Museerne i et krydspres. Interview med Nils M. Jensen.

Skrevet af

10. februar, 2016

Vejen frem er øget politisk kendskab og styrket formidling af historien om det moderne museum. Plus en dansk udgave af Hollands Deltaplan 2, der handler om bevaring af kulturarven. Sådan lyder en hurtig status over museumsudviklingen set fra ODM.

ODM er museernes fælles stemme i forhold til museumspolitiske spørgsmål. Den fælles platform blev etableret i 2005 og tæller i dag 170 af landets museer og konserveringscentre, heraf 97 (af 98) statsanerkendte museer. Dens virksomhed er todelt og omfatter politisk lobbyvirksomhed, netværk og konferencer på museumsfeltet på den ene side. Den anden side handler om efteruddannelse med grundtilskud finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen.

Medieblæst
Museerne har de seneste måneder hyppigt været i mediernes søgelys. Den politisk vedtagne udflytning af Jagt- og Skov-brugsmuseet fra Hørsholm til Djursland har ligefrem ført til folkelige demonstrationer og fakkeltog. Men også muligheden for igen at tage entre på de store statslige museer eller sælge ud af samlingerne for at styrke mulighederne for nyindkøb og nye udstillinger har fyldt ganske meget i spalterne og æteren. Blandt andet afledt af en presset økonomi pga. regeringens omprioriteringsstrategi med bevillingsnedskæringer på 2% årligt i fire år samt reducerede fradragsregler for almennyttige fonde. Det vil i sidste ende vil berøre mange ODM-medlemmer. ODM’s seneste besøg hos kulturminister Bertel Haarder (V) handlede derfor også om generelt forringede driftsvilkår og  de forestående ændringer i fondsbeskatningen og deres konsekvens for ikke mindst de mindre museer ude i landet.

Afblæs krisen
I museernes organisation, ODM, ser direktør Nils M. Jensen dog ret så lyst på fremtiden og museernes muligheder for at leve op til udfordringerne. “De danske museer og deres aktiviteter placerer sig globalt set blandt de bedste med 14,5 mio. besøgende i 2015, knap tre besøg pr. indbygger. Så glem alt om krisestemning. Vi gør det godt i museerne og er midt i en flerårig ekspansion og succes. Publikum i alle aldre strømmer til museerne. Og vi oplever store investeringer i meget spændende og fremtidsorienterede museumsbygninger og nye formidlingstilbud. Lad mig bare pege på Aarhus, på Moesgaard, Den Gamle By og ARoS. Det er imponerende, hvad sker her”, mener Nils M. Jensen.

Hvor danske museer tidligere har haft ry for at halte lidt bagefter, når det gælder udvikling og anvendelse af ny teknologi i formidlingen, er direktøren også på dette punkt fortrøstningsfuld. “Også det er museerne ved at komme efter. Samtidig er vores museer stærke på flere andre parametre. Først og fremmest når det gælder en engagerende og inkluderende formidling”. Læs artiklen fra Moesgaard i dette nummer.

Handleplan for kulturarven et must
Man har i biblioteks- og arkivsektoren i årevis hørt tale om en næsten katastrofal mangel på realpolitisk vilje til at løse de store bevaringsopgaver for Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket og de store arkiver. Men museerne står i en mindst ligeså bekymrende situation. Et område, som ODM ønsker handling på og hellere i dag end i morgen. “Noget, der er blevet påtalt i årevis. Og senest dokumenteret i marts 2014 i Rigsrevisionens rapport til Statsrevisorerne om statsanerkendte museers sikring af kulturarven”, fortæller Nils M. Jensen. “En tredjedel af museernes kulturarvssamlinger har det ok, en anden tredjedel har knap og nap tålelige forhold, og den sidste tredjedel er direkte truet. Vi må have løftet kulturarven op. Politisk skal opbevaringsområdet opprioriteres, og nødvendig økonomi skabes. Det kan simpelthen ikke vente,” understreger ODM-direktøren.

Konkret anbefaler han etablering af et politisk instrument i stil med Hollands Del-taplan 2. Her arbejder man med deltaplaner om rigets overordnede interesser og udfordringer. Deltaplan 1 handler således om landets diger, mens plan 2 omhandler kulturarven.  Filosofien er, at det ikke giver mening at sikre mod katastrofale oversvømmelse, hvis man ikke samtidig beskytter det, som er Hollands DNA, nemlig dens umistelige kulturarv.

Grundlaget for at komme i gang i Danmark findes, der er ikke noget at nøle efter. Nils M Jensen foreslår således, at man tager afsæt i Udredning om bevaring af kulturarven, udgivet af Kulturministeriet i 2003.

Fortællingen om det nye museum
“Det er ikke, fordi det skorter på interesse fra politisk hold, også i en museumssammenhæng fungerer folkestyret skam”, fortsætter Nils M Jensen. For ODM oplever som regel altid en åben dør, når man banker på i kulturministeriet eller hos Folketingets kulturudvalgsmedlemmer. Noget, der kom tydeligt frem i arbejdet med den nye museumslov (2013), forberedt under hele fire kulturministre, igangsat af konservative Carina Christensen og Per Stig Møller, siden tidligere radikale Uffe Elbæk og vedtaget under Marianne Jelved. ODM’s synspunkter blev hørt i hele processen.

Alligevel er Nils M. Jensen ikke helt tilfreds og savner generelt set på landsplan og lokalt en overordnet forståelse for området som sådan. “Det er vanskeligt at gøre politikere begribeligt, hvad et museum er i moderne tid. Mange har simpelthen ikke fornemmelse for, hvad et moderne museum betyder for kommunen eller landet, og vi må anderledes stærkt ind og anskueliggøre, hvordan dagens museum og dets opgave og roller bør være. Også i forhold til turisme, bosætning og social inklusion. Her ligger en både vigtig og stor opgave for os og for medlemmerne.”

Midlet er bl.a. en ny best-practice fælles fortælling baseret på danske museers store force: Den inkluderende formidling. Netop dén er også en væsentlig del af dansk museumsverdens bidrag til international museumsudvikling.

Det gode danske eksempel
“Vi spreder det gode eksempel. Vi så at sige versionerer de danske erfaringer, og det virker. De har stor udviklingskraft i udlandet. Den danske formidlingsform er således ikke bare nøglen til en ny forståelse af museets opgave og rolle, den er også et stærkt bidrag til andre landes museumsopfattelse”, slutter Niels M. Jensen. Selv er han aktiv i bestyrelsen for NEMO, Network of European Museums Organisations.

Når det gælder seneste mediedebat går ODM bestemt ikke ind for salg fra samlingerne, men ser gerne, at der skabes let og ubureaukratisk adgang til at udskille genstande. Når det handler om entre, har man besluttet ingen holdning at have til konkrete driftsforhold på medlemsmuseerne.   

 

Læs mere om museernes udfordringer og ODMs kursustilbud på dkmuseer.dk.                                                                                                                                       

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...