februar

DB Forretningsudvalgsmøde

Fredag den 24. februar 2012, kl. 10.00
DB, Vartov, Farvergade 27 D, 1463 København K.

Afbud: Jørn Rye Rasmussen, Tine Vind
 

Dagsordensforslag

  1. Godkendelse af dagsorden
     
  2. Godkendelse af referat af møde 18.11.2011
    Bilag: Referat
     
    Indstilling
    Godkendes
     
  3. Godkendelse af regnskab for 2011.
    Bilag: Revideret regnskab for 2011
     

    Sagsfremstilling:
    Der er en totalafvigelse mellem regnskab 2011 og opdateret budget på 246.374. Dette skyldes hovedsagligt et mindreforbrug på personaleomkostninger på 196.052 kr., afledt af reduktion i medarbejderstaben. Endvidere er der tale om forskellige mindre forskydninger mellem administrative konti, bl.a. sekretariat, EDB og kontorhold.
    Dette betyder, at foreningen i 2011 kommer ud med et overskud på 25.674 kr.

    Indstilling
    Regnskabet indstilles til godkendelse i Repræsentantskabet på møde 28.3.2012.
    Regnskabet underskrives af de tilstedeværende medlemmer af Forretningsudvalget. De øvrige får regnskabet tilsendt til underskrift.
     

  4. Virksomhedsplan 2012
    Bilag: oplæg til VP 2012
     
    Sagsfremstilling:
    Repræsentantskabet har vedtaget, at man i virksomhedsplan 2012 tager udgangspunkt i formen tidligere udviklet til virksomhedsplan 2011.
    Det betyder, at der primært skal arbejdes med indsatsområder for 2012/13 hvorefter FU udarbejder løbende udarbejder handlingsplaner.

    På sidste repræsentantskabsmøde gennemførtes en workshopproces, der identificerede, hvilke udfordringer kommunerne og deres biblioteker står over for. Ud fra dette er de kommende års indsatsområder for Danmarks Biblioteksforening nu blevet formuleret.

    Der er udarbejdet et udkast til ny virksomhedsplan, som forretningsudvalget skal færdiggøre inden årsmøde 2012 til Repræsentantskabsmødet 28. marts 2012.

    På mødet gennemgås oplægget til VP, med vægt på indsatsområderne, hvorefter den tilrettes.

    Indstilling
    Drøftes og tilrettes, hvorefter den oversendes til repræsentantskabet
     

  5. Repræsentantskab, forberedelse
    Bilag: Dagsorden og bilag udsendes til alle medlemmer af Repræsentantskabet 27.2.2012.  Dagsorden er vedhæftet
     

    Sagsfremstilling:
    På repræsentantskabsmødet lægges op til debat om DB og den kommende strukturdebat. Til at forestå den videre debat er konsulent Hanne Maria Knudsen, Knudsen Syd, blevet tilknyttet.

    På mødet orienterer direktøren om processen. Se endvidere debatblog på strukturdebat2011.blogspot.com/ 
    Ud over dette, forbereder FU forløb og dagsorden til repræsentantskabsmødet.

    Indstilling:
    Godkendes
     

  6. Repræsentantskab og udvalg
     
    Sagsfremstilling:
    Der skal foretages forskellige udpegninger. Disse fremgår af dagsordenen til Repræsentantskabsmødet.

    Indstilling:
    Sagen drøftes.
     

  7. Generalforsamling 29.3.2012
    Bilag: Dagsorden for generalforsamlingen, udsendt 24. januar 2012
     
    Sagsfremstilling:

    Personligt medlem Mona Madsen har indsendt et forslag til beslutning om at fristen for udmeldelse af DB skal kunne ske med 2 måneders varsel til 1. januar i stedet for som nu med 3 måneders varsel.

