Med Randers i Galaksen

Skrevet af

16. august, 2018

Om en helt speciel samling og anderledes læring på Randers Bibliotek: Der sker spændende ting og sager i Randers. Randers, der nu officielt er en by i galaksen. “Jacob, hvad er det I har gjort? Jeg bliver jo nærmest nødt til at flytte til Randers nu!” Jakob Stegelmann lagde sin hånd på min skulder og kiggede mig i øjnene. Kort efter sad forfatteren ved et bord og skrev sin autograf på en Amiga 500, mens biblioteksrummet summede af galaktisk energi. Men vi skruer lige tiden lidt tilbage.

Tilbage til 2014 hvor randrusianske Benny Ray startede sin Star Wars-messe. Det blev til min klumme i avisen, som blev læst af de rigtige mennesker på kommunen. Det medførte blandt andet et frugtbart samarbejde med Nørrevangsskolen om Star Wars i et læringsperspektiv. Byens borgmester og Stegelmann åbnede samlingen

Nu, i juni 2018, har vi fået vores store Star Wars-samling op at køre. En samling, der allerede har haft et meget flot udlån, en samling, der konstant skal fornyes med både nye bøger og maker space mm. Det er en levende samling, en lille del af Hovedbiblioteket, et rum, hvor man kan træde ind og lade sig inspirere.

Selve samlingen blev åbnet på den store ferniseringsdag 13 april. Der var lys-sværd-workshop, stormtroopers, ballet og Star Wars-smykker, og arrangementet gav genlyd i hele byen med deltagelse af borgmester og kommunaldirektør, og de lokale museer, GAIA, Teaterskolen Kastali’a og butikkerne bakkede op.

Borgmester Torben Hansen sagde blandt andet i sin åbningstaletale: “Vi åbner i dag et fysisk og meget synligt sted – nemlig her på biblioteket, hvor der er taget initiativ til at opbygge en stor samling af forskellige biblioteksmaterialer: Bøger, film, dvd’er, brætspil og andre spændende ting. Noget der kan lånes med hjem.  Men det har også været formålet at skabe et univers inde i bibliotek. Et lidt anderledes sted. Et sted, hvor man bliver taget med på en rejse. Og hvem ved. Måske blive det den rejse, der giver borgerne lyst til at læse endnu mere? Eller lege endnu mere? Måske bliver det starten på nogens drømme, måske vejen mod en uddannelse? Hvem ved?”

Pointen er nemlig, at et folkebibliotek er meget mere end en samling. Men som bogelskende dinosaur er det en fornøjelse, at vi nu har en klassisk analog samling som det kulturelle anker i hele projektet om “Randers – en by i galaksen.” Det varmer mit bibliotekarhjerte.

Paneldiskussionen – Per, Jakob og Svend
Dagen blev afsluttet med en paneldiskussion med Svend Brinkmann, Jakob Stegelmann og Per Juul Carlsen om, hvordan man kan bruge populærfiktion i læring, læsning, kulturformidling og folkeoplysning. Det vigtige er nemlig, at Star Wars er meget mere end bare underholdning. Men det vigtige er også, som alle tre paneldebattører kom ind på, at det er en balancegang. Man må ikke kvæle fiktionen og de magiske universer i læring, der skal også være plads til sjov og ballade.

De tre var også enige om, at det er fornemt set at bruge Star Wars i læringsmæssigt øjemed, da det netop kan åbne nogle børns øjne op for, at netop fiktionen kan være et vigtigt greb i forhold til læring. Per Juul Carlsen sagde meget præcist følgende om initiativet i forhold til at lave en Star Wars-samling: “Idéen er i al sin enkelthed fantastisk. Det kommer man ikke uden om.” Hvortil Sven Brinkmann tilføjede: “Star Wars er en kæmpe ting i vores moderne samfund. Og det er fortællinger, der kan en masse. De unge mennesker skal have lov til at fordybe sig i det, man kan glide ind i et univers og bruge det kreativt. Det er, helt overordnet, vigtigt at have noget at gå op i. Og det kan både være fodbold, knallerter, renæssancekunst eller Star Wars.”

Skolesamarbejdet – lyst til faglitteratur
Derfor er Star Wars-samlingen også blevet inddraget i projektet Lyst til faglitteratur, hvor Randers Bibliotek i skoleklasser har brugt både fiktion og fakta med udgangspunkt i Star Wars-samlingen. Skoleeleverne var først en tur i biografen, hvor de fik en introduktion til Star Wars-universet. Efterfølgende skulle de skrive en fagtekst – med udgangspunkt i Star Wars – og herefter var fagteksten rammen for en skønlitterær tekst. En elev sagde til mig bagefter: “Hold kæft, det er meget federe end at gå i skole”, hvor jeg så svarede: “Det er jo skole, bare på en anden måde.”

Det er netop pointen. Vi er jo ikke lærere, men jeg ser os gerne kaste en inspirationshåndgranat ind i klasseværelserne og vise, at bibliotekerne er indgangen til en magisk verden, hvor du kan hente inspiration til at blive en bedre læser og måske blive et bedre menneske. Børnenes læste deres tekster højt på ferniseringsdagen  – og selv de kolleger på Randers Bibliotek, der måske ikke til daglig elsker Star Wars-universet, legede med.

En by i galaksen på visit i GO’ Aften Danmark
Der kom også en ganske spændende opfølgning på dette. Den 23. maj var jeg sammen med to dygtige elever fra Nørrevangsskolen i GO' Aften Danmark på TV2 og fortælle om hele projektet. Det var stort at se Randers Bibliotek i den nationale kontekst på landsdækkende tv. Personligt kan jeg da også selv blive træt af Star Wars, og derfor er det vigtigt, at man kan se det større perspektiv i det her.

Folkebiblioteket skal være med til at lave nye ting hele tiden, og det må godt være sjovt at lære og at læse, og det er derfor, vi gør det. Og så er der jo en masse biblioteksfaglighed, der kommer med i købet. Eksempelvis skulle eleverne skrive en fagtekst, og her kommer man automatisk til at tale kildekritik og fake news og meget andet. På biblioteket har det været en styrke, at der har været flere fagligheder i spil. Og næste år vokser Star Wars arrangementet sig større.

Planen er, at det skal gå fra at være i en weekend til at løbe over en hel uge, at der skal laves et Star Wars-kunstværk, og at et symfoniorkester skal spille Star Wars-musik. Vi er mange, der på tværs af kommunen har lagt mange, mange timer i det. Og hjerteblod, og sådan skal det også være, for det er ved at være modig og turde gå ud, hvor man ikke kan bunde, at man får skabt noget særligt.

Artiklen er udgivet i Danmarks Biblioteker nr 4, 2018

JACOB HOLM KROGSØE, mediebibliotekar, Randers Hovedbibliotek.

 

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...