Innovation nord for Limfjorden

Skrevet af

3. juni, 2011

Den 24. maj i år lagde hendes majestæt Dronningen vejen inden om Brønderslev Bibliotek. Ikke for at låne en roman, men fordi Brønderslev By i år har 90 års købstadsjubilæum, og i den forbindelse havde borgmester Lene Hansen, Socialdemokraterne, inviteret regentparret på besøg, og de takkede ja bl.a. til en introduktion til det moderne folkebibliotek. I sin præsentation omtalte bibliotekschef Bente Kristoffersen bl.a. de måder biblioteket til stadighed udvikler sig på. Her introducerer Louise Eltved Krogsgård, bibliotekets udviklingsmedarbejder, to aspekter af bibliotekets aktuelle innovationsprojekter, der begge handler om at inddrage brugerne.
 
Brønderslev Bibliotek har i sin tilgang til aktuel biblioteksudvikling valgt at følge sloganet fra et at de senere års metodeprojekter Brug Brugerne og har sat fokus på brugerdreven innovation som en arbejdsmetode, der kan bruges på alle planer fra de mere overordnede bibliotekspolitiske niveauer og ned i de daglige opgaveområder. Med to af innovationsprojekterne udvikledes, med meget få ressourcer, dels et nyt it-tilbud med brugerne i centrum, dels et nyt koncept for biblioteksorientering til 4. klasserne. 

Internetmarked, chips og cola er en anderledes måde at profilere bibliotekets it-introduktioner og tiltrække nye brugere på. På Brønderslev Bibliotek sætter vi som de fleste andre biblioteker it-undervisning højt og prioriterer bredt og på forskellige niveauer. Brønderslev Kommune, som er en landkommune, har et lavt uddannelsesniveau. En vigtig opgave for biblioteket er derfor hele tiden at styrke vores brugere i at erhverve sig de it-kompetencer, som er nødvendige at have i forhold til at kunne navigere i vores samfund, hvor en stadig stigende del af oplysninger findes på nettet. Vi tilbyder både kurser (it-introduktioner), velfungerende publikums-pc’er og it-træffetid, hvor brugerne kan få hjælp til it-relaterede spørgsmål. I den forbindelse er det vigtigt at kunne tilbyde et varieret tilbud, så der er noget til forskellige brugerbehov. Og et tilbud som svarer til brugernes efterspørgsel.  Systematisk evaluering af it-introduktionerne, traditionelle spørgeskemaer og fokusgruppeinterviews har været en vej til mere bruger-relevante kurser, en anden var vores nye Internetmarked en forårssøndag. Med stor spænding så vi frem til dagen – ville der komme nogle brugere eller ej på det, der viste sig at være den første forårsdag med højt solskin. Kl. 13 var vi klar ved små hyggelige markedsøer, med plakater og cola og chips, som oplagt tilbud til internetmarkedet. Straks da vi åbnede døren, væltede det ind med interesserede brugere. Der kom blandt andet en seniorunderviser i it, som ville have ny inspiration, en vennekreds der var taget af sted sammen for at høre mere om e-boks og borger.dk. Nogle kom for at lære at søge efter rejser, andre for at finde musik og søge på blogs. I det hele taget var det en meget bred skare. Nogle allerede flittige brugere af vores it-introduktioner. Andre, folk som aldrig havde deltaget i disse. Internetmarkedet og idéen med at lave et uforpligtende markedstilbud på en søndag, hvor flere brugere har mulighed for at deltage, fik profileret vores service, personalets kompetencer og spændvidder og gav en god snak med både nuværende brugere og potentielle brugere.
Alt i alt vigtig ny viden til at arbejde videre med.
 
Med projektet Palles Safari ønskede vi at styrke samarbejdet mellem skolerne og bibliotekerne og at lære mere om, hvad lærerne og børnene kan bruge et bibliotek til. Derfor startede vi en proces, der inddrog lærere, elever og bibliotekets personale i et fælles oplevelses- og udviklingsprojekt. Vi gjorde det sammen med 4. klasserne på Skolegades Skole, en byskole få hundrede meter fra hovedbiblioteket, og Flauenskjold Skole, en landsbyskole, som har langt til de to faste biblioteker i Dronninglund og Hjallerup og derfor som regel bruger bogbussen.
Eleverne har mødt biblioteket i to omgange. Den ene gang lavede de med stort engagement ved hjælp af en stor mængde kasserede bøger og blade, som de måtte klippe i, plancher om “Hvad er et bibliotek?” 
Det var spændende at se, hvad børnene lægger vægt på i deres opfattelse af et bibliotek. Computere, spillekonsoller, film, spil og musik har stor betydning for børnene og fyldte lige så meget på plancherne som bøger. Næste gang gik de dels på fotosafari på hovedbiblioteket i Brønderslev med et kamera og skulle fotografere ting, de syntes var sjove, spændende, kedelige, gammeldags og moderne. Dels kunne de bygge deres helt eget drømmebibliotek i byggeklodsmaterialet, Playmais. Det var ikke kedeligt. Stod det til dem, skulle vi have rutsjebaner fra børnebiblioteket på første sal til voksenafdelingen i stuen. Men også palmer, hyggekroge, spil og spillemaskiner og bøger.
Med dette projekt fik vi en god snak om, hvad børnene gerne vil møde på biblioteket, og deres mange idéer har vi taget med os og forsøger at gøre til virkelighed. Vi har blandt andet taget den børneinvolverende tanke med ind i biblioteksorienteringen. I stedet for at afslutte en biblioteksorientering med en booktalk indfletter vi nu børnenes egne tanker og oplevelser ved, at børnene selv kan anmelde bøger, mens vi supplerer med materiale, der ligner eller er relevant. Et andet initiativ handler om kontakten til lærerne. Vi inviterer nu de enkelte skoler ind i et netværk af VIP-lærere, biblioteksvipperne, og håber på den måde lettere at nå ud til skolerne. ‘Vipperne’ får så til gengæld to fribilletter til bibliotekets arrangementer og lidt god mad.
 
På Brønderslev Bibliotek definerer vi innovation som forandringer, der giver forbedringer i praksis, og med brugerdreven innovation – en kombinationen af personalets kompetencer og brugernes ønsker og meninger – skabes nye innovative og brugervenlige tilbud i biblioteket. Brønderslev Bibliotek har mange gode erfaringer med brugerdreven innovation som udviklingsmetode og fortæller gerne mere om den. Kontakt os via: Louise.Eltved.Krogsgard@99454545.dk .

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...