Digital formidling af samfundslitteraturen

Skrevet af

18. oktober, 2011
I takt med at grænserne for de eksisterende genrer bliver mere og mere flydende, er det oplagt at kunne finde både fag- og skønlitteratur på Litteratursiden, og endda lade dem optræde sammen. Ved at tilbyde digital formidling af samfundsdebatterende og andre relevante fagbøger på Litteratursiden, og ved at arrangere debatarrangementer på bibliotekerne med afsæt i fagbøger vil Litteratursiden være med til at løfte en større del af biblioteksopgaven.
 
Debat i Aarhus og Roskilde
Litteratursiden holdt i august møder med 51 interesserede bibliotekarer fra hele landet om at formidle samfundsdebatterende fagbøger på Litteratursiden og bibliotekerne i et samarbejde med DR.
 
Emner som afgrænsning af den faglitterære genre, formen på debatarrangementerne på bibliotekerne samt betydningen for Litteratursidens brand blev diskuteret livligt på to møder i henholdsvis Aarhus og Roskilde. Møderne var præget af stort engagement og bred opbakning til at eksponere debatterende fagbøger, og deltagerne bidrog med mange ideer og refleksioner over det at formidle faglitteratur digitalt og i bibliotekerne. Møderne førte til en ansøgning til Styrelsen for Bibliotek og Medier om midler til projektet.
 
Udvidelse af partnerskabet med DR
Ønsket om også at tilbyde digital formidling af faglitteratur tog for alvor fart, da DR i foråret tilbød Litteratursiden et partnerskab om projektet, som skulle indebære en “månedens fagbog” på Litteratursiden, bibliotekerne og på en række forskellige platforme på DR: P1 Faglitteratur, Danskernes Akademi på DR2 og dr.dk. Bibliotekerne kan byde ind på de forskellige temaer med udstillinger, debatter og læseklubber mm med månedens bog som omdrejningspunkt og med mulighed for lokale samarbejder med aftenskoler m.fl.
 
I takt med at grænserne for de eksisterende genrer bliver mere og mere flydende, er det oplagt at kunne finde både fag- og skønlitteratur på Litteratursiden, og endda lade dem optræde sammen. Således vil man – også via partnerskabet med DR og den brede eksponering herigennem – kunne nå ud til endnu flere borgere og forhåbentlig engagere flere i den offentlige debat.
 
Faglitteraturen og 4-rumsmodellen
Ud fra 4-rumsmodellen, præsenteret i Folkebibliotekerne i vidensamfundet, rapporten udarbejdet for Kulturministeriets udvalg af samme navn (Styrelsen for Bibliotek og Medier, 2009) af IVA-forskerne Dorte Skot-Hansen, Casper Hvenegaard-Rasmussen og Henrik Jochumsen, er der mange grunde til, at Litteratursiden skal bevæge sig ind i det faglitterære felt, og at bibliotekerne skal gå nye veje i formidlingen af debatterende fagbøger. Litteratursiden er i dag til stede i alle fire rum, Inspirations-, Lærings-, Performance- og Møderummet, ved at kombinere bibliotekets traditionelle litteraturformidling med brugerskabt indhold.
 
Som det fremgår af rapporten, opstår der noget uhyre interessant, når brugerne har mulighed for at være i flere rum på én gang. Litteratursidens læseklubber bevæger sig i dette flydende felt mellem læring og mødested: deltagerne mødes virtuelt og diskuterer, og i denne dialog om bøger opstår der læring. Mange deltagere har givet udtryk for, at de har fået ny erkendelse i dialogen. Ved at facilitere læseklubber om samfundsdebatterende faglitteratur på Litteratursiden samt via forskellige debatarrangementer med borgerne vil projektet forstærke denne kobling mellem læringsrummet og møderummet.
Ofte er fagbøger toneangivende i den offentlige debat, og bibliotekerne kan via projektet ruste borgerne til at tage del i denne debat og dermed styrke den demokratiske proces. I lyset af 4-rumsmodellen kan man sige, at projektet er med til at styrke empowerment hos borgerne, eftersom de via projektets vifte af tilbud for interaktiv og social læring får styrket kompetencerne for at deltage aktivt i samfundsdebatten.
 
Første skridt i Danskernes Digitale Bibliotek
Formidlingen af faglitteraturen på denne måde er også interessant på anden måde. Nemlig i forhold til visionerne om det kommende Danskernes Digitale Bibliotek, eftersom et af omdrejningspunkterne i det Digitale Bibliotek er kobling af indhold til andet relevant indhold for brugerne. Denne kobling vil ofte gå på tværs af skøn- og faglitteraturen, da det afgørende for brugeren er emnet.
 
Litteratursiden vil med koblingen af skønlitteratur og faglitteratur for alvor kunne tage hul på den digitale formidling af begge genrer og dermed introducere borgerne for første skridt i det kommende Digitale Bibliotek.
 
 
Lise Vandborg
chefredaktør, Litteratursiden.dk

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...