Romanen Hildegard i to bind fra 2009 og 2010 er en forbløffende autentisk rejse tilbage til 1100-tallets tysk-romerske rige. I et sanserigt sprog følger læserne en piges opvækst. Alt begynder med ordene, ”Lys, Smerte. Smerten blev til med lyset.” Ganske langsomt lukkes mand ind i et middelalderunivers. Anne Lise Marstrand-Jørgesen formår at beskrive menneskers tanker og følelser uden at give køb på de oplysninger der er nødvendige for at sætte dem ind i deres historiske samtid. Men hun drukner heldigvis ikke læseren i alt for mange fysiske detaljer, for bøgernes fokus er rettet mod den indre verden. Det lykkes i høj grad at skabe et stærkt og overbevisende menneskeportræt, og det er mig en gåde, hvordan forfatteren har formået at trænge så dybt ind i en fremmedartet og fjern tid.
Middelalderen er kommet på mode i dag, og der foretages pilgrimsrejser i et omfang som ