Skrevet af
Vagn Ytte Larsen
En lille måske overset session på årets IFLA-konference, som alligevel tændte mig.
Jeg købte en støttetrøje for 3 år siden, hvor omtalen og støtten til Haiti bølgede over verden. Trøjen var et opråb om at hjælpe med at få genrejst biblioteket på Haiti.
Sessionen blev ledet af en bibliotekar, hvis hjerte brændte for opbygningen af øen, som havde deltaget som frivillig i, også indsamling af midler, hvilket var blevet mere sparsomt end nødvendigt.
Hun viste billeder af opbygningen af biblioteket til det stade det havde nu tre år efter, og det var ikke så langt. Det sidste billede hun viste, var en grundmuring med afsatte mærker til ruminddeling. Jeg tænkte, som resten af den lille flok, som fulgte den glimrende fortælling om frivillige og indbyggerne, at i sandhed var de ikke nået langt.
Det blev så undervejs korrigeret til at blive en fortælling om, hvordan det var et mål, at lokalbefolkning, de lokale arbejdere skulle bygge og indrette deres bibliotek. Det var ikke meningen de skulle få et nyt bibliotek af fremmede, som så forlod landet. Faktisk va hele formålet, at de lokale og frivillige skulle være fælles om opgaven – i det tempo penge og arbejdskraft og befolkningen kunne følge med.
Det stærke var viljen til at bygge et bibliotek, sammen med alt det andet, der trængte f.eks boliger. Det var dog stadig brug for penge udefra og også frivillige.
Min reaktion med eftertanke var, at selv om det tog længere tid inden biblioteket stod færdig end jeg brød mig om, kunne det jo være en overvejelse værd, når vi "hjælper" i f.eks katastrofeområder eller andre mindre rige områder. Skulle vi måske tage det som et vilkår, at lokalbefolkningen skulle have deres sjæl og der engagement med i processer i stedet for at pushe i vores tempo.
Vagn Ytte Larsen
Formand for DB
IFLA, Singapore
