Seks aktører i det danske kulturliv går sammen i ny forening, der skal styrke kulturens stemme og bane vejen for, at flere danskere mødes om kulturen.
Danske Koncert- og Kulturhuse, Danmarks Biblioteksforening, Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, Dansk Teater, Dansk Live og Organisationen Danske Museer er gået sammen i en ny kulturalliance – Dansk Kulturliv.
Alliancen skal styrke kulturens stemme politisk og bane vejen for, at flere danskere mødes om fællesskabsskabende kulturoplevelser.
Fælles politisk arbejde
Dansk Kulturliv skal sikre en stærkere repræsentation af kulturlivets interesser. Coronakrisen har understreget behovet for en samlet kulturpolitisk stemme i dialogen med beslutningstagerne, der kan bidrage med viden og løsninger på kulturlivets fælles udfordringer. Samtidig har nedlukning og skrappe restriktioner øget bevidstheden om kulturens centrale rolle i samfundet. En bevidsthed, som Dansk Kulturliv tager afsæt i ved at arbejde for, at alle danskere kan opleve kulturen og få gavn af den sammenhængskraft, kulturen skaber.
Et alsidigt samarbejde
Dansk Kulturliv repræsenterer i alt over 1000 kulturaktører i Danmark fra vidt forskellige dele af kultursektoren – fra de allerstørste til de mindste og på tværs af hele landet med sammenlagt mere end 60 millioner publikummer og gæster hvert år. Den nye forenings store force i dialogen med beslutningstagerne er blandt andet medlemmernes indbyrdes forskellighed. Den skaber naturligt en nuanceret tilgang til de udfordringer, kulturbranchen er fælles om.
Formand for Danmarks Biblioteksforening, Steen Bording Andersen (A), siger om Dansk Kulturliv:
Både som politiker og specielt som formand for bibliotekernes brancheorganisation synes jeg det er utroligt vigtigt at udvikle kulturlivet på tværs af alle brancher – fordi det er vigtigt for alle i Danmark at opleve og deltage i kulturlivet.
Det handler om meget mere end blot at opleve kultur, men om hvordan vi skal udvikle hele vores samfund og give alle mennesker lyst til at deltage i det demokratiske samfund. Det understøtter vi bedst ved at skabe en fælles stemme for kulturen, så vi sammen kan understrege dens betydning.”
Om Dansk Kulturliv siger kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen:
”Der er behov for et stærkt kulturliv, der sammen kan bidrage med gode svar på, hvad der skal til for, at kunsten og kulturen kan trives og udvikles. Det er spændende, at der nu kommer en organisation, der har som ambition at samle kulturlivet. Jeg ser frem til samarbejdet med Dansk Kulturliv.”
Organisationerne bag Dansk Kulturliv ser frem til samarbejdet med både kulturministeren og andre aktører på kunst- og kulturområdet over hele Danmark og på alle politiske niveauer – og ikke mindst blandt alle landets kulturinstitutioner og -virksomheder.