Sverige: To år efter at Norge og 10 år efter at Danmark fik en biblioteksforening, fik også Sverige et nationalt talerør for bibliotekssagen: Sveriges Allmänna Biblioteksförening (SAB). Foreningen konstitueredes på et møde i Lærerindeseminariets lokaler på Riddargatan i Stockholm 7.-9. januar 1915 under nærvæ-relse af Folkbildningsförbundets æresformand, prins Eugen, og i august samme år afholdtes i Lund det første årsmøde.
En inspirerende kraft bag oprettelsen var i høj grad bibliotekspioneren Valfrid Palmgren (Munch-Petersen), som under en studierejse til USA var blevet glødende grebet af den på disse kanter voksende ‘library spirit’, og her havde set, hvordan den amerikanske biblioteksforening ALA havde formået at gøre sin indflydelse gældende.
Skønt flere af initiativtagerne til den nye forening kom fra de videnskabelige biblioteker, blev fokus ret hurtigt tippet til især at beskæftige sig med folkebibliotekernes ve og vel. Hvilket formentlig var en af grundene til, at forskningsbiblioteksverdenen allerede i 1921 etablerede sin egen organisation, nemlig Sven-ska Bibliotekarie Samfundet (SBS). Først i år 2000 fusionerede denne forening med SAB til Svensk Biblioteksförening (SB). I det jubilæumsskrift, der, med Margareta Lundberg Rodin som redaktør, er udgivet i anledning af jubilæet, er et helt kapitel da også viet SBS.
Samme år, som SAB oprettedes, udsendte bestyrelsen et opråb, hvor alle med interesse for biblioteksvæsenets udvikling, men især bibliotekarer og medlemmer af landets biblioteksbestyrelser, opfordredes til at slutte op bag foreningen. I det blev foreningens formål angivet til at give nye impulser og ny kraft til biblioteksarbejdet. Men også at arbejde for, at bibliotekarstandens ønsker tillagdes større vægt. Fra det første årsmøde kom der ligefrem en udtalelse adresseret til landets biblioteksbestyrelser om, at de, der arbejdede på bibliotekerne, burde modtage en rimelig godtgørelse for deres indsats, og at dette i længden var en forudsætning for udviklingen af landets biblioteksvirksomhed.
Ret hurtigt nedtonedes dog anden del af formålet. Blandt andet fordi bibliotekarerne organiserede sig fagforeningsmæssigt.
Bibliotekerne er “grundbulten i folkbildningen och den demokratiska utvecklingen”, noterer SAB’s nuværende formand, Calle Nathanson, adm direktør for Folkets Hus og Parker, i sit forord til omtalte skrift. “Till det mänskliga ordets trygga beredskap och värn”, lyder den noget højstemte titel, hentet fra det digt, Karl Asplund skrev i forbindelse med foreningens 25-årsjubilæum i 1940. Nu genoptrykt først i skriftet.
At det biblioteksvæsen, den svenske biblioteksforening gennem de mange år har slået til lyd for, skal have en samfundsforandrende og demokratifremmende rolle, er da også, hvad der som en undertone glider gennem flere af bogens bidrag. Og noget, der ved årtusindskiftet førte til en stribe teser om bibliotekernes rolle og opgaver i den demokratiske proces: Mötesplats i tid och rum; Grogrund för delaktighet; Uppleva, leva sig in i, leva samman; Utsikt, insyn, insikt, åsikt; Kunskapsväg till makt; Mångfald och möjligheter; Frizon för alla.
Samtlige bidragydere til jubilæumsskriftet har været eller er stadigvæk involveret i biblioteksforeningens arbejde, som ansatte i foreningsapparatet eller på formands- og bestyrelsesplan. Noget, der formentllig er medvirkende til, at foreningens fortjenester i hvert fald ikke undervurderes. Uden at det dog udarter til et glansbillede.
