Kulturlivet skaber sammenhængskraft og værdi i Danmark. Coronakrisen har vist – måske tydeligere end nogensinde før – hvor vigtig den kultur, der lever, ånder og udfolder sig blandt mennesker, er for vores land. For vores nationale fællesskab, for demokratiet, den gensidige forståelse og ikke mindst de nære, lokale fællesskaber i hele Danmark.
Derfor er det vigtigt, at vi sammen får kulturen tilbage på fuld kraft, så alle danskere kan få gavn og glæde af den. Det handler om at prioritere kulturen, og ikke mindst om hvilket samfund vi ønsker at skabe, også for de kommende generationer.
Kulturen skal forme de kommende generationer
”Et rigt kulturliv handler blandt andet om at prioritere kulturen, for at få flere til at deltage. Et godt sted at starte er med børn og unge. At give dem lyst til at læse mere, som alternativ til livet på de sociale medier. Det handler også om at give dem lyst til at deltage i samfundet, om at kunne skelne sandt fra falsk og om at læse nyheder. På denne måde kan kulturen være med til at skabe innovative, kreativt tænkende og reflekterende unge mennesker” siger formand for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen (A).
Danskerne har under corona mistet adgangen til de fysiske fællesskaber, som kulturen, herunder bibliotekerne, kan tilbyde. I stedet har mange fået nye digitale kulturvaner, hvilket for bibliotekerne har medført en voldsom stigning i den digitale formidling og ikke mindst i udlån af e-bøger og lydbøger.
Det er positivt, at bibliotekernes digitale tilbud har kunne favne de digitale brugere, som et nødvendigt alternativ og supplement til de mange kommercielle, algoritmestyrede streamingtjenester. Men samtidig en reminder om, at der også skal arbejdes for at få borgerne tilbage i de givende, fysiske fællesskaber som kulturlivet kan tilbyde, for det er her de sociale kompetencer, kreativiteten, engagementet og dannelsen trives.
”Som formand for Danmarks Biblioteksforening mener jeg, at vi fortsat skal udvikle bibliotekerne som demokratiske og inkluderende institutioner, og som rammen om mange flere af de demokratiske debatter, hvis vi fortsat skal have alternativer til tech-giganterne og de sociale medier. Men det kræver fortsat investeringer, således at bibliotekerne er åbne og har ressourcer til at facilitere mødet mellem borgere og beslutningstagere” siger Steen Bording Andersen (A) ”
Adgangen til kultur og biblioteker handler således også om hvilket samfund vi vil have, og om vi fortsat skal sikre at alle har en fri og lige adgang ud fra et kulturpolitisk sigte, eller om vi udelukkende vil lade borgernes adgang til kultur styre kun af kommercielle interesser.
Kulturen skal prioriteres
”Derfor forslår vi i alliancen Dansk Kulturliv et nyt ’prioriteringsbidrag’ på 2% årligt. Det vil over 3 år udløse i alt 500 mio. kr. som vil muliggøre de nødvendige investeringer i kultur og kunst, for at kunne give alle borgere bedre adgang til kulturlivet.
Hvis vi vil give alle mulighed for at kunne tage aktiv del i kulturlivet, handler det nemlig om at investere der, hvor der mangler gode kulturtilbud” siger Steen Bording Andersen.
Dansk Kulturliv har seks prioriteter, som skal sikre alle borgere bedre adgang til kulturlivet.
1. Kulturinvesteringer i hele Danmark
Kunsten og kulturen har ikke lige gode vilkår for at trives i hele landet. Det er et problem, som kun kan løses gennem nye statslige investeringer i flere lokale indsatser. Kulturen skal ikke udflyttes eller omfordeles. Den skal styrkes lokalt – der hvor de største behov findes, så vi også får publikum og gæster tilbage til kulturen udenfor de store byer.
2. Kulturlivet skal helt ud af coronakrisen
Publikum og gæster er på vej tilbage til kulturlivet og kunsten. Men kulturlivet har været ekstraordinært hårdt ramt af nedlukningen, og det er stadig meget usikkert, hvad fremtiden bringer for en del af kulturlivets institutioner og foreninger. Det gælder særligt for de dele af kulturlivet, hvor turisme og store forsamlinger er en afgørende del af indtægtsgrundlaget. Derfor skal udviklingen monitoreres tæt, så der kan skabes målrettede indsatser for de dele af kulturlivet, der ikke genrejses automatisk.
3. Alle børn og unge skal med i kulturlivet
Allerede inden coronakrisen var der fokus på den socialt ulige og geografisk skæve adgang til kulturlivet for børn og unge. Samtidig fremhæves stigende mental mistrivsel, lavt selvværd og stress som fokusområder for den nye generation. Derfor skal der skabes flere gode og støttende fællesskaber. I skolen og lokalt kan kulturtilbuddene ramme alle børn på tværs af faglige ressourcer, kulturvaner samt sociale og økonomiske uligheder. Det kan også bidrage til et nyskabende, bredere appellerende og mere inkluderende kulturliv i fremtiden.
4. Styrk de kunstneriske uddannelser
Danmarks kunstneriske uddannelser har været nedprioriteret i årevis. Fundamentet for fremtidens kultur i Danmark skabes først og fremmest ved at uddanne fremtidens kunstnere og sikre dygtige medarbejdere til hele kultursektoren. Det kræver et opgør med tidligere tiders besparelser, så kultur og kunst får et solidt fundament for fremtiden, herunder gennem et uddannelsesfokus på at skabe god institutions-, forenings- og virksomhedsdrift.
5. Kulturens brancher kan og bør bidrage til den grønne omstilling
Klimakrisen er vores tids største udfordring. Men coronakrisen har på mange kulturinstitutioner og i kulturforeninger medført, at nødvendige investeringer er blevet udskudt, og at der er færre midler til at sikre fx omstilling til bæredygtige produktionsforhold, langsigtet energieffektiv bygningsrenovering og vedligehold af fælles kulturarv.
6. Kulturen kan bidrage til opnåelsen af FN’s verdensmål
Fremtiden skal være bæredygtig og kulturlivet i Danmark er i bred forstand og på mangfoldig vis i dialog med befolkningen. Med mere end 60 mio. årligt besøgende kan kulturlivet spille en vigtig rolle i forhold til den folkelige involvering i FN’s verdensmål. Lokale kulturinstitutioner og -foreninger kan understøtte borgernes engagement og skabe fællesskaber omkring bæredygtighed, verdensmål og grøn omstilling gennem aktiv deltagelse.
”Her på bagkanten af corona har vi vist alle hørt stemmer fra stort set hele det politiske spektrum, såvel som fra den brede befolkning, om hvordan fraværet af kultur under corona har påvirket os alle i negativ grad.
Jeg ser derfor også frem til en stor opbakning om ideen om dette ’prioriteringsbidrag’, så vi kan hjælpe alle tilbage på kultursporet, og ikke mindst sikre befolkningen det fundament for fordybelse, udvikling, demokrati og dannelse, som vi blev berøvet under corona, og som vi derfor alle, på den hårde måde, har indset behovet for” slutter formand for Danmarks Biblioteksforening Steen Bording Andersen (A).
Se også artikel i Politiken fra den 28. september 2021:
Politiske partier vil bruge flere penge på kulturen næste år.