Vi fejrer i år, at det er 100 år siden, den første bibliotekslov blev vedtaget. Det er en vigtig milepæl for den almene dannelse og udbredelsen af viden og litteratur i alle samfundslag.
Baggrunden for biblioteksloven 1920 var dels en stigende interesse for private biblioteker, bogklubber, og lejebiblioteker, dels et generelt behov for en demokratisering og udbredelse af viden – i særdeleshed til dem, der ikke tidligere havde adgang til bøgernes oplysende og dannende verden. Med Anker Jørgensens ord var folkebiblioteket i 1970’erne “arbejderklassens universitet”. Det var et sted, der kunne udvide vores horisont – og bibringe idéer, information og oplevelser, som ellers ikke var inden for rækkevidde.
Lidt højtragende kan man sige, at folkebibliotekerne står på skuldrene af oplysningstidens idealer om viden, dannelse og kulturel myndiggørelse. Med tiden er disse idealer blevet suppleret med velfærdsstatens visioner om lighed, og folkebibliotekerne er blevet garanten for den frie og lige adgang til viden, information og kultur. IFLA’s Glasgow Deklaration proklamerer det som en fundamental ret at have adgang til information: “forpligtelsen til at støtte og fremme intellektuel frihed er et hovedansvar for biblioteks- og informationsspecialister verden over, (…) denne støtte skal komme til udtryk både i etiske retningslinjer og demonstreres i praksis”. Den er værd at læse – og det er værd at overveje, hvorledes vi omsætter disse idealer i en digital verden, hvor der er adgang til mere viden, information og kultur, end vi kan nå at forholde os til i et helt liv.
Og hvad skal vi med folkebiblioteket, når vi kan blive derhjemme og tilgå alverdens information via Facebook, Google eller Wikipedia? Eller læse alle de ebøger vi vil, bare vi tegner et abonnement? Det er bare at åbne computeren. What’s not to like??
Så simpelt er det bare ikke. Den første version af internettet; den vi havde til engang sidst i 1990’erne var på mange måder bygget på de samme idealer om demokratisering, lige adgang til viden, og anonymitet som bibliotekerne. Men i dag er internettet blevet en kommerciel markedsplads, hvor adgangen til information styres af algoritmer, som er fodret med vores personlige information, og hvor den information, vi præsenteres for, er tilrettet vores personlige ekkokamre – uden at vi kan se, hvad der er valgt fra. Der er dermed ikke længere fri og lige adgang til information på internettet.
Det koster (i form af personlig information) at få adgang til information på internettet, og adgangen er ikke lige (ikke alle får den samme information). Så hvor der med biblioteksloven af 1920 (og de efterfølgende revisioner) blev skabt et grundlag for almen dannelse via en sikring af fri og lige adgang til viden, information og kultur, er der i dag nogle andre behov med hensyn til dannelse.
Der er mere end nogensinde brug for en institution, der sikrer demokratisering og udbredelse af viden, information og kultur – samt sikrer den almene og digitale dannelse i samfundet. Vi kan ikke overlade den opgave til Google og Singularity University.
Lidt forenklet er der tre led i udviklingen af digital dannelse. Første led er den instrumentelle digitale dannelse, hvor borgerne skal sikres den fundamentale forståelse for, hvordan computere og digitale værktøjer anvendes. Andet led er den sociale digitale dannelse. Det handler om, hvordan vi skal omgås hinanden i den digitale verden – at forstå etiketten på sociale medier; forstå hvilke billeder der kan deles, og hvornår man viderebringer information. Det tredje led er refleksivitet. Det handler om at forstå sine rettigheder og muligheder på internettet, om at forstå vigtigheden af at beskytte sin personlige information og sit privatliv, og om at udbrede kendskabet til at kunne omgå den massive digitale overvågning.
De tre led er alle vigtige i dag. Derfor vil det være en fejl kun at have fokus på de to første led – det tredje led er afgørende for at sikre de demokratiske oplysnings-idealer, som blev grundlagt med biblioteksloven for 100 år siden.
■ Overvågning og udnyttelse af personlig information er måske nogle af de største udfordringer, vi står overfor i en digital kontekst. Hvis folkebibliotekerne ikke holder fast på, at de etiske og fundamentale principper, vi har troet på de sidste 100 år, også er relevante i dag, og dermed ikke tager udfordringerne med alle tre led i den digitale dannelse op, så mister folkebiblioteket sin betydning.
Jens-Erik Mai er institutleder og professor, mens Sille Obelitz Søe er post.doc på Informationsstudier, Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet.
Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 2, 2020.