Generelt gælder dog, at jubilæumsskriftets 13 artikler er vel-skrevne og giver et solidt og indgående, ind imellem ligefrem underholdende billede af foreningens organisatoriske forhold, mærkesager, interne bråvallaslag og udadvendte indsats i relation til den kultur- og samfundsudvikling, der gennem de hundrede år har præget biblioteksverdenen. Af tidsskriftet BBL, det internationale engagement, den bibliotekariske metier og løn- og arbejdsforhold. Som bilag bringes oversigter over alle dem, der i tidens løb har modtaget en af SAB’s/SB’s mange priser og plaketter, bl.a. Årets Bogbuspris og Niels Holgersson- og Elsa Beskow-plaketterne.
Af et indslag i jubilæumsbogen om foreningens relation til Bibliotekstjänst (Sveriges pendant til Bibliotekscentralen/DBC i Danmark) fremgår det, at SB som hovedejer af denne virksomhed i 2003 solgte 50% af sine aktier for i 2008 helt at trække sig ud af BTJ. Det fik SB i alt 221 mio. sv. kroner ud af.
Det er derfor en i økonomisk henseende særdeles velkonsolideret forening, der nu lægger sine første hundrede år bag sig. Hvad det betyder for den fremtidige indsats, afholder Inga Lundén, tidl. stadsbibliotekar i Stockholm og SB-formand fra 2009-14, sig klogeligt fra at spå om. For, som hun skriver i bogens udgangskapitel: “Om fremtiden ved man bare én ting med sikkerhed. Den bliver aldrig, som man har forestillet sig”. Men samtidig understreger Inga Lundén, at den fremtidige biblioteksudvikling og SB’s rolle i den jo i vid udstrækning afhænger af, “hvilket samfund, vi ønsker os for vore børn og deres børn”. Selv er hun ikke i tvivl. Det skal være et samfund, hvor den frie adgang til information fortsat sikres og styrkes. Og det samfund må vi kæmpe for allerede nu, slutter hun.
Sverige. To år efter at Norge og 10 år efter at Danmark fik en biblioteksforening, fik også Sverige et nationalt talerør for bibliotekssagen: Sveriges Allmänna Biblioteksförening (SAB). Foreningen konstitueredes på et møde i Lærerindeseminariets lokaler på Riddargatan i Stockholm 7.-9. januar 1915 under nærvæ-relse af Folkbildningsförbundets æresformand, prins Eugen, og i august samme år afholdtes i Lund det første årsmøde.
En inspirerende kraft bag oprettelsen var i høj grad bibliotekspioneren Valfrid Palmgren (Munch-Petersen), som under en studierejse til USA var blevet glødende grebet af den på disse kanter voksende ‘library spirit’, og her havde set, hvordan den amerikanske biblioteksforening ALA havde formået at gøre sin indflydelse gældende.
Skønt flere af initiativtagerne til den nye forening kom fra de videnskabelige biblioteker, blev fokus ret hurtigt tippet til især at beskæftige sig med folkebibliotekernes ve og vel. Hvilket formentlig var en af grundene til, at forskningsbiblioteksverdenen allerede i 1921 etablerede sin egen organisation, nemlig Sven-ska Bibliotekarie Samfundet (SBS). Først i år 2000 fusionerede denne forening med SAB til Svensk Biblioteksförening (SB). I det jubilæumsskrift, der, med Margareta Lundberg Rodin som redaktør, er udgivet i anledning af jubilæet, er et helt kapitel da også viet SBS.
Samme år, som SAB oprettedes, udsendte bestyrelsen et opråb, hvor alle med interesse for biblioteksvæsenets udvikling, men især bibliotekarer og medlemmer af landets biblioteksbestyrelser, opfordredes til at slutte op bag foreningen. I det blev foreningens formål angivet til at give nye impulser og ny kraft til biblioteksarbejdet. Men også at arbejde for, at bibliotekarstandens ønsker tillagdes større vægt. Fra det første årsmøde kom der ligefrem en udtalelse adresseret til landets biblioteksbestyrelser om, at de, der arbejdede på bibliotekerne, burde modtage en rimelig godtgørelse for deres indsats, og at dette i længden var en forudsætning for udviklingen af landets biblioteksvirksomhed.
