Kulturpolitikere og biblioteksfolk fra hele Europa er netop nu samlet til bibliotekspolitisk topmøde på Dokk1 i Aarhus. De diskuterer den 4. maj blandt andet den manglede adgang til e-bøger, og bibliotekernes rolle med hensyn til at sikre og understøtte demokratisk, kulturelle og kompetente borgere.
Danmarks Biblioteksforenings formand Steen B. Andersen siger i anledning af konferencen:
"Jeg er meget stolt af og glad for, at EBLIDA har valgt at lægge det 25. topmøde i Aarhus. Jeg opfatter det som en anerkendelse af det store og gode biblioteksarbejde, der bliver gjort i Danmark. At Aarhus danner rammen for mødet, er jeg naturligvis særlig stolt af, fordi vi er valgt pga. vores fantastiske bibliotek Dokk1, og fordi vi i år er Europæisk kulturhovedstad."
"Mr. Tusk – Take down the digital barriers!" Lød det blandt andet fra Steen B. Andersen, da han som medlem af EBLIDAs Executive Committee præsenterede EBLIDA's nye Aarhus Declaration 2017. Et centralt og vigtigt resultat af EBLIDA Council, der fandt sted den 3. maj.
Den Europæiske biblioteksorganisation EBLIDA afholder ellers traditionelt kun sine årlige councils og topmøder, når et land har formandskabet i EU, således var Danmark sidst vært i 2012.