Forfattere af den rette slags, mente Agnes Henningsen, skal tale til os ”med rigtige Digter-Ord, der sætter Fantasien i Bevægelse, saa man gider at tænke videre, saa man uvilkaarlig digter med”
Og disse ord lever hun selv i højeste grad op til: hendes poetiske og præcise sprog provokerer den herskende fornuft og aktiverer læserens stillingtagen. Og lige som sit forbillede Herman Bang tager Agnes Henningsen (1868-1962) emner op som er tabuiseret og fortrængt i det læsende publikums cirkler. Helt overordnet er det for hende spørgsmålet om den enkeltes frihed eller måske rettere kvindens manglende frihed i det almindelige, borgerlige ægteskabs klaustrofobiske karakter. Og etablerer man, som ægteparret Agnes og Mads Henningsen gjorde, friheden for de to parter i det man i dag kalder et ”åbent ægteskab” ,kan omkostningerne blive store: Mads Henningsen måtte nærmest flygte fra sin stilling som lærer i gymnasiet fordi han haft et slags forhold til en kvindelig elev, en veritabel Me-too- sag anno 1895. Så aftalen om at leve polyamourøst, som de begge gjorde, blev præget af at de faktisk ikke levede sammen ret længe. Den største omkostning var dog at Agnes Henningsen efter mandens flugt blev alene med børn og en ret ussel økonomi.
Det krævede en råstyrke, som hun havde fået med hjemmefra på den værst tænkelige måde: Med en mor, der var død fra hende og hendes søstre i en meget tidlig alder, og en far, der aldrig kom til at trives med livet efter det. Han var en temperamentsfuld patriark der ikke lod nogen i tvivl om hvem der skulle bestemme, og ved hjælp af en endefuld måtte Frøken Aparte, som Agnes blev kaldt, forstå når hun havde gjort eller sagt noget forkert. Den lære, at det koster at have sine meninger eller gøre hvad man selv vil tog Agnes med videre i livet, men det forhindrede hende ikke i, i liv og digtning, at forsøge at leve op til et princip som faderen interessant nok havde installeret i pigerne, nemlig at de altid skulle tale sandt. ”Han roste os for sandheden, så man ligefrem blev flov over at sige den.”
Agnes Henningsen havde således en ret omtumlet barndom. Faderens nye ægteskab, flytning og ophold på en kostskole satte Agnes og hendes søskende på voldsomme prøver, som de dog tilsyneladende kunne klare uden at gå i stykker. Til gengæld skabte denne turbulente tid en tidlig modning og hårdførhed hos den kommende forfatterinde. Som nævnt fik hun øge/kælenavnet Frk. Aparte – hun gjorde hvad der passede hende. Som 14-årig forlovede hun sig med sin 10 år ældre farbror, som hun heldigvis takket være familiens indgriben ikke blev gift med, men det gav hende allerede her et rygte som letsindig. Tre år senere mødte hun så Mads Henningsen som hun hurtigt blev gravid med. De giftede sig i 1887 og indgik den omtalte åbenheds-aftale. Hurtigt fulgte endnu to børn og pasningen af disse og en elendig økonomi var med til at sætte gang i Agnes Henningsens forfatterskab – der skulle tjenes penge.
Hun får kontakt til Herman Bang som hjælper hende at få optaget et par noveller i bladet København.
Og mens hendes liv stadig er præget af kaos med opbrud i ægteskabet og et fjerde barn med Carl Ewald – den senere så berømte Poul Henningsen, får hun efterhånden fodfæste som forfatter. Og så går det slag i slag: To romaner i 1899, Glansbilledet og Strømmen, begge med ulykkelige kvinder som hovedpersoner og i 1900 Polens Døtre med samme triste kvindebillede. Den stribe af værker fra hendes hånd der følger viser en forfatter der bevæger sig rundt om og i de tabuer og fortielser der prægede tiden. Ganske som hos forbilledet Herman Bang, men ulig Bang overlader hun kun sjældent sine konklusioner til læseren. Hvor Bang ofte lader ”tomme pladser” stå i teksten så vi som læsere selv må fuldende tekstens billede så hans intention opleves som noget vi selv kommer frem til, så er Agnes Henningsen, selvom hun sprogligt er påvirket af Bang, spiddende omhyggelig med at sikre sig at hendes meninger og vurderinger bliver det centrale. Og formuleret så læseren ikke kan andet end at ”tænke videre” og ”digte med”. Men som hos Bang bevirker fremstillingen af de ukonventionelle emner en stigende fordømmelse af hende.
