september

Verdens Bedste Morgen fejrer Verdensmålene

Den 9. september er det Verdens Bedste Morgen – og Verdens Bedste Nyheder, som står bag, inviterer biblioteker over hele landet til at være med.

De oplyser om dagen:
“Med Verdens Bedste Morgen fejrer vi Verdensmålene – og markerer, at det mange steder i verden går bedre, end de fleste af os tror. Det fortæller vi gennem en avis, der er fuld af historier om bæredygtige fremskridt, løsninger på klodens udfordringer og Verdensmålene. Verdens Bedste Morgen finder i år sted den 9. september – og i år er det 13. gang, at vi gør det. Avisen udkommer kun den ene dag om året, og bliver delt ud af tusindvis af frivillige i hele Danmark. Måske I på et tidspunkt har mødt os. Sidste år deltog mere end 2.500 danskere, 367 forskellige steder i Danmark og uddelte 150.000 aviser. Det var en virkelig god morgen!

Fred, retfærdighed og sammenhold omkring stærke institutioner bliver afgørende for den nære fremtid, vi ser ind i. Og uanset hvordan situationen i Ukraine og andre steder ser ud til september, vil der være behov for at formidle og skabe dialog omkring fred – enten for at fejre den, eller for at kalde på den og fastholde håbet. Vi tror på, at nuanceret viden skaber håb – og at håb skaber motivation for handling. Derfor har vi i år valgt at fokusere på Verdensmål 16 i vores avis.

Mange biblioteker er allerede en del af projektet DB2030 – så vi tænkte, at det lige måtte være noget for jer at være med. Det kunne enten være ved at have en god stak aviser liggende, ved at dele avisen ud ved biblioteket – eller noget helt tredje, som vi ikke har tænkt på endnu 😊

Hvis I gerne vil tilmelde jer eller har spørgsmål, så skriv til os på godmorgen@worldsbestnews.org eller ring på Tlf. 7879 7777.”

Læs mere.

9. september 2022
kl. 07:00 - 17:00