Nyt legende læreunivers i Albertslund

Skrevet af

14. februar, 2012

Et godt sprog er vigtigt, når man går på oplevelse i livet, både på biblioteket og udenfor. Derfor har Albertslund Bibliotek indrettet et legende læreunivers, “A-B-C og 1-2-3”, der skal inspirere de 4-7-årige til at boltre sig i bogstaver, ord og tal.

Det er nyt for et bibliotek i Danmark at arbejde så bevidst med børns sprog gennem deres sanser. Udstillingen skal udvikle børnenes sprog og talfornemmelse samtidig med, at de leger og har en sjov oplevelse på biblioteket. Om baggrunden fortæller teamleder i børnebiblioteket, Gitte Kristoffersen: “Vi forsøger hele tiden at tænke over, hvordan vi kan være medspiller i kommunens strategi om at styrke børns læsning, og “ABC og 1-2-3” ser vi som en håndsrækning til institutioner og forældre, der arbejder med sprogudvikling.”

Udstillingen var åben hele januar måned og fyldte det meste af bibliotekets åbne gulvareal. Her kunne børn lave mad i tal-køkkenet, fordele ting i en bogstavreol eller de kunne sætte sig til rette i Chesterfieldsofaen, og lokke yndlingspædagogen til at læse en historie. Og var de til mere bevægelse, kunne de hoppe i tal-sneglen eller følge fodsporene fra A-Å gennem hele udstillingen.

Biblioteket er inspireret af Storyville i USA og Rum för barn i Stockholm, begge er tidligere introduceret i Danmarks Biblioteker, men det var sidste års BØFA-konference, der gav det sidste skub.

Børnebibliotekar Louise Greiner kom tilbage fra konferencen og var tændt på, at man lokalt skulle skabe noget nyt. Og så tog idéerne ellers fart blandt børnebibliotekarerne. Gitte Kristoffersen fortæller også, at børnebibliotekarer fra Herlev, Ishøj og Vallensbæk Biblioteker besøgte Albertslund i udstillingsperioden for at hente inspiration til lignende initiativer.

I forbindelse med åbningen havde Albertslund Bibliotek besøg af Børnehuset Troldehøj, der hurtigt indtog udstillingens forskellige faciliteter. Ved tal-køkkenet begyndte en lille gruppe børn, i samarbejde med deres pædagog, at lave frugtsalat. De fulgte en lamineret opskrift, der lå fremme.
“Kan I se, hvor mange bananer, der skal bruges?” spurgte pædagogen, og små buttede fingre rodede i kurven med frugt for at finde tre bananer lavet af træ, der med en hul lyd dumpede ned i aluminiumsgryden.

En gruppe piger var ved bogstavreolen travlt beskæftiget med at hive legetøj op af en stor kurv og placere det på den rette hylde i reolen. Sophie fandt en blå bil i kurven.
“Hvilket bogstav tror du, en bil starter med?” spurgte en pædagog, og efter et par sekunders tænketid, lyste Sophie op i et smil, “B!”, konstaterede hun og ilede hen til hylden, der husede tingene med 'B'. Dernæst fandt hun en dukke, så en hest, og også en fjer.
“Jeg bliver bare ved og ved,” sagde hun forpustet og glad, mens hun ilede forbi.
Også Kamma Strauss, støttepædagog på Troldehøj, havde en god dag på biblioteket. “Vi forsøger hele tiden at skærpe børnenes sanser over for bogstaver og tal, men det her er rigtig god inspiration til vores arbejde. Vi har eksempelvis et legekøkken, så hvorfor ikke også lave nogle opskrifter? Eller lave en bogstav-reol?” sagde Kamma Strauss.

For alle involverede, Gitte Kristoffersen og de andre ansatte i børnebiblioteket, var det efter måneders forberedelse både spændende og inspirerende at iagttage børnene fra Troldehøj, da de gik på opdagelse i udstillingen.
“Vi har været spændte på at se, om børnene nu brugte udstillingen sådan som vi havde tænkt, de ville gøre. Det gjorde de, og mere til. Så vi var meget tilfredse,” konstaterede Gitte Kristoffersen efter det nye formidlingsinitiativ.

Albertslund Biblioteks teamleder og børnebibliotekarer er ikke i tvivl: her vil man også fremover satse på at skabe et lege-læringsunivers for børn som en fast del af bibliotekets tilbud.
”Vi har i mange år arbejdet med leg og læring sammen, men aldrig så udfoldet på en gang. Flere af elementerne fra udstillingen skal fremover indgå i det lege-miljø, som vi i forvejen har og som forhåbentlig sammen med den øvrige materialebestand vil give børn og forældre en oplevelse af biblioteket, som et sted med både leg og fordybelse”, slutter Gitte Kristoffersen.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...