At kunne tale dansk er en nødvendig – for den enkelte nydansker og for samfundet. Og samtidig er det en indgang til en hverdag i det danske. På Odense Hovedbibliotek har vi de senere år fokuseret meget på sprogtræning for borgere med dansk som andetsprog. I løbet af årene er det vokset fra at være en niche blandt vores øvrige tilbud, til i dag at blive betragtet som en kerneydelse.
I særligt nyere tid er indvandringen til Danmark steget markant. Pr. 1. januar 2023 er der i omegnen af 910.000 indvandrere og efterkommere i landet, svarende til ca. 15% af befolkningen. Årsagerne er mange, men ønske om både uddannelse og beskæftigelse har stor betydning, ligesom også familiemæssige, politiske eller religiøse årsager spiller ind. Fælles for dem alle er imidlertid en grundlæggende nødvendighed af at kunne tale dansk, idet sproget har en afgørende betydning for deres integration, uddannelse og især beskæftigelsesmuligheder. At kunne tale dansk er første led i et reelt tilhørsforhold til Danmark, og det kan biblioteket med fordel byde ind på.
Sprogmestring og dannelse med biblioteket
At lære at bruge sproget aktivt og ikke mindst forstå alle dets små kringelkroge af forskellige betydninger og underforstået brug er ikke kun en vigtig forudsætning for at begå sig i samfundet, men i lige så høj grad for læselysten- og evnen. For biblioteket, som den kulturelle dannelsesinstitution det altid har været, kan det ikke alene betragtes som sådan, men også som et element i en integrationsindsats. Det ligger i bibliotekets DNA, og kan desuden på samme vis som andre kerneydelser formes til at styrke fællesskaber og relationsdannelser. Måske vigtigst af alt er det med til at introducere nydanskere til biblioteket og dets tilbud, og gøre vores bibliotekshuse til et vindue ud mod samfundet.
Det er selvfølgelig ikke en funktion, vi er ene om at have. Mange nydanskere bliver mødt af et offentligt tilbud om danskuddannelse, når de kommer til landet. Udover at lære at tale, skrive og læse det danske sprog får eleverne også viden om det danske arbejdsmarked, danske samfundsforhold, dansk kultur og historie. Undervisningen kan foregå i grupper, på hold og i form af lærerstøttet selvstændigt arbejde. Interessant bliver det, hvis man kigger på karaktererne fra de forskellige undervisningsformer. Her viser det sig, at de selvstuderende scorer en karakter 2,5 lavere end andre. Det tyder altså på, at der er et behov for supplerende hjælp blandt borgere i denne gruppe, og fra vores arbejde med dem på biblioteket ved vi også hvorfor. Mange har ganske enkelt ikke et tilstrækkeligt netværk her i Danmark med mennesker, som de kan tale og øve deres danske sprog sammen med.
Biblioteket som ramme
På Odense Hovedbiblioteket ser vi vores sprogtræningstilbud som en imødekommelse af det behov i et præstationsfrit miljø med fravær af regler, grammatik og ‘rigtighed’. Med andre ord en uformel ramme, der ikke er forbundet med mål eller forventninger om tilegnelse af et bestemt sprogligt niveau.
Vi oplever, at det for nogle kursister kan være hæmmende at tænke på deres samtaler med andre mennesker, som noget der skal fremføres korrekt. Til trods for at mange har opbygget en fornuftig dansksproglighed, mangler de ofte den sproglige selvtillid der gør, at de rent faktisk tør at bruge den. Den uformelle sprogtræning, som vi bruger her, er på den måde også tænkt som en tilgang der skal motivere deltagerne til at nedbryde de barrierer, der hæmmer dem.
Det er der naturligvis flere veje til, for det handler ikke kun om de greb man gør sig i selve sprogtræningssituationen. Det åbne og tillidsfulde miljø i et anerkendende fællesskab er mindst lige så vigtigt. Jeg er selv koordinator for vores sprogtræningstilbud her på Hovedbiblioteket, og både jeg og min kollega har gjort det til et princip at møde alle brugere personligt. Det at møde dem i øjenhøjde og tydeliggøre vores anerkendelse af de udfordringer de kommer med, virker inkluderende. Det peger ind i et sprogligt fællesskab, der paradoksalt nok er det samme, som på sigt skubber dem videre ud i samfundet igen, når barriererne er nedbrudt. Indtil da er det bibliotekets vigtigste rolle så at sige at stilladsere disse fællesskaber, og på Odense Hovedbibliotek har vi to.
