Det første drejer sig om, siger Flemming Olsen, at vi alle sammen skal blive dygtigere. Den ufaglærte skal blive faglært, den faglærte skal videreuddannes osv. Det andet om, at sammenhængskraften i samfundet er truet.
Hvad handler det mere præcist om?
FO: Vi taler om vidensdagsordenen på flere fronter og ikke mindst i forhold til den aktuelle folkeskolereform. Den går som en rød tråd gennem alle forhold af børns udvikling. Dén udfordring kan ikke løses af folkeskolen, eller af universiteterne eller af andre alene. Dén kan kun løses i et fællesskab, hvis alle parter i samfundet går sammen – fra dagtilbud og børnehaver og opefter – og vi medtænker det guld, der ligger i ethvert nabolag. Ikke her mindst folkebiblioteket som en stor vidensinstitution i lokalsamfundet.
Den anden udfordring er, at sammenhængskraften udfordres af øget polarisering og individualisering. Men også af globaliseringen. Nogen tager det som en positiv tilgang, mens andre bliver nervøse, blokerer og lægger under for fordomme. Velstanden op gennem ‘nullerne’ har understøttet individualismen, men det er farligt for et samfund, hvis fællesskabet krakelerer.
I forhold til disse to store udfordringer skal vi som chefer for børne-og kulturområdet forsøge at skabe de bedst mulige rammer, så flest mulige bliver dygtigere – og på den anden side skabe nogle rammer, som understøtter fælleskabet i det danske samfund.
Det, der er opgaven for kommunen, for kommunalpolitikerne og os som chefer for det her område, det er at få lagt strategier, som sikrer at de forskellige institutioners muligheder understøtter hinanden. Det kan handle om at lave en videnstrategi for, hvordan det faglige niveau højnes, og f.eks. også for hvordan bibliotekets rolle og dets samspil med de øvrige institutioner kan tænkes ind i det. Vi skal sørge for at lægge nogle hovedspor, så vi får de prioriteringer, som er nødvendige.
Hvilken rolle mener du, at folkebiblioteket kan og skal spille i de to sammenhænge?
FO: Med hensyn til vidensdagsordenen tales der direkte ind i folkebibliotekets formålsparagraf. Biblioteket skal jo bidrage til information og viden. Det understøtter ikke bare med viden og læring, det handler i lige så høj grad om folkeoplysning, oplevelser og om, at man får åbnet øjnene for noget nyt og om at understøtte fællesskabet.
Folkebiblioteket kan noget særligt. Utallige undersøgelser viser da også, at det er alment velanskrevet i befolkningen. Som det 3. sted – ved siden af hjemmet og arbejdspladsen eller skolen – hvor vi kan komme med hver vores behov og ønsker. Her har vi et fællesskab, som også kan åbne øjnene for hinanden i lokalsamfundet.
Et nyt bibliotek – i dialog med omverdenen
I relation til ovennævnte store udfordringer pointerer Flemming Olsen samtidig, at vi lever i en tid, som er enormt omskiftelig. Hvilket bl.a. betyder, at det folkebibliotek, vi kender i dag, vil være et helt andet om 10 år. Bibliotekets kerne vil i hans optik også fremover være intakt, men de fremtidige opgaver vil i stigende grad og i overensstemmelse med Kulturstyrelsens rapport om Folkebibliotekerne i vidensamfundet blive løst inden for rapportens fire biblioteksrum: Læringsrummet, inspirationsrummet, møderummet og performancerummet – og dertil, tilføjer BKF’s formand et femte, som han finder vigtigt, nemlig integrationsrummet.
FO: Netop nu er en række biblioteker inde i en spændende forvandlingsproces. Vi ser nye (fysiske og digitale) rum og andre prioriteringer; nogle ting nedprioriteres andre opprioriteres, og nyt kommer til. Folkebiblioteket understøtter både innovation og empowerment, så de, der kommer i det, kan blive kompetente medborgere. Det er for mig at se noget af kernen i biblioteket.
Kan du konkretisere det?