Romaner som De Spedalske fra 1903, Lykken, 1905 Den elskede Eva, 1911, Den store Kærlighed, 1917, isolerer hende fra det pæne selskab. At den feterede skuespillerinde Betty Nansen i 1906 nægter at påtage sig hovedrollen i Agnes Henningsens skuespil Elskerinden har rimeligvis ikke gjort hendes stilling bedre. Måske fordi Agnes Henningsen her på realistisk og demonstrativ vis hænger manden ud som den udnyttende egoistiske part og kvinden som offer.
Agnes Henningsen stod nemlig temmelig alene med sin feministiske ny-tænkning. Hendes værker drejer sig ikke om traditionel ligestilling, stemmeret og adgang til uddannelse. Det var ikke Dansk Kvindesamfunds kop te at pege på den familiebaserede mandschauvinisme og seksuelle undertrykkelse som den udpensles i Agnes Henningsens litteratur. Og den indtrængende og detaljerede beskrivelse af de allermest intime og pinlige sider af forholdet mand/kvinde måtte hun forklare og forsvare i den senere del af det egentlige forfatterskab.
Men med erindringerne (1941-1955) får hun – med sit levnedsløb på en vis afstand – skrevet et værk der for alvor får hende placeret i den litteraturhistorie hvis mandlige eksperter ikke kunne se hendes talent tidligere. De er et afrundet værk, der ikke kun handler om Agnes Henningsen, men lige så meget om kvinderollen og kunsten i en frodig periode i dansk kulturliv. De balancerer mellem at være en slags Se & Hør for læseheste og indsigtsfulde blik ind i dansk litteratur og kæmpende kunstnersind. Stærkt og følsomt står således beskrivelsen af hendes litterære forbillede, Herman Bang, der ved deres første møde sender hende ud af døren med ordene: ”Vær ved trøstigt mod, der skal ved Gud talent til bare at eftergøre mig”. – Denne selvironiske og kokette bemærkning kan hun så tage med sig i sit eget forfatterskab.
Erindringerne er fulde af den sanselighed, man ikke er i tvivl om, at hun selv har besiddet til overflod. I deres beskrivelser af det litterære København, af forfattergerningen, af kunstnere hun møder og ikke mindst af børnene og af moderrollen.
■ Agnes Henningsen er imidlertid også helt sig selv. Hun er ikke moderne, hun kan nok ikke lære unge kvinder af i dag noget om hvordan de skal leve deres liv. Hun er for sær. Men hun var en af de kvinder der gik forud og tog sine egne kampe præget af hendes tid, af hendes lyster, ambitioner, drømme og idealer. Selvstændig og helt sin egen. Og det kan stadig bruges. Dét er klassiker-kvaliteten i hendes værk.
Erindringerne er, som Suzanne Brøgger skriver, ”som livseliksir man kan drikke en gang om året”.
Agnes Henningsen markeres som årets danske klassiker den 21. september 2021 på bl.a. hovedbiblioteket i København.
JOHAN ROSDAHL, medlem af Klassikerkomitéen, forfatter og fmd. for LISE (LIitterære SElskaber).
Erindringsromanerne:
- Let gang på jorden (1), 1941
- Letsindighedens gave (2), 1943
- Byen erobret (3), 1945
- Kærlighedssynder (4), 1947
- Dødsfjende-hjertenskær (5), 1949
- Jeg er levemand (6), 1951
- Den rige fugl (7), 1953
- Skygger over vejen (8), 1955).