    Indstilling:
    Til drøftelse
     

  8. Kommunernes Skolebiblioteksforening
    Bilag: notat om Fælles muligheder for Kommunernes Skolebiblioteksforening og Danmarks Biblioteksforening
     
    Sagsfremstilling
    Den nedsatte arbejdsgruppe med repræsentanter fra DB og Kommunernes Skolebiblioteksforening aftalte på et fællesmøde 26. sep. 2011, at direktionen skulle udarbejde et notat som grundlag for en beskrivelse af en sammenlægningsmodel, og som skulle sendes til de to forretningsudvalg primo 2012.

    Som det fremgår af notatet, vurderes det ikke, at man umiddelbart kan opnå en tilstrækkelig stor rationaliseringsgevinst ved en sammenlægning nu, uden at der vil ske væsentlig servicenedgang overfor medlemmerne i de to foreninger eller en nedgang i indtægter på salg af produkter. Derfor anbefales det, at man arbejder med et tidsperspektiv på min. et par år, før en egentlig fusion eventuelt gennemføres. Ved en sammenlægning af de to foreninger må det formodes, at der vil være et fald i kontingentindtægterne. Måske svarende til Kommunernes Skolebiblioteksforenings kontingentindtægt, da det i den givne økonomiske situation ikke vurderes muligt at hæve kontingentsatsen. Der skal i givet fald derfor findes øgede indtægter eller besparelser på op i mod 1,5 mio. kr., hvilket ikke findes realistisk for nuværende.

    På den baggrund anbefales, at der i det næste halvår arbejdes videre med at finde samarbejdsflader mellem de to foreninger med henblik på en eventuel fusion. Derefter kan der arbejdes videre med at klarlægge facts, og afdække fælles ønsker og visioner for en eventuel ny fælles forening, og inden for et år afholdes et fælles seminar for de to foreninger. Direktionen vurderer, at sammenlægningsopgaven bør bero på en afdækning af, hvilke opgaver der fremover skal løses, at der ikke umiddelbart vil være økonomi til at gennemføre alle opgaver som i dag uden kontingentstigning eller tilførsel af eksterne midler fra stat eller sponsorer.  Der bør derfor også udarbejdes et udkast til en politisk prioriteret handleplan.

    Indstilling
    Der arbejdes videre på at afdække samarbejdsflader. I efteråret 2012 afholdes fælles seminar mellem de to foreningers forretningsudvalg, med henblik på at opnås en afklaring inden årsmøde 2013, hvor DB skal vedtage nye vedtægter.
     

  9. Danskernes Digitale Bibliotek
     
    Sagsfremstilling
    På mødet gives en status for Danskernes Digitale Bibliotek, herunder for et møde med KL, afholdt den 9. februar 2012. Digitaliseringsudvalget har lavet udkast til Beskrivelse af DDB – kort og godt, det kan ses på db.dk/digitaliseringsudvalget

    DB har i de sidste måneder været i dialog med KL om hvordan vi fremmer visionen om Danskernes Digitale Bibliotek. Senest har formanden for digitaliseringsudvalget, formanden for DB og direktøren holdt møde med KL den 9. februar efter sagen om DDB var behandlet på KLs Børne- og Kulturudvalgsmøde samme dag.

    I KL’s Børne- og Kulturudvalgsmøde blev tiltrådt et fælles forståelsespapir mellem Kulturministeriet og KL.

    Det forventes i dag, at der primo marts vil foreligge en færdig aftale mellem Kulturminister og KL om finansiering og organisering af systemet under DDB. Derefter skal den politisk behandles, og rapporten bag aftalen kan offentliggøres.  Hvis alt går vel, løftes sløret i april.

    Danmarks Biblioteksforenings Digitaliseringsudvalg har behandlet sagen. Der var enighed om at udarbejde en pressemeddelelse, der udtrykker tilfredshed og glæde over, at der er opnået enighed mellem Kulturministeriet og KL’s Børne- og Kulturudvalg om rammerne for at virkeliggøre visionen om Danskernes Digitale Bibliotek, et DDB hvor alle borgere via bibliotekerne gratis og lovligt skal have adgang til de digitale ressourcer. Men en pressemeddelelse som også stiller spørgsmål omkring organisering, finansiering og tidsplan.