FO: Folkebiblioteket tager i stigende grad farve af lokalsamfundet og omgivelserne, og flere biblioteker udvikler sig i forskellige retninger. F.eks. ser vi en række biblioteker udvikle sig til medborgercentre, typisk i områder med mange sociale udfordringer. Det er en rigtig spændende udvikling. Vi ser også, at andre specialiserer sig i forhold til et særligt område, f.eks. med tilbud til især børn og unge. En spændende udvikling efter min opfattelse. Det handler om at gå i dialog med omverdenen.
Hvordan ser BKF på biblioteker og borgerservice sammen, en tendens som kommunalreformen har sat turbo på?
FO: Den udvikling synes jeg ikke, man skal være bekymret for. Der er fordele i den ud over, at man er tættere på borgerne og de længere åbningstider. Borgerservice tager også farve af bibliotekets kultur og dets muligheder som det 3. sted efter hjem og job. Her er en anden tilgang til borgerne end den, der er på et råd-hus. Det vigtige er, at de to ting har hver deres platform, og at det er tydeligt for borgerne i forhold til opgaverne.
Budgetter, effektivisering og muligheder i civilsamfundet
Siden kommunalreformen har folkebiblioteksområdet været karakteriseret af store besparelser, og Flemming Olsen medgiver, at bibliotekssektoren er en af de sektorer, hvor der, som han formulerer det, er sket den skrappeste prioritering. En udvikling som bibliotekssektoren efter hans vurdering nok ikke er færdig med, og som i øvrigt omfatter hele den kommunale sektor.
BKF’s formand er overbevist om, at Finansministeriet vil sørge for at tage det provenu hjem, som den fællesoffentlige digitalisering giver i effektiviseringsgevinst, når den er oppe i fulde omdrejninger fra 2015.
Hvordan harmonerer bibliotekernes stramme budgetudvikling med, at de får nye opgaver?
FO: Vi kan konstatere, at der er sket en effektivisering af bibliotekssektoren i kølvandet på reformen. Det er langt hen af vejen lykkedes bibliotekerne at komme godt gennem den budgetmæssige udvikling. Det har handlet om at benytte sig af ny teknologi til bl.a. selvbetjening, det er borgerne blevet vant til på andre områder. Det giver åbenbart nogle muligheder, så besparelserne ikke altid er gået ud over bibliotekstilbuddet som sådan. Det helt afgørende er at holde fast i det, som er grundlaget i biblioteksdriften, at holde fast i det unikke og særlige og så tænke nye muligheder ind, bl.a. i forhold til civilsamfundet.
Det fører os frem til den voksende brug af frivillige i kommunalt regi. Flemming Olsen fremhæver bibliotekssektoren, som en af de sektorer, der har været gode til at tage frivillige ind på nogle felter. Den udvikling, venter han også at se på andre kommunale serviceområder i de kommende år.
Hvordan vil BKF styre kvaliteten i servicen, når stadig flere frivillige inddrages?
FO: Man kan ikke udelukke, at en frivillig yder en indsats, som ikke vil være acceptabel set i forhold til, at der er offentlige midler i indsatsen. Men vi forventer i foreningen, at de professionelle, fagfolkene, evner at indgå i en dialog med brugerne og med, hvad der måtte komme af frivillige, således at vi kan bruge det guld der ligger i nabolaget. Og samtidig gøre det, så det sker på et fagligt grundlag. Ethvert fagligt system har jo en tendens til at lukke sig om sig selv. Det er altid nemmere at forstå dem man ligner frem for de andre. De nye muligheder ligger i at gå i samspil med nogen, der ikke ligner en selv.
Hvilke forventninger har du til skolereformen, nærmere betegnet Helhedsskolen – og ser du en rolle for folkebiblioteket i den sammenhæng?
FO: Grundlæggende handler skolereformen om, at vi sikrer at: Alle børn bliver dygtigere, at vi får brudt den sociale arv, og at vi får børn, der trives i skolen og udbygget tilliden til skolen.
Kigger vi 5-10 år frem, så kan vi alle være enige om, at den måde, som børn tilegner sig viden på i skolen i dag, vil på en række felter være meget, meget forandret. Fordi børnene i stor udstrækning evner at skaffe sig digitale informationer. Det gør nødvendigvis også, at et skolebibliotek kommer til at forandre sig. Dér hvor man kan sige, at der har været en berettigelse i forhold til at tale om en slags bibliotek i folkeskolen og en anden slags væsen som folkebibliotek, har hængt sammen med, at skolebiblioteket har været en del af skolens didaktik og curriculum. Skolens medarbejdere har haft kendskab til fælles mål. Har haft en viden om, hvordan de forskellige materialer på skolebiblioteket kan bruges i relation til at nå undervisningens mål.
Til gengæld så har folkebibliotekaren haft nogle andre kompetencer, som jo i høj grad er gået på, hvordan er det, jeg skaffer mig information, hvordan er det, jeg redigerer min information, hvordan er det jeg transformerer massevis af information til viden i relation til min opgaveløsning.
Flemming Olsen er optaget af, at de kompetencer, som folkebibliotekaren har, skal møde og være i samspil med de kompetencer, som findes i skolens regi. Han tror på, at skolebiblioteket kommer til at udvikle sig til en slags læringscenter for skolen med de særlige kompetencer, som er til stede i forhold til, hvordan fagene udvikler sig, f.eks. naturfagsundervisningen. Men ved siden af det, vil læringscentret også omfatte de funktions-teknologiske kompetencer, dvs. de biblioteksmæssige kompetencer.
BKF og djøficering
Hvem repræsenterer Børne- og Kulturchefforeningen i dag. Er fordelingen stadig ‘flest læreruddannede’ eller er ledelsen af forvaltningerne blevet overtaget af djøf’ere?
FO: I dag er kulturen og kulturområdet organisatorisk placeret forskellige steder i kommunerne. Det har så naturligvis også betydning for hvilken type direktør, der er ansvarlig. Det er ikke mere flertallet af landets kommuner, hvor man har den traditionelle børne- og kulturforvaltning med en lærer som chef, sådan som vi har det i Herlev Kommune. I dag er kulturområdet rigtigt mange steder blevet placeret sammen med Sundhed, og rigtigt mange steder er det placeret sammen med Byplanområdet, og en del steder er området placeret under Stab. Men uanset placering, så er kulturen den ilt, der får kommunen til at hænge sammen.
I kraft af New Public Management-ledelsesformen er der en tendens til, at man i større udstrækning har direktioner, hvor direktørerne er generalister, man arbejder på tværs, og der er kommet flere djøf’ere. I BKF har vi sat os for at håndtere den udfordring ved hjælp af et netværk – Netværket for Kultur- og fritidschefer. Hovedparten, der sidder i det, har sådan set ikke noget med skolen at gøre. Så på den måde kan man godt sige, at den traditionelle skoledirektør – som jo oftest var forvaltningschef før – ikke er det mere. Det er især sket i forbindelse med kommunalreformen, men udviklingen startede så småt tilbage i slutningen af 1990’erne. Men det er vigtigt at holde fast i, at ligegyldigt hvor kulturen og folkebiblioteket er placeret, så skal det i dag spille sammen med hele den kommunale vifte. Jeg skal f.eks. hos mig selv i Herlev tænke på, hvordan kulturen kan understøtte en erhvervs- og udviklingsstrategi.
Alle børn og unge skal møde kunst og kulturoplevelser
Politikker for børnekultur i kommunerne, projekter og børnekulturkonsulenter talte man meget om for 5-10 år siden. I dag er fokus på børnekultur i drift, forklarer BKF-formand Flemming Olsen. At børnekulturen implementeres dér, hvor børnene er – i daginstitutionen, i dagtilbuddet og på skoleområdet og på det børnesociale område. Han siger: “Vi har i BKF et særligt ansvar at tænke i, hvordan kan kunstneriske oplevelser og kulturelle tilbud når ud til alle børn.”
Et par gode eksempler findes i kommunen, hvor Flemming Olsen selv er børne- og kulturdirektør.