Ret hurtigt nedtonedes dog anden del af formålet. Blandt andet fordi bibliotekarerne organiserede sig fagforeningsmæssigt.
Bibliotekerne er “grundbulten i folkbildningen och den demokratiska utvecklingen”, noterer SAB’s nuværende formand, Calle Nathanson, adm direktør for Folkets Hus og Parker, i sit forord til omtalte skrift. “Till det mänskliga ordets trygga beredskap och värn”, lyder den noget højstemte titel, hentet fra det digt, Karl Asplund skrev i forbindelse med foreningens 25-årsjubilæum i 1940. Nu genoptrykt først i skriftet.
At det biblioteksvæsen, den svenske biblioteksforening gennem de mange år har slået til lyd for, skal have en samfundsforandrende og demokratifremmende rolle, er da også, hvad der som en undertone glider gennem flere af bogens bidrag. Og noget, der ved årtusindskiftet førte til en stribe teser om bibliotekernes rolle og opgaver i den demokratiske proces: Mötesplats i tid och rum; Grogrund för delaktighet; Uppleva, leva sig in i, leva samman; Utsikt, insyn, insikt, åsikt; Kunskapsväg till makt; Mångfald och möjligheter; Frizon för alla.
Samtlige bidragydere til jubilæumsskriftet har været eller er stadigvæk involveret i biblioteksforeningens arbejde, som ansatte i foreningsapparatet eller på formands- og bestyrelsesplan. Noget, der formentllig er medvirkende til, at foreningens fortjenester i hvert fald ikke undervurderes. Uden at det dog udarter til et glansbillede.
Generelt gælder dog, at jubilæumsskriftets 13 artikler er vel-skrevne og giver et solidt og indgående, ind imellem ligefrem underholdende billede af foreningens organisatoriske forhold, mærkesager, interne bråvallaslag og udadvendte indsats i relation til den kultur- og samfundsudvikling, der gennem de hundrede år har præget biblioteksverdenen. Af tidsskriftet BBL, det internationale engagement, den bibliotekariske metier og løn- og arbejdsforhold. Som bilag bringes oversigter over alle dem, der i tidens løb har modtaget en af SAB’s/SB’s mange priser og plaketter, bl.a. Årets Bogbuspris og Niels Holgersson- og Elsa Beskow-plaketterne.
Af et indslag i jubilæumsbogen om foreningens relation til Bibliotekstjänst (Sveriges pendant til Bibliotekscentralen/DBC i Danmark) fremgår det, at SB som hovedejer af denne virksomhed i 2003 solgte 50% af sine aktier for i 2008 helt at trække sig ud af BTJ. Det fik SB i alt 221 mio. sv. kroner ud af.
Det er derfor en i økonomisk henseende særdeles velkonsolideret forening, der nu lægger sine første hundrede år bag sig. Hvad det betyder for den fremtidige indsats, afholder Inga Lundén, tidl. stadsbibliotekar i Stockholm og SB-formand fra 2009-14, sig klogeligt fra at spå om. For, som hun skriver i bogens udgangskapitel: “Om fremtiden ved man bare én ting med sikkerhed. Den bliver aldrig, som man har forestillet sig”. Men samtidig understreger Inga Lundén, at den fremtidige biblioteksudvikling og SB’s rolle i den jo i vid udstrækning afhænger af, “hvilket samfund, vi ønsker os for vore børn og deres børn”. Selv er hun ikke i tvivl. Det skal være et samfund, hvor den frie adgang til information fortsat sikres og styrkes. Og det samfund må vi kæmpe for allerede nu, slutter hun.
Sagt af den svenske børnebogsforfatter ASTRID LINDGREN:
För mig och jag hoppas för 90 procent av svenska folket, är biblioteket ett hem som rymmer allsköns lycka. Det man har fått på bibliotek är en lycka som är omätlig. Jag skulle vilja skrika till dem som bestämmer ifråga om nedläggningar: Rør inte biblioteken!