    Se pressemeddelelse https://www.db.dk/artikel/biblioteksforeningen-glæder-sig-over-der-nu-kommer-gang-i-danskernes-digitale-bibliotek-men

    Digitaliseringsudvalget anbefaler at fortsætte dialogen med KL og Kulturministeriet med henblik på at lave en fælles konference i efteråret 2012, afhængigt af hvordan processen forløber.

    Direktøren har efterfølgende haft kontakt med KL og aftalt med Børne- og Kulturdirektøren, at DB tilskriver KL med et forslag til DBs rolle i det videre arbejde med at virkeliggøre Danmarks Digitale Bibliotek.

    Indstilling
    Til drøftelse
     

  10. Danmarkstuné
     
    Sagsfremstilling
    :
    Der orienteres om status og erfaring med DB-turen til landets kommuner. En oversigt kan ses på db.dk/TurDK2012

    Indstilling:
    Til orientering
     

  11. Projekter

    • En af os
      Bilag: www.en-af-os.dk/

      Sagsfremstilling:
      Formand og direktør har afholdt møde med landskampagnen EN AF OS. Kampagnen har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. Det skal være lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et fuldt og godt liv som en ligeværdig del af samfundet.

      Det er drøftet med kampagnen hvordan bibliotekerne kan inddrages og spille en aktiv rolle. P.t. arbejdes på konkrete samarbejdstiltag.
      Formand og direktør giver på mødet orientering om ideer til et videre forløb.

      Indstilling
      At DB arbejder videre med projektet og løbende orienterer FU.
       

    • DB formidlingsplatform – ny hjemmeside
      Bilag: www.db.dk

      Sagsfremstilling
      Sitet er nu i drift og der arbejdes på at skabe (informations-) temaer over aktuelle og relevante emner, se f.eks. db.dk/borgerservice.

      Indstilling
      Til orientering
       

    • Projekt: Tænketank om fremtidens biblioteker
      Bilag: fremtidensbiblioteker.blogspot.com/

      Sagsfremstilling:
      Desværre har vi fået afslag på vores ansøgning til udviklingspuljen under Kulturstyrelsen. Foreningerne bag projektet har været samlet og indstiller, at man alligevel gennemfører projektet i løbet af de kommende to år. Det betyder, at vi i løbet af foråret vil indkalde til det første TÆNKETANKSMØDE, hvor projektet og ambitionsniveauet revideres. Vi håber stadig alle vil være med, da projektets fokus ikke ændrer sig væsentligt, blot skal vi i fællesskab finde et niveau, hvor vi kan nå et godt resultat. Og hvor vi over to år identificerer fremtidens brugere af biblioteket, hvordan medier og services udvikler sig, samt hvordan rummet vil se ud.

      Efter afslaget fra udviklingspuljen har der været dialog med Kulturstyrelsen, med henblik på at etablere et samarbejde med deres projekt i samarbejde med Realdania; dette skal skabe et modelprogram for fremtiden biblioteksbyggeri. Netop Realdaniaprojektet, er en væsentlig årsag til afslaget, da styrelsen frygter ”paralleludvikling”. I dialogen med styrelsen, er oplyst, at vi vil forsøge at gennemføre tænketanksarbejdet alligevel. På den baggrund er de interesseret i at etablere et samarbejde. Det forventes, at der snarest afholdes endnu et møde med styrelsen og her findes rammer for et samarbejde, som direktøren derefter vil orientere FU om, og som vil blive udfoldet på det første tænketanksmøde.

      Det forventes, at første møde i tænketanken afholdes inden udgangen af april.

