Farvel til Gentoftes kulturdirektør – og andre

Skrevet af

15. juni, 2017

Lone Gladbo – en driftig kulturleder med stædighed og standhaftighed, der i den grad har pustet liv i Gentoftes kulturliv, lød det i borgmester Hans Toftes (C) farveltale ved en tæt pakket afskedsreception for Lone Gladbo den 24. marts i år i Hovedbibliotekets Øregårdssal. Med humor, engagement, imødekommenhed og idérigdom har hun sat sig igennem og præget det kulturelle landkort. Borgmesteren roste Lone Gladbo for at have skabt et levende kulturliv i Gentofte ”altid med borgerne i centrum for alle initiativer, du har igangsat.”

Et aktivt år for Kultur & Bibliotek med et højt aktivitetsniveau og strukturforandringer, sådan har Lone Gladbo selv oplevet hver af de sidste 21 år på kulturens toppost i Gentofte Kommune. Kulturdirektøren gik med udgangen af marts i år på pension. Hun kom efter ansættelser i bl.a. Odense og Herlev til kommunen som kultur- og biblioteks-chef i 1996 og blev i 2004 kulturdirektør. Tak for rejsen lød det til politikere, kolleger og samarbejdspartnere fra nær og fjern. I sin egen tale var Lone Gladbo rundt om flere af årenes store projekter. Fra indsatsen med at udvikle bibliotekerne til kulturhuse, gennem en stadigt voksende digital udvikling, frem til bl.a. festivaler og nybyggerier – og samarbejdet med de mange kulturinstitutioner i Gentofte på den ene side og på den anden med de mange kommuners biblioteker i Region Hovedstaden som centralbibliotek. Gladbo afsluttede med at fremhæve de senere års opgave med at invitere borgerne inden for i kommunens virksomhed som frivillige og samarbejdspartnere som noget særligt.

Gennem meget af sit professionelle liv har Lone Gladbo bidraget aktivt til bibliotekernes udvikling i diverse råd, udvalg og foreninger osv. Således var hun eksempelvis aktiv i styrelsen af Danmarks Biblioteksforenings Amtsforening for Hovedstaden i perioden 2001/ 2002 til 2006/2007 og senest bl.a. i Styregruppen for Danskernes Digitale Bibliotek.

Thomas Angermann er ny centralbibliotekar og leder af Gentofte Centralbibliotek, mens Stine Wilms Højer er ny kulturchef i Gentofte Kommune.

De har også takket af
En række andre centrale biblioteksaktører og DB-samarbejdspartnere har siden sidste nummer også valgt at takke af for at starte på deres otium og et nyt liv.

Nævnes kan bl.a. Niels Dejgaard, mangeårig bibliotekschef i Albertslund Kommune – kendt for bl.a. byggeriet af det gyldne hovedbibliotek af arkitekt Henning Larsen og som foregangsmand i forhold til grøn og bæredygtig biblioteksdrift. Ann Poulsen, specialkonsulent i Enheden for biblioteker i Slots- og Kulturstyrelsen, og bl.a. stærkt engageret i udviklingen af Børnehavebiblioteker, Lektiehjælp på biblioteker og biblioteker som communitycentre. Jonna Holmgaard Larsen, chefkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen med ansvar for bl.a. Udviklingspuljen, CB-aftalerne og Modelprogram for Folkebiblioteker.

Desuden kan nævnes to af folkene ved Dokk1. Kirsten Brun, Kultur og Borgerservice – Fællessekretariatet, Aarhus Kommune, som i en årrække bl.a. har stået for den årlige biblioteksstatistik i Danmarks Biblioteker. Og endelig Knud Schulz, bibliotekschef i Aarhus Kommune. Han afløses på posten af Marie Østergård. Knud Schulz stopper dog ikke helt i bibliotekssektoren. Han er nomineret til den internationale biblioteksorganisation IFLAs styrende organ Governing Board; valgprocessen er endnu ikke afsluttet.

 

 

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...