Prolog
For hundrede år siden var bugten og Aarhus tæt forbundet. Strandlinjen gik helt op til byen kun adskilt af Kystvejen og jernbanen. Promenader, livlige havnekajer og “Nordens smukkeste lystbådehavn” var en del af byens ansigt. Gamle fotografier fortæller historien om en by med en pragtfuld beliggenhed.
I 1960-erne begyndte havnen at ekspandere kraftigt. Den økonomiske vækst var god for Aarhus, men skidt for byplanen. Industrihavnen blev udvidet kontinuerligt, og udsigten til Mols og Samsø forsvandt bag olietanke, containere og fabriksbygninger. Mens byen blomstrede indadtil, så visnede dens kontakt med det store blå rum mod øst.
En gigantisk udbygning i 90-erne resulterede i et folkeligt oprør mod industrihavnens dominans. Det førte til, at der i 1999 blev afholdt en international idékonkurrence om de bynære havnearealer. Vinderprojektet – tegnet af arkitekterne Knud Fladeland Nielsen og Peer Teglgaard Jeppesen – var en genial masterplan med kanaler og karrébebyggelse blandet med rekreative arealer. Byen og bugten skulle igen forenes.
I den nye visionære bydel var der bl.a. placeret to bastioner i form af markante bygninger, som tilsammen dannede et grandiost havnerum med en stor åben plads imellem sig. Her opstod idéen om, at den ene af disse bygninger kunne blive et nyt hovedbibliotek, mens den anden f.eks. kunne rumme en uddannelsesinstitution. Sammen med Domkirken blev der dermed skabt et meget stærkt bycentrum med vandet som en integreret del af helheden.
Nu – efter 16 år – er den nye byplan langsomt ved at blive en fysisk realitet, og DOKK1 er en af hjørnestenene. Mennesker, vand og kulturhus er og bliver en dynamisk cocktail. Tænk bare på Jørn Utzons operahus i Sydney.
En rå skulptur
Lad det være sagt med det samme: DOKK1 er på mange punkter et fremragende svar på drømmen om et visionært kulturhus. Det er tegnet af schmidt hammer lassen architects (SHLA), som er et af Danmarks helt store arkitektfirmaer. Det er en spektakulær bygning helt i tråd med tidsånden, og den kantede skulpturelle form har fra første åbningsdag ændret et anonymt sted i byen til et aktivt brændpunkt. Samtidig med opførelsen er Aarhus Å blevet genåbnet på den sidste strækning ud i havnen.
DOKK1 knytter by og havn sammen med sin retningsløse hovedform. Den fungerer som et megahængsel, der skaber forbindelse mellem det urbane bagland og selve bugten. Arkitekturen er ikke specielt nordisk. Der er utrolig mange referencer til ny hollandsk arkitektur og til bygningsværker af en af tidens helt store helte blandt arkitekter, Rem Koolhaas. Et usentimentalt formsprog, hvor det mere er funktionerne og analysen, der dyrkes end raffinerede facadedetaljer. Bygningen tilpasser sig ikke omgivelserne, men skaber sit eget univers, der af mange kan opleves brutalt. På et mere følsomt sted i byen ville DOKK1 have været en regulær katastrofe, men på den vindblæste havnekaj opleves arkitekturen som en forfriskende mavepuster i et råt miljø.
Mere end 300.000 har besøgt bygningen, siden den blev indviet i sommer. Både borgerne og medierne har rost den til skyerne. Den har simpelthen den wow-effekt, som Aarhus har brug for til at profilere sig på i 2017, hvor byen er Europæisk Kulturhovedstad. Arkitektonisk kvalitet kan dog ikke måles på popularitet alene, og en række dispositioner kan diskuteres. Der er plads til forbedringer i det store kompleks til svimlende 2,1 mia. kroner.
Det ydre
Huset er hævet op på søjler, og det giver det store volumen en visuel lethed. I gadeniveauet er der indkørsel til parkering og stoppested for den kommende letbane. Det fuldautomatiske parkeringsanlæg placerer op til 1.000 biler i lag under jorden, og når det fungerer optimalt, er det en fantastisk oplevelse at se sin bil forsvinde i dybet. Når det ikke virker, er det utroligt frustrerede at vente tyve minutter på en bil, der ikke vil op igen. Det store serviceareal under bygningen er nemlig et forblæst område med åbne sider til fire verdenshjørner. Et dunkelt overdækket uderum, som ville fungere fint i Sydspanien, men som – i sin nuværende form – virker komplet uegnet til det nordiske klima.
Bygningen har i alt fire store skulpturelle trappeanlæg, der vender mod hvert sit verdenshjørne. På lune dage er de populære opholdsteder. Her kan man slikke sol og hænge ud med vennerne med flotte kig til by og havn. Trapperne er desværre konstrueret for stejle med det resultat, at de opleves som ubehagelige at gå på. Med kun ét repos til 43 stejle trin er det nærmest fysisk udmattende at bevæge sig opad eller nedad. En uforståelig disposition, da smukke velproportionerede trappeforløb er børnelærdom på arkitektskolerne.
Interiør
Indgangspartiet til huset er påfaldende anonymt. Indendørs mødes man af Borgerservice til højre, bibliotek til venstre og lige frem en underdimensioneret informationsskranke til huset som helhed. Ankomsten er temmelig diffus, og ventende brugere til Borgerservice står og flagrer frit i ganglinjen, netop der hvor rulletrappen fra gadeniveauet også lander.
Huset rummer et hav af funktioner udover selve biblioteket. Det hele er knyttet sammen af fine rumforløb, hvor indretningen skiftevis fortættes og åbner sig op. Hjertet i bygningen er den så-kaldte medierampe, der forbinder to etager. Her er trapperne heldigvis utroligt behagelige at bevæge sig på. I hele bygningens periferi er der store glasfacader, som giver pragtfulde kig over både by og bugt.
Indvendigt er lofter og vægge partielt beklædt med aluminium i forskellige varianter. Overflademønstrene angiver meget raffineret forskellige etageniveauer. Strækmetal er højeste mode blandt mange arkitekter, og de grovmaskede overflader er – sammen med de rå betongulve – med til at give interiøret et uformelt præg. Den øverste etage rummer kantine og kontorlejemål.
På mange måder ligner interiøret en lufthavn i sin kølige elegance. Lufthavns-analogien begynder i kælderen med et gigantisk P-anlæg. Borgerservice er indtjekning, aflevering af bøger minder om sikkerhedstjek, bogreolerne er Tax Free, og fra lækre lænestole kan man skue ud over startbanen / havnen.
Epilog
Bygningen er som helhed voluminøs, men rigtig mange kvadratmeter har intet at gøre med biblioteket som funktion. NårDOKK1 lanceres som “Nordens største folkebibliotek”, så spænder man derfor buen til det yderste og sætter fokus på kvantitet frem for at sælge det på mere kvalitative parametre. Tiden vil vise om bygningen kan indfri de høje ambitioner på længere sigt. Om 30 år ser byens skyline meget anderledes ud, bilerne kører af sig selv, og fysiske bøger er formentlig fortid. Længe leve DOKK1!