FO: Vi lægger i Herlev stor vægt på, at børn møder kultur i skolen med en særlig ‘børnekulturel rygsæk’; oprindeligt et projekt, men nu en fast del af driften. Børn kan lære på mange forskellige måder og rygsækken sikrer, at de oplever kunst i forskellige kulturinstitutioners rammer. Børnene møder en musiker på et klassetrin, en kunstner på et andet. De ser teater i medborgerhuset, ligesom de også møder dansere. På biblioteket møder de en forfatter og skriver sammen med vedkommende i en hel uge.
Det er efter Flemming Olsens opfattelse en rigtig måde at sikre, at alle børn, ikke kun dem fra mere velbjærgede familier, der er flittige kulturbrugere, møder kunst og kultur. Han fortæller også, at: “Herlev arbejder på at sikre at alle børn møder bøger. Det sker i børnehavebiblioteker i boligområder, hvor måske ikke alle har råd til at købe bøger. Vi ønsker at alle børn får læseoplevelser, også som led i sprog-læring. Det er en spændende udfordring og vi er ikke færdige med den. Det ville være fint, hvis der blev afsat nogle flere satsmidler på det her område de kommende år.
Denne type af aktiviteter vil foreningen også overveje fremover i forhold til, hvordan man eventuelt kan erstatte nogle af de sociale tilbud, som gives til børn og unge i udsatte familier. Ligesom Flemming Olsen finder, at det er oplagt at inddrage sådanne tilbud i skolen i relation til folkeskolereformen og intentionerne bag den; denne er i skrivende stund er under sidste behandling.
Unge-kultur er langt fra bare skaterbaner eller ungdomshuse. Men unges kultur opstår dér, hvor unge selv laver aktiviteter, påpeger Flemming Olsen videre. Her er udfordringen bl.a. at skabe attraktive unge aktiviteter og rum i biblioteket. Herlev har lavet et kulturtilbud på hovedbiblioteket for unge mellem 15-30 år i Herlev og omegn: 2730 Demoteket. Her kan alle unge udstille og udlåne egne digte og demobånd, malerier, film og street-art-bøger… Og her kan man låne andres, opholde sig, arbejde og mødes med hinanden. Det sker i vores biblioteksrum – ét stort rum – og det kan da være noget af en udfordring både for de unge selv, for andre brugergrupper og for vores bibliotekarer. Her handler det om at have is i maven og turde de unge og deres virkelighed i relation til at få ny indsigt og viden på deres præmisser.
Et andet sted, bibliotekerne sammen med lokale unge kunne tage fat, er kommunalvalget. En undersøgelse fra YouGov, lavet for Momentum (KL’s Nyhedsblad), viser nemlig, at unge gider ikke politik. For at det skal give mening, efter Flemming Olsens vurdering, skal der være en række sessioner op til valget, hvor unge selv byder ind som udgangspunkt. Så man som ung oplever, at det jeg selv foretager mig, gør en forskel; det er oplæring i medborgerskab.
Elementer i en kommunal videnstrategi
Aktiviteter af denne art kunne meget vel indgå i arbejdet med en kommunal videnstrategi. I dag er det kun, mener Flemming Olsen, et fåtal af landets kommuner der har en samlet politik på vidensområdet. Men instrumentet kan være et vigtigt redskab lokalt, når det gælder om at finde alle veje til ny viden og til at bruge den – f.eks. i iværksætter sammenhænge og lignende. Han forklarer: “Du skaffer dig viden på to måder. Den ene måde er den traditionelle gennem videnskab, hvor viden bygges oven på viden, og der skabes ny viden. Så er der den anden. Noget man ikke forstår, ikke rigtigt begriber. Det er der, hvor kunsten kan komme ind og udtrykke nogle følelser, nogle stemninger, nogle fornemmelser, som giver anledning til samtaler – og som gør dig klogere. Dét, det handler om i en overordnet videnspolitik eller -strategi, er, at vi har brug for begge dele. Vi har brug for det rationelt tænkende, og vi har brug for det kunstnerisk skabende.
