Læsernes Bogpris 2024

Blomster og pris blev overrakt på Bibliotekspolitisk Topmøde 2024 i Sønderborg. Fra venstre Paw Østergaard Jensen (A), forperson for Danmarks Biblioteksforening, prisvinderen og yderst Kirsten Boelt, formand for Ordkraft Festivalen. Foto: Roberts Osis.

Skrevet af

17. juni, 2024
Download hele magasinet som pdf:

Læserne er blevet blæst bagover af Mathilde Walter Clarks Det blinde øje. Favoritten blandt ti nominerede titler blev valgt efter tre ugers afstemning i det tidlige forår. Bogen beskrives som ‘en veritabel øjenåbner om, hvad der sker, når dyrene fortrænges fra vores historier’.

Bag bogprisen står de danske folkebiblioteker sammen med Danmarks Biblioteksforening i et samarbejde med Litteratursiden.dk og Litteraturfestivalen Ordkraft. For 21. gang var landets læsere blevet bedt om at stemme på deres favorit blandt aktuelle danske bogudgivelser. Og læserne har talt.

Da minkene forsvandt

Det er en vild og tankevækkende oplevelse at læse Det blinde øje, beretningen om det efterår hvor minkene forsvandt ud af minksagen. Med grundig research og i essayistisk stil fortæller Mathilde Walter Clark en helt ny version af minksagen, denne gang på dyrenes præmis. Litteratursiden skriver i anmeldelsen af Det blinde øje bl.a.: “Forfatter Mathilde Walter Clark, der i tidligere bøger har excellereret i en helt særlig journalistisk, essayistisk stil, videreudvikler og skærper den stil i ‘Det blinde øje’, som handler om minkproduktionen i Danmark.”

Et lysende manifest

Vinderen af Læsernes Bogpris blev afsløret på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2024 i Sønderborg den 11. april 2024.

I talen til årets prisvinder sagde Kirsten Boelt, bestyrelsesformand for Ordkraft bl.a.: “Din bog viser, hvad sproget kan bruges til. Du trækker mange eksempler frem, hvor læserne kan se, at ord er magt og er i stand til at skabe en distance til det, der i virkeligheden sker i minkproduktionen og faktisk i landbruget generelt. Du har selv ordene i din magt og bruger dem til at demonstrere, hvordan de kan tildække eller afsløre og ændre vores måde at se tingene på. Din bog viser også, hvad litteratur kan måske i modsætning til den offentlige debat. Din bog er ikke en flygtig debat i medierne, det er et manifest, der står lysende klart, og som vi kan tage frem og tale med hinanden om i lang tid.”

Om forfatteren

Mathilde Walter Clark, født 1970, er cand. mag i dansk og filosofi fra RUC og New York University. Fra 2008-2011 var hun redaktør på litteraturtidsskriftet Den Blå Port. Hun er blandt andet kendt for Lone Star fra 2018. En roman om en familie – historien om en far og en datter og om alt det, der adskiller dem – havet, sproget og en stedmor af mytologiske dimensioner og om at overvinde enorme afstande.

Mere om prisvinderen.

Michael Hartz Larsen, informationskonsulent DB

Koppel løber med Læsernes Bogpris

Efter flere ugers intens afstemning blev Benjamin Koppel og romanen Annas sang med overbevisende stemmetal kåret som vinderen af Læsernes Bogpris 2023 på Det ...