Det er en vigtig debat, og jeg har tre, måske lidt langhårede, fokuspunkter som indspark til debatten om en evt. ny dansk kulturpolitik:
Samspillet mellem stat og kommuner. Som jeg oplever det, er kulturlivet i dag opsplittet i en statslig kulturpolitik og så en kommunal kulturpolitik – jeg kunne godt tænke mig en større og bedre sammenhæng, sådan forstået at det for at mig at se ville give god mening, hvis man kunne enes om nogle principper for, hvilke strategier og hvilke ting man gerne vil understøtte. Det savner jeg.
Kigger jeg på den statslige del er den meget institutionaliseret og handler primært om de store kulturinstitutioner og mindre om selve kulturpolitikkens rolle, hvor man i kommunerne har en meget mere borgerfokuseret indfaldsvinkel til hele kulturlivet. Det er som om staten fjerner sig fra borgerne, f.eks. kunne det være fint i højere grad at diskutere hele teatervæsenets rolle og indflydelse – og ikke bare når vi taler om fyrtårnene men også mere generelt.
Uden at have det endelig svar på udfordringen kunne jeg derfor godt ønske mig en eller anden form for kobling og at få den interessante kulturpolitiske diskussion. Også fordi kigger vi på midlerne, så er fordelingen sådan ca. 50/50 og mit bud er, at kommunerne får meget mere ud af pengene og at man der ser lidt bredere på kulturen.
Hvilken rolle skal kulturen spille. Her oplever jeg f.eks. at den statslige del er lidt berøringsangst, når det handler om den del af kultur og kunst, som er mere virksomhedsrettet. Altså jeg holder meget af kultur og af kunst for kunstens egen skyld og jeg synes, det er kulturpolitisk super vigtigt, at vi holder hånden under det som ellers ikke kan leve uden vi giver bidrag til det. Men vi har også et stort kulturliv, som f.eks. filmbranchen og TV-serier og hele dpa-feltet (Danske Populær Autorer – sangskrivere og komponister, red) o.l., hvor der i sig selv er et økonomisk potentiale. Der synes jeg, vi måske i det hele taget er lidt berøringsangst og ikke tør sige, at kulturen ikke kun er museer o.l. men en mangfoldighed af ting, hvoraf noget også er egentligt erhvervsrettet og så du støder ind i kommentarer som – ”det har ikke noget med kultur at gøre, der skal du over i erhvervsministeriet”, og så tilter det desværre.
Den tilgang har vi ikke helt ude i kommunerne, kigger jeg på Helsingør, har vi jo også brugt kulturen som en driver. I forhold til bosætning, og i forhold til at gøre os interessante over for erhvervslivet men også i forhold til at give folk, borgerne, en god oplevelse og glæde. Da værftet lukkede, fandt vi efterhånden en stolthed i os selv og i de lokale ting, som vi har været i stand til at skabe. Dén vinkel og dén diskussion kunne jeg godt tænke mig også blev en national diskussion og ikke kun en kommunal. Så vi f.eks. kobler de store professionelle kulturleverandører med de lokale, til fælles fordel. Altså ser vi på sportens verden, så er det fantastisk med de store stjerner, der godt ved, at de skal levere tilbage til de små purke, der render rundt på den lokale grønsvær. Her kunne man måske på kulturområdet få et endnu større udbytte, hvis man mere målrettet f.eks. koblede det lokale med det nationale.
Den tredje og sidste ting drejer sig om – Kulturen som kulturarv og dannelse. Vi har et utrolig godt samfund, og jeg tror, at kulturen spiller en vigtig rolle i vores samfund og fællesskab. Det er nemlig også vigtigt at huske på, at vi gennem kultur og kunst giver folk noget de ikke vidste, de havde brug for. Kulturens væsen er at få folk til at reflektere og rykke. I Helsingør har vi lavet mange store fantastiske gavlmalerier, som både er noget man viser frem når man har gæster på besøg, men som jo også er en fortælling om Helsingørs historie til os selv. En del af vores fælles dna. Her får kulturen en historiefortællende rolle – og ja, siger mange ”men det er jo fortid”. Det er det, men det er den fortid, som vi bruger til at forme den fremtid, vi er i gang med. Der kan man f.eks. tage skulpturen Han og så kan man tage skulpturen Værftsarbejderne i Helsingør havn – hvor de er historien, som var, er Han historien der kommer… og begge dele et eksempel på noget af det, som kultur og kunst kan.
Kultur, demokrati og lokal identitet
Jeg vil i øvrigt personligt væk fra den der rindalisme-tankegang. Ikke fordi jeg har noget imod at kunsten ligner noget, men der skal også være plads til det, der ikke ligner noget men som sætter nogle tanker i gang. Man kan måske sige, at kulturen er den åndelige del af det danske demokrati, vi har skabt. Demokrati er mere og andet end en form for hvem, der bestemmer, det er f.eks. også vores fælles åndelige bindemiddel – kulturen!
Og her er f.eks. biblioteket og dets rolle – mere og andet end alene bøger, som nogle vil gøre det til. Bibliotekerne har udviklet sig til at være kommunernes særlige kulturhuse, der komplimenterer de andre slags kulturhuse, vi har i byerne. I Helsingør har vi et rigtig godt eksempel i Kulturværftet med både bibliotek og kulturhus i ét og samme hus. Og her er der desuden en anden interessant ting på færde. Hvis du f.eks. ser på byer som Helsingør og Aarhus – der har de nye biblioteker også bygnings- og identitetsmæssigt givet noget særligt, nogle kultur-pejlemærker som samler folk, og som folk er stolte af.
Digital dommedag?
Hvilket fører mig lige frem til den dommedagstale, vi nogle gange oplever omkring det digitale og den digitale udvikling. Ingen tvivl om at det digitale kommer til at fylde mere, men det kommer ikke til at erstatte den fysiske del. Fordi der i det fysiske ligger noget omkring fællesskab, som vi også gerne vil have. Noget vi i den grad har lært af coronaen – vi bliver vanvittige, hvis ikke vi får mulighed for at være sammen og læse og opleve noget. Dér kan bibliotekerne simpelthen bare noget særligt.
Jeg har selv to steder her i verden hvor roen indfinder sig, når jeg kommer der. Ud over kirker er det, når jeg kommer på biblioteket… jeg kan mærke pulsen falde. Det er svært at sætte mere konkrete ord på, men hele bibliotekets stemning, der som udgangspunkt er et godt og et rart sted at komme, er vigtig for os alle sammen – noget jeg tror de fleste i den danske befolkning vil skrive under på. I mit eget personlige barndomsbibliotek, Appelvænget, kom jeg og mine venner selvfølgelig når vi skulle bruge en bog, men lige så tit når vi ikke vidste, hvad vi skulle lave – så gik vi på biblioteket, snakkede og læste, måske nogle tegneserier. Og det er også på biblioteket hele min store musikinteresse er blevet vakt. Dét at jeg på biblioteket kunne låne og lytte til musik, jeg ellers ikke ville have oplevet. Jeg har simpelthen været storforbruger af musik, og det havde jeg ikke været uden bibliotekerne.
Indslaget bringes i Danmarks Biblioteker nr. 5, 2020.
Fortalt til Hellen Niegaard, "Danmarks Biblioteker".
