstaden frem på en måde, så de mange karakterer og deres gøren og laden bliver tydelige for læseren, så de både er Vangede-boere og genkendelige som typer i vores allesammens barndomsland. Ligesom kollega Per Højholt der ved siden af sit smalle forfatterskab opnår stor folkelig popularitet med Gittes Monologer, bliver læseren en del af Vangede-historierne ved den særlige intimt snakkende, men præcise og stringente tone Dan Turèll udvikler og som ofte gør, at man læser mange af hans værker med hans egen stemme i øret. Som læste han teksten højt for en. 

Vangede Billeder er en bog, man kan forstå og er givetvis medvirkende til, at Dan Turèll bliver en populær gæst i skoler og på biblioteker. Og virkningen er for tilhørerne, at hans stemme klinger med ved genlæsning af teksterne. Måske viser det også, at det ikke kun er rollen som Onkel Danny med det skaldede hoved, øreringe og sorte neglelak, der gør ham kendt og populær – selvom man ikke skal underkende hans meget bevidste fremstilling af brandet Dan Turèll. 

Også hans tilknytning til Politiken som klummeskribent gør ham til en stemme, der bliver hørt, og her kan han, mindre vildt og i det format avisen sætter, berette om og reflektere over hændelser og skæbner, stemninger og events i byen. For storbyen er blevet Turèlls helt dominerende tema. “København var Onkel Dannys legeplads, hans holdeplads og hans markedsplads” er det blevet sagt, og tekster om storbyen breder sig ud i hele forfatterskabet. De er, ligesom Vangede Billeder, skrevet, så vi som læsere er med. Vi er med på turen i byen, som her i det digt, hvor vi bl.a. kan læse:

(…)

alting er så flygtigt og forbigående 
som éns sidste slentretur i byen                                                                                                      
og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge                                                                                    
og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af alle mine venner                                                                                  
og alle jeg har elsket                                                                                                                          
og de vil alle være genfærd                                                                                                             
og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de

(…)

Fra Lysende sange. Et digtudvalg ved Chili Turèll (Borgen 2006)

Digtet, som er blevet kaldt Danmarks bedste københavnerdigt, hedder “GENNEM BYEN SIDSTE GANG” og er fra samlingen Storby-Blues fra 1977, og denne titel viser Turèlls optagethed af  jazzmusikken og dens genrer som igen og igen viser sig i forfatterskabet. Jazz og storby er tæt forbundne i Turèlls univers.                               

Byen er også hovedperson eller kulisse i Dan Turèlls 12 krimier (1981-1990), der netop udmærker sig ved stemninger og mere eller mindre skumle karakterer i byens fascinerende og skræmmende miljøer. Selve krimi-plottet er nærmest med fordi det nu en gang hører med til genren – det er byens puls og dens menneskers skæbner, der er i fokus. Til byens inventar hører som nævnt ovenfor musikken, og den har i øvrigt været med Dan Turèll hele vejen – faktisk er noget af det første, han skrev kritik og kommentarer til, f.eks. netop om jazz, og det bliver siden naturligt for ham, at rockmusikken supplerer jazzen som den underlægningsmusik, der følger forfatterskabet.

Også som aktiv deltager forsøgte Dan Turèll sig i bandet Sølvstjernene med tekster fra Drive-in Digte, 1976, og kort tid før sin død i 1993 nåede han at arbejde sammen med musikeren Halfdan E om albummet Pas på pengene. Overhovedet må det understreges, at Dan Turèll var performer: Det er entertaineren, man hyrede til sin foredragsaften eller fællestime – og det er i høj grad den rolle, vi husker ham.

Dan Turèll bruger alle genrer til at fortælle om alt, der optager og fascinerer ham. Han var enormt flittig og udgav omkring 100 bøger. At tallet er omtrentligt peger på, at de tidligste udgivelser undertiden kunne være minimale oplag af stencilerede hæfter. Bøger? tjah… netop. Men hans altopslugende flid viser også, som Politiken journalist Henrik Palle har påpeget, at det er en tilsnigelse at lade ham være prædikant for hverdagen eller rettere: Hans meget brugte og citerede Hyldest til hverdagen (1984) er nok mest en besværgelse: Hans travle liv indeholdt ikke almindelige hverdage – men han længtes nok efter dem. Og derfor er det fint at citere og bruge digtet, ligesom vi også stadig og stedse har glæde af en række af hans andre digte.

Men nu er det også på tide at se på det øvrige forfatterskab og læse hans essays. Heldigvis er det gjort muligt takket være udgivelser sammensat og kommenteret af de tre Turèll-kendere og venner, Lars Movin, Steen Møller Rasmussen og Asger Schnack. De har sørget for, at vi kan glædes os over Turèlls vidende og veloplagte, spidse og begejstrede tekster om musik og musikere og litterære inspirationer. Og udgangspunktet kan gerne være årets klassiker 2024 Karma Cowboy, som forlaget Gladiator har genoptrykt.

Dan Turèll & Karma Cowboy markeres som årets klassiker på Klassikerdagen tirsdag den 17. september 2024 på landets biblioteker med udstillinger og andet.

Læs videre:
Lars Movin, Steen Møller Rasmussen og Asger Schnack (red): En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon, Bebop, 2003
Asger Schnack: All time greatest hits, Gyldendal, 2016
Movin, Møller Rasmussen, Schnack: Dan Turèll – hele historien. Informations Forlag, 2015                                          
Henrik Palle: DT En krønike om Dan Turèll og hans tid, Gyldendal, 2013

Johan Rosdahl (1948-2024) var medlem af Klassikerkomitéen, forfatter og tidligere bl.a. lektor ved Frederiksberg GymnasiumMindeord.