En aften med mode og litteratur

Skrevet af

8. december, 2021
Download hele magasinet som pdf:

Der er vin i glassene, og de 26 deltagende damer har fået serveret en sandwich, et program med bogtitler og en kuglepen. “Mode & Litteratur” i tøjbutikken i Nørager er så småt ved at gå i gang denne aften i oktober. Indehaveren Gitte Laustsen byder velkommen til femte arrangement med dette særlige koncept, hvor Poul Flou og jeg selv fra biblioteket kommer forbi og anbefaler bøger indimellem præsentationer af den nye kollektion.

Sammen om læsning: Om boblende fortælleglæde og et særligt samarbejde mellem “Ellen Kristensen”, lokal tøjbutik, og Rebild Bibliotekerne.

RO(man)TID
Konceptet kom i stand i 2017, hvor en håndfuld biblioteker i Region Nordjylland gik sammen om Projekt RO(man)TID. Et projekt – støttet af Slots- og Kulturstyrelsen – hvor man i samarbejde med lokale virksomheder skulle hjælpe medarbejderne til at finde mere tid i hverdagen til læsning. Rebild Bibliotekerne kontaktede blandt andet tøjbutikken Ellen Kristensen, og Gitte Laustsen siger: “Først syntes jeg godt nok, det var noget mærkeligt noget, men vi er alle glade for at læse, så vi sagde ja til at være med”.

Samarbejdet resulterede i, at biblioteket fik sneget sig med til et af butikkens populære modeshows, hvor to bibliotekarer fik lov at anbefale nogle bøger. Det viste sig at blive en herlig aften, og både publikum, tøjbutikken og biblioteket var enige om, at det kaldte på en gentagelse.

Kreative sammenhænge
Tilbage til butikken denne oktober-aften, hvor Poul Flou lægger ud med at præsentere Evigheden i et siv af Irene Vallejo. Janni Andersen står for at udvælge tøjet, og det er ikke helt tilfældigt, hvordan det går for sig. Hun modtager på forhånd en liste med bogtitlerne, og så sørger hun for at matche tøjet med titlerne. Forsiden på denne bog er sort med hvid skrift, og det, syntes hun, var lidt kedeligt. Hun havde dog bemærket, at der i beskrivelsen af bogen står “boblende fortælleglæde”, så hun har iklædt modellen en bluse med bobler på.

Janni Andersens evne til at finde en sammenhæng mellem tøjet og bøgerne er mageløs. En roman, der foregår i Grønland, skal naturligvis matches med en vinterjakke med pels, og til Line-Maria Långs Himmelanker har hun fundet en boheme-kjole og en festlig hat til modellen, fordi forfatteren selv er iført farverige gevandter på de billeder, der kommer frem, når man googler. 

Når mode- og litteraturshowet er overstået, slippes publikum løs i butikken, hvor der er 20% rabat på tøjet. Poul Flou har lagt bøgerne frem på et podie, og når der er kø til prøverummet, bliver bøgerne ivrigt studeret. “Kan jeg låne den her, Poul?”, spørger en dame, og Poul skriver straks navn og titel ned på en lap papir: “Den registrerer jeg til dig i morgen, Birgit”. Et andet sted i butikken hører man en kunde der spørger: “Hvor er den blå bluse, der hørte med til Jesper Stein-romanen?”.

Udendørs løsning
Under nedlukningen i foråret 2020 måtte arrangementet aflyses, og der skulle tænkes i nye baner. I sensommeren, da der blev åbnet for, at man kunne mødes udendørs, flyttede både mode og litteratur således ud i butikkens baghave, hvor der blev sat stole op i en rundkreds med behørig afstand. Iført overtøj og en mikrofon kunne butikkens Janni og bibliotekets Heidi og Poul lige nå at fyre programmet af, inden en regnbyge satte en stopper for festlighederne, og publikum måtte rykke ind i butikken til kaffe og shopping. Det fungerede rigtig godt at være udenfor, så et lignende arrangement en lys sommeraften er slet ikke utænkeligt.

Efterklang i hverdagen
Gitte Laustsen fortæller, at der efter sådan en aften er gang i bog-snakken, når kunderne kommer igen. Så kommer der for eksempel en kunde ind og fortæller, at nu har hun også læst Dødevaskeren, og det var sørme en grum roman og så videre. Til gengæld kan kunderne også finde på at komme ind på biblioteket og spørge efter “den roman, der blev vist med den prikkede nederdel”. Det kan godt være en udfordring, hvis den, der er på vagt, ikke har været med til showet, så nu ligger der altid en kopi af programmet med bogtitlerne i skranken på Nørager bibliotek.

Biblioteket har i tankerne at etablere et lignende samarbejde med andre butikker i kommunen. Arrangementskoordinator Charlotte Meng fortæller: “Det er sådan et super koncept, fordi vi rammer en målgruppe, der måske ikke er vant til at komme på biblioteket. Og så er det bare megasjovt at være med til”.

 

Heidi Buur Pedersen, Rebild Bibliotekerne – Biblioteket Støvring.

Om projektet
I RO(man)TID kombineres læsning som et fælles projekt på arbejdspladsen med individuel vejledning af deltagerne, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes læsebarriere, -forudsætning og -interesse. Fokus ligger på læsningens gavnlige effekter, kortlægning af tidsrøvere og litteraturinspiration, hvilket tilsammen har vist sig at være en værdifuld tilgang til at skabe nye holdbare læsevaner. Kilde: RO(man)TID evalueringsrapport. I projektet deltog udover Rebild bibliotekerne også Brønderslev, Mariagerfjord og Vesthimmerland kommuner. Se mere: kortlink.dk/centralbibliotek/2dx6d

Biblioteket – lokalsamfundets fælles sted

I mange kommuner har man i flere år åbnet biblioteket, også når det var ‘lukket’ – altså med udvidet åbningstid uden bemanding. Det giver ind imellem uro og skaber ...

Overblik og aktuelle AI-problematikker

Sådan styres din adgang til viden på nettet af kunstig intelligens. Kunstig intelligens / AI (artificial intelligence) er for alvor kommet på dagsordenen de sidste år – ikke ...

Stevns åbner nyt børnemekka

Børnekulturhuset i Stevns Kommune skal gå hånd i hånd med den undervisning, børnene møder i skolen, men tilbyde adgang til læsning og litteraturens verden på en anderledes ...

Set fra MIN stol: Vi skal vække børnenes lyst til at læse

Med nyt Børnekulturhus for leg og læring vil Stevns Kommune genoplive læselysten og samtidig give børn med læsevanskeligheder nye oplevelser. Folkebibliotekerne står ved en ...

AI – Biblioteket har en kæmperolle

“AI – Biblioteket har en kæmperolle. Ikke mindst i forhold til unge og studerende i landets fag-, forsknings- og uddannelsesbiblioteker.” Man taler ofte om, at ...

AI – dansk sprogmodel undervejs

Når der tales kunstig intelligens tales også ofte om behovet for ‘en dansk sprogmodel’. Hvorfor det? SF har bl.a. fremsat forslag til folketingsbeslutning. Man ...

Norge: Sammen om læsning – Leselyststrategien 2024-2030

Vi skal bygge en stærkere kultur for læsning. Samarbejde mellem skoler og biblioteker skal styrke læselysten i Norge. Den norske regering har, som man kunne læse i Danmarks ...

Bibliotek på ungdomsøen

Sommeren før corona blev Middelgrundsfortet ved Københavns Havn forvandlet til de unges ø, da Ungdomsøen åbnede i august 2019. Øen er for unge og udvikles af unge. Nu har ...