I år er det 60 år siden kulturministeriet blev oprettet. Hvor motivation og fjendebilledet dengang var den farlige underholdningsindustri ville den kulturpolitiske kanon nok blive rettet mod Tech Giganternes dominans i dag.
For den første kulturminister, Julius Bomholt, var visionen at frem- hjælpe en lødig kultur og bringe kulturen inden for den enkeltes rækkevidde. Ser man på udfordringerne dengang og nu, kan der drages en række paralleller, hvor tiden igen kalder på kulturpolitikken som det aktive våben i en tid, hvor de store internationale medie- platforme dominerer vores hverdag i stigende grad.
Hvorfor et kulturministerium?
Tilbage i 1962 definerede Bomholt den store udfordring “den slette folkelighed – den i egentlig forstand ufolkelige folkelighed”, som blev næret af stærke kræfter nemlig den farlige underholdningsindustri, som “vor vestlige kulturs med omhyggeligt planlagte forsøg på at skabe et ensrettet centralt dirigeret levemønster hos masser”. Den skabende kunst og kulturen skulle være modgiften mod denne slette folkelighed, som kulturminister Julius Bomholt udtrykte det i en tale om at “opbygge et effektivt kulturelt demokrati”.
I dag havde Bomholt nok kæmpet samme kamp for at sikre et kulturelt demokrati og en national identitet. Men kampen i dag ville sandsynligvis mere være rettet mod tech giganternes og deres monopollignende dominans. Den politiske kamp ville nok have været bygget op om at skabe alternativer, der kunne sikre borgernes adgang til information og kulturoplevelser som ikke var styret af uigennemskuelige algoritmer bestemt udelukkende af kommercielle interesser.
Hvorfor en bibliotekslov?
Og mon ikke også Bomholt, såfremt han i dag havde lagt politikken, ville vælge folkebiblioteket som et endnu mere vigtigt våben, fordi hele grundlaget for biblioteket netop er at “fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet”, som det blev udtrykt.
Den grundlæggende biblioteksidé om serendipitet (det at finde noget, man ikke vidste man havde brug for og ad den vej opnå nye erkendelser via bibliotekets mange ressourcer) som en modvægt til de algoritmer, som styrer den moderne tech-industri og f.eks. nyhedsformidlingen, der giver brugeren mere af det samme ud fra platformens økonomiske interesse fremfor et kulturpolitisk eller demokratisk perspektiv, som det, der ligger bag og styrer folkebiblioteket.
En af Bomholts første handlinger som kulturminister var da også i sin tid at få vedtaget en “Lov om folkebiblioteker” i 1964. Med den blev alle kommuner forpligtet til at oprette et folkebibliotek, og dermed sikre alle borgere fri og lige adgang til information – på det tidspunkt primært bøger og aviser i trykt form.
En strategi om at demokratisere kulturen, det vil sige gøre den tilgængelig for hele befolkningen uanset social baggrund eller geografisk placering. De velfærdsorienterede kulturpolitiske visioner kommer ikke kun til udtryk i udbygningen af biblioteksvirksomheden, men også efterfølgende i tilvækst af nye medier og i mange forskellige kulturelle aktiviteter og formidlingsformer på biblioteket i form af f.eks. børneteater, filmforevisninger og udstillinger. Og det er først med introduktionen af de nye digitale medier omkring årtusindeskiftet, at den trykte bog som bibliotekets hovedmedie bliver udfordret for alvor.
Demokratisering af kulturpolitikken
Altså fra Bomholts side en klar forfølgelse af den “kulturpolitiske strategi om at demokratisere kulturen suppleret med en ny vision om at understøtte det såkaldt kulturelle demokrati. Denne udvikling fik bibliotekarerne til at vende blikket mod brugerne (og ikke mindst ikke-brugerne) af biblioteket. Det skete bl.a. ved at tilføje nye og mere populærkulturelle medier til bibliotekernes samlinger og ved at opprioritere repræsentationen af dengang mere marginaliserede kulturformer som bl.a. kvinde- og arbejderlitteratur på biblioteket. Man kan i denne forbindelse sige, at den tidligere omtalte ekspertkontekst suppleres med en anderledes orientering mod brugerne og de forskellige kulturer, som brugerne repræsenterer”, som det siges i det nye værk Julius Bomholt. Fra idé til handling – se Thorhauges omtale.
Udfordringen og opgaven nu
I dag er opgaven bl.a. at skabe en modvægt og en øget bevidsthed om de mekanismer i den kolossale kulturindustri, som gennem monopollignende algoritmer og data fra vores forbrug mere eller mindre direkte dikterer betingelserne for fremtidens produktion og udbud af kultur. Hvad er det, der bliver gjort tilgængeligt, og hvad er det, som bliver skubbet væk, når iTunes, Netflix, HBO og Disney+ serverer det kulturelle repertoire for et globalt publikum? Eller hvorfor bliver vi henvist til de enkelte værker, når vi færdes på Facebook, Google, YouTube, Instagram, TikTok, Twitter og hvor vi ellers lever vores SoMe liv
For det er jo sådan, at det, der starter som frie forbrugervalg, ender med at være med til at definere optioner hos store monopolvirksomheder.
I dén virkelighed kan og skal biblioteket spille en væsentlig rolle som den public service-institution, der skaber et reelt og effektivt kulturelt demokrati og bidrager til at bryde de digitale monopolbobler. Borgerne bruger folkebibliotekerne flittigt både fysisk og digitalt. Selv om bibliotekernes budgetter i nogle kommuner beklageligvis beskæres, er biblioteket alligevel den kulturinstitution, der favner bredest.
Genbesøg Bomholt
Der er mange udfordringer i den moderne opmærksomheds-økonomi, og spørgsmålet er, om ikke Bomholts tanker fra oprettelsen af kultuministeriets ikke skulle genbesøges og en ny overordnet kulturpolitik igen skulle formuleres og bl.a. på ny styrke folkebiblioteket som en væsentlig og central brik i den opgave det er, at give det enkelte menneske styrket adgang til kulturen inden for lokal rækkevidde, som en del af det kulturelle demokrati.
■ Det kræver, at politikerne igen vil og tør sætte retning for kulturens rolle, når det gælder om at udvikle både samfundet og demokratiet. Man kunne jo også starte med at lave en ny bibliotekslov, der reelt sikrer bibliotekernes formidling af alle former for information og kultur og deres rolle som ramme om nærsamfundets demokratiske samtale.
DB indsamler p.t. indspark til en egentlig ny dansk kulturpolitik fra kulturaktører og politikere. Anbefalingerne afleveres til kultur- ministeren på Det Bibliotekspolitiske Topmøde 2022 i april.
MICHEL STEEN-HANSEN, direktør, Danmarks Biblioteksforening