Sprogtræning som fællesskab
I en sprogtræningssituation har fællesdialogen en støttende virkning og akkumulerer ikke bare nye ord, vendinger og større sproglig indsigt, men også personlige relationer der i sig selv er med til at forankre et fællesskab. Samtidig er det en tryg og rolig ramme at lære i, og for borgeren er det en fantastisk måde at lære danskerne og vores kultur at kende på, ligesom de frivillige finder det meningsfuldt at hjælpe nydanskere på vej i samfundet. I det hele taget er sprogtræningen en ramme, hvor der knyttes tætte bånd af de mange personlige historier, der fortælles. Vi kan her på Hovedbiblioteket heller ikke se os selv fri fra at være draget ind i brugernes historier. En af dem viste sig at række helt ind i bibliotekets virksomhed.
På en bænk i Teheran
Ali kom til Danmark fra Iran for at arbejde som sygeplejerske. Med sig havde han en opsparing, der i tiden med energikrise, inflation og stigende priser viste sig ikke at række langt. Husleje, el og vand tærede på budgettet. Han brugte mange af døgnets timer på biblioteket, og med tiden, da han begyndte at bruge vores sprogtræningstilbud, blev det klart hvorfor. Selvom han er uddannet sygeplejerske i Iran, er der store krav til hans danske sprog, før han kan få sin autorisation her i Danmark. Krav som han ikke kunne honorere på daværende tidspunkt, men som omvendt var vigtigt for ham at leve op til. Som kritiker af præstestyret i Iran var det en usikker skæbne han så ind i, hvis ikke det lykkedes ham at blive her. Langsomt gav ikke bare bibliotekets sprogtræningstilbud, men også hans egne indsatser med at lære dansk det rygstød, han havde brug for.
Vi kunne næsten se dag for dag, hvordan han voksede rent sprogligt. Han havde så meget at fortælle, og hver dag hilste vi på ham, snakkede med ham og hørte om hans liv. Vi kom til at sætte pris på hans historier, også selvom de ikke altid var lige behagelige. Det stod hurtigt klart, at Ali også var en visuel fortæller og en fremragende fotograf. Det blev klart den dag, hvor han kom med en gave til biblioteket som tak for vores hjælp. Det var et portræt han havde taget af en ældre herre med navn Ismail, siddende på en bænk i Teheran. Det var 70×100 cm stort, og da jeg foldede det ud fra den paprulle det lå i, tonede Ismail langsomt frem i sort og hvid siddende med en cigaret og et blik så intenst, nærværende og viljestærkt, at jeg ikke kunne forstå kontrasten – den slidte krop, runkne hud og de nedsunkne øjenlåg, der på mærkelig vis fremhævede blikket endnu mere. Kroppen var ødelagt, men sjælen skinnede.
Ismail var ikke den eneste som Ali havde foreviget. Som tiden gik, fik vi lov til at se flere af hans fotografier. Hans tøven og usikkerhed skjulte et umiskendeligt talent for at tage billeder. Her åbnede sig en verden af skæbner og liv, hvor hjemløse, krigsofre og tilfældige forbipasserende alle var sat i ramme af den bænk, lige der på en travl boulevard i Teheran. Få måneder senere udmøntede det sig i en udstilling på biblioteket, og til receptionen indledte Ali med en introduktion til hans billeder. På dansk.
■ Alis danskforløb og udstilling afspejler meget godt, hvorfor vi på Odense Hovedbibliotek betragter sprogtræning som en kerneydelse. Hvis biblioteket skal fungere som et relevant sted, hvor alle borgere har mulighed for at udfolde deres livsprojekter, så er det vigtigt at have øje for og arbejde med de forudsætninger brugerne har. Isoleret set handler det ikke kun om at kunne tale dansk. Det handler om at opbygge en fælles kulturel identitet på tværs af borger og institution.
Læs mere www.odensebib.dk/side/sprogtraening.
LARS HOVGAARD, bibliotekar, Odense Bibliotekerne