      Indstilling:
      Til orientering

    • Når man bygger nyt Folkebibliotek og Folkeskole sammen

      Sagsfremstilling
      Orientering om projektets fremtid. Kulturstyrelsen har ikke har bevilliget økonomisk støtte og det drøftes derfor med projektparterne fra København og Kolding om projektet skal igangsættes.

      Indstilling:
      Til orientering
       

  12. Internationalt samarbejde
    • IFLA
      www.ifla.org/

      Sagsfremstilling:
      Der orienteres om aktuelle sager.

      Årets IFLA kongres vil blive afholdt i Helsinki, Finland, 11-17 August 2012.
      Temaet er  "Libraries Now! – Inspiring, Surprising, Empowering"

      Indstilling:
      Til orientering
       

    • EBLIDA
      www.eblida.org/

      Sagsfremstilling:
      Der orienteres om aktuelle sager og evt. tiltag.

      Indstilling:
      Til orientering
       

    • EBLIDA-NAPLE konference 10. og 11. maj 2012.
      db.dk/copenhagen2012

      Sagsfremstilling:
      Den europæiske biblioteksorganisation EBLIDA markerer sit 20 års-jubilæum med en stor international etdags-konference i København til maj, og afholder council-møde dagen før.

      DB står for den praktiske planlægning, og det forløber planmæssigt. Dog er det ikke lykkedes at få en dansk minister til at åbne konferencen. Økonomisk forventes kongressen at løbe rundt med et deltagerantal på max 130 personer.

      Der er plads til 150 deltagere, inkl. oplægsholdere osv, på konferencen, og der forventes deltagere fra mange lande, så der bliver formentlig rift om pladserne. Se mere på https://www.db.dk/copenhagen2012

      Indstilling:
      Til orientering
       

  13. Orientering
     
    • Der er afsendt høringssvar vedr. Lov om Offentlig Digital Post
      https://www.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146003201

      Sagsfremstilling
      Lov om Offentlig Digital Post er sendt i høring med svarfrist 10. februar. Den offentlige digitale postløsning har været i drift siden 2010. Borgere og virksomheder kan i dag vælge at tilmelde sig at modtage deres post fra det offentlige digitalt. Med lovforslaget udmøntes dele af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Forslaget bidrager til udmøntningen af målsætningen om, at al kommunikation mellem på den ene side det offentlige og på den anden side borgere og virksomheder skal ske digitalt i 2015. Lovforslaget har to hovedformål – dels at fastlægge retsvirkningen af anvendelse af den offentlige digitale postløsning og dels at gøre det obligatorisk for borgere og virksomheder at blive tilsluttet til digital post.
      Se høringssvaret på https://www.db.dk/digitaliseringsudvalget-100212

      Indstilling
      Til orientering
       

    •  Der er afsendt høringssvar vedr.  Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister
      https://www.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146003200

      Sagsfremstilling
      Denne lov handler dybest set om overgang til obligatorisk digital selvbetjening for borgere for så vidt angår anmeldelse af flytning, ansøgning om plads i dagtilbud, indskrivning i folkeskole og skolefritidsordning samt ansøgning om sundhedskort og EU-sygesikringskort. På mødet vil direktøren komme med oplæg om lovens og dens konsekvenser. Evt. sendes høringssvar i regi af biblioteksparaplyen

      Se høringssvaret på https://www.db.dk/digitaliseringsudvalget-100212

      Indstilling
      til orientering
       

  14. Mødeplan
    Næste møde: Onsdag den 28. marts i forbindelse med årsmødet i Frederikshavn kl. 10.00 – 12.30 efterfulgt af repræsentantskabsmøde fra kl. 13.30.
    Det foreslås, at efterårets repræsentantskabsmøde afholdes den 23.11.12 kl. 11.00-15.00 på Vartov.

     

  15. Evt.
     

Med venlig hilsen

Vagn Ytte Larsen   /  Michel Steen-Hansen