Vi lytter til podcasts allevegne, hjemme og på farten. Tendensen er stigende og vokser dag for dag, viser statistik. Philip Meisner, Biblioteket Frederiksberg, introducerer medieformatets brug og muligheder i biblioteksregi. Til langt flere end blot kernebrugerne og gerne i fællesskab.
Kig engang på de forskellige podcasttjenester.
Lyt og bemærk hvor mange forskellige emner og afsendere der er derude. De spænder fra det meget brede til det ekstremt nørdede, fra helt unge til meget gamle. Der er efterhånden også en del bibliotekspodcasts, og der er bestemt lyspunkter. Men der er også eksempler, der giver anledning til en større diskussion af, hvor vi skal hen.
Et overvældende flertal af bibliotekspodcastene leverer mere eller mindre det samme, som når man går på biblioteket: Anmeldelser, snak om litteratur eller lignende meget genkendelige genrer, der bare er flyttet ind på en ny platform og måske endda har fået en jingle. Og uden at dømme om det er rigtigt eller forkert, virker det sommetider, som om man fortsætter i et kendt spor, der formentlig bliver et hit for den gruppe, man kender bedst.
Kom ud over rampen
Lige nu har vi bare en unik mulighed for at blive relevante for dem, vi ikke kender så godt. Nemlig dem, der ikke overrender os til daglig. Det er mennesker, vi plejer at definere som svære at nå, men det er nok primært, fordi vi ikke er der, hvor de er. Men er de meget aktive digitalt, burde vi egentlig have nemmere ved at få fat i dem, for så kan vi segmentere indholdet meget præcist, så vi sørger for at produktet er målrettet brugeren. Spørgsmålet er nu, om vi har indhold til vedkommende.
Det er i hvert fald en overvejelse værd, om man nødvendigvis skal levere en ekstra service til en målgruppe, der allerede med tilfredshed bruger biblioteket, og så bare give dem mere af det, de kan lide på andre platforme.
Måske er det en tanke værd, at se på om timerne kunne være brugt på at nå ud til andre. Og allerede her er der et andet dog-me, man skal overveje, nemlig om det er nok for os at lave noget, borgerne får glæde af, eller om man vil have dem til at aflægge et fysisk besøg og tage nogle bøger med hjem. Der kan anlægges både ideologiske og politiske vinkler på den del, så jeg skal undlade at komme med min egen holdning, men nøjes med at konstatere, at disse borgere muligvis også kan have glæde af vores produkter uden samtidig at se på de kommunale mursten, som de i øvrigt selv er med til at finansiere.
Præmisser, passion og produktion
Hvis vi skal være relevante, skal vi både formidle på mediets og brugernes præmisser. Konkret set betyder det, at det ikke nødvendigvis er nok at formidle med viden; man skal også have passion. De små podcastere kan ikke lade være at fortælle om det, der interesserer dem; de skummer over af fryd – og det kræver altså noget at slå det af pinden.
At tænke på brugerne betyder blandt andet, at man emnemæssigt rammer det, de kunne tænkes at interessere sig for. At det er velfortalt, at lyden er i orden, og at man leverer indhold i en fast ramme, så lytterne også har en idé om, hvornår de kan forvente en ny godbid fra dit bibliotek. Ja, at man kan abonnere på kanalen og få besked, når der er nye episoder, men det er bestemt ikke det samme, som at de ikke må komme relativt ofte. Hvad frekvensen skal være, afhænger af produktet. Det bliver bare svært at nå vidt omkring, hvis man kun udkommer en gang om måneden, for du har større sandsynlighed for at ramme mange, hvis du bliver delt af flere gange og af flere mennesker. Lytterne må gerne glæde sig til en ny omgang, men lad dem nu heller ikke vente for længe. Det kræver timer. De selvsamme timer, man kunne bruge på at betjene borgere.
Vi skal løfte i flok
Måske er det derfor også relevant at se på, hvor mange man ‘betjener’ i en podcast i forhold til, hvor mange man kan servicere på biblioteket pr. produktionstime. Podcasten udmærker sig i øvrigt ved hele tiden at samle flere lytninger. Men det er ikke muligt at definere, hvilken kommune, lytteren bor i.
Skal det så afholde os fra at gøre noget? Eller burde det i stedet være argumentet for at et fællesskab ville give god mening, når mediet i sig selv ikke lader sig tøjle af en administrativ grænse uden hensyntagen til brugerne.
Min tone i livet
På Biblioteket Frederiksberg producerer vi podcasten Min Tone i Livet, hvor skiftende fortællere taler om deres forhold til et stykke musik på deres livs soundtrack. Det er i virkeligheden ikke en musikpodcast. Den bruger bare musik som udgangspunkt for en snak.
En snak om det nummer, der ledsagede det første kys, det der skal spilles til fortællerens begravelse, det der fik vedkommende til at skifte livsbane – eller noget helt fjerde. Ikke overraskende er der også lyttere uden for Frederiksberg, ligesom de gode historier også findes andre steder.
■ Der kan laves flere koncepter. Skulle vi ikke blive bedre til at samarbejde om dem?
Philip Meisner, Biblioteket Frederiksberg
FAKTA om: Philip Meisner er leder af digital formidling på Biblioteket Frederiksberg, men lagde karrieremæssigt ud med radio som han lavet siden 1993. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har en diplomuddannelse i markedsføring fra International Advertising Association. Meisner er tidligere ansat i DR i 13 år, bl.a. som studievært på Radioavisen og som dagredaktør for P1, var desuden ansvarlig for dele af radioafviklingen, redaktør for OBS, og teamleder for DR TV og programtekster. Specialitet: At finde vellydende løsninger på lavt budget.
Artiklen er fra Danmarks Biblioteker nr. 2, 2020.
