En e-pakke til døren

Skrevet af

16. august, 2017

Borgere i Herning kan melde sig ind i en abonnements- ordning, hvor biblioteket sender en sms eller en mail med forslag til digitale materialer, målrettet den enkelte borger. Servicen er gratis for kommunens borgere, og målet er at åbne det enorme digitale univers, der er tilgængeligt på biblioteket.

Med abonnementsordningen finder biblioteket præcist de materialer, der interesserer den enkelte borger. Vi udvælger det, der matcher den enkeltes behov og interesser. Man kan sammenligne princippet med de kasser med råvarer og opskrifter, man kan abonnere på hos eksempelvis Aarstiderne. Her får kunden hver uge leveret en kasse med de råvarer, der passer til familiens ønsker, smagsløg og størrelse.

Biblioteket leverer godt nok ikke en fysisk kasse til døren, men vi leverer en samling ‘godter’ direkte i brugerens indbakke. Vi leverer altid det, der efterspørges plus en overraskelse. Overraskelsen kan være spændende nyt – en udgivelse eller et arrangement, som abonnenten måske ikke kendte til i forvejen.

Nye målgrupper i tale
Indtil videre er der udviklet seks forskellige abonnementspakker, som borgere i kommunen kvit og frit kan tilmelde sig. Abonnementet kan til hver en tid siges op.

Ønsket med abonnementsordningen er at få så mange målgrupper som muligt i tale – for eksempel travle kvinder, der egentlig gerne vil have en god bog til weekenden eller et par artikler med inspiration til boligindretning eller havetrends, men som måske synes, det er svært at nå at køre på biblioteket om fredagen.

Ordningen kan også være smart for borgere, der bor langt væk fra et bibliotek. Og helt generelt er det bare en god ny service til både børn og voksne, der gerne vil have bragt nøje udvalgt litteratur og oplevelser, der matcher ens ønsker, hjem til sig selv.

Abonnementsordningen åbner op for de mange e-bøger, lydbøger, film, tegnefilm og digitale magasiner, bibliotekerne tilbyder elektronisk. I mailen vil abonnenten også finde informationer om events og aktiviteter, der ligger inden for interessefeltet, og som finder sted på kommunens biblioteker. Det kunne for eksempel være et foredrag med en af de forfattere, som abonnenten har læst e-bøger af.

En stor andel af borgerne i Herning Kommune bruger aktivt Herning Bibliotekerne, ikke mindst det nye hovedbibliotek i Herning by. Men det halter lidt med kendskabet til, hvor meget materiale, man rent faktisk kan finde elektronisk, og som biblioteket køber adgang til. Den digitale udvikling gør det ganske enkelt naturligt for os at udvikle nye formidlingstilbud og services som eksempelvis abonnementsordningen her.

Hundredvis af titler
Det er pt. muligt at tilmelde sig følgende abonnementer: Din virtuelle weekendtaske, Tid til litteratur, Diskutér sammen – og med biblioteket, Det’ for drenge: Inspiration til nærværende samvær med din familie, Grinebideren og Pigeliv. Herning Bibliotekernes abonnementsordning har været i luften siden slut marts 2017 og har i dag 540 tilmeldte.

Abonnementsordningen folder alle onlinesamlinger ud digitalt inden for den enkelte pakkes tema – og har både kurateret indhold fra nettjenester og de mere databasebaserede licenser.

Sidste udgave af Din virtuelle weekendtaske rummede således både artikler fra Golf World, opskrifter fra Simple Living via Zinio og forslag til kommende rejseplanlægning med Lonely Planet. Som Pernille Schaltz, Hernings bibliotekschef, understreger det:

“Det her er folkeoplysning, bare på en ny måde. Ambitionen er, at mange tilmelder sig et abonnement, prøver det af, og herefter finder ud af, at de ikke kan leve uden, simpelthen fordi det er godt at få bragt biblioteket hjem i dagligstuen – og blive inspireret på samme tid.”

Næste skridt
Ordningen videreudvikles i lighed med formidling af fysiske materialeformater til stadighed. Efter sommerferien suppleres de seks nuværende pakker af abonnementet Rytmisk musik, der er for alle med interesse i rytmisk musik, digitale musikartikler, lytteguides og lokale musikarrangementer og koncerter.

På sigt planlægges bl.a. en familieweekendpakke og et klubtilbud vedr. sprogstimulering.

Ud over de abonnementer, der retter sig mod borgerne, har Herning også planer om abonnementer, der henvender sig til professionelle i kommunen for eksempel medarbejdere på folkeskoler og i daginstitutioner.

Med målsætningen om at formidle digitale tilbud langt mere effektivt og nå længere ud vil vi i Herning Bibliotekerne løbende se på både formidling til nye målgrupper og på nye områder.

 

LISE NØRSKOV-THOMSEN er digital redaktør/projektleder, Herning Bibliotekerne.

 

  • Abonnementsordningen er et initiativ under Herning Bibliotekernes digitale formidlingsstrategi. Biblioteket har fået støtte fra projekt ”Bedre formidling af digitale ressourcer”, startet af DDB’s Formidlingsgruppe, og støtten er bl.a. gået til grafisk udformning af abonnementstegningen, til layout af de enkelte abonnementer og til seks korte reklamefilm for løsningen med omtale af en række licenser. Distributionskanalen er MailChimp.
  • Se og læs på www.herningbib.dk/abonnement.

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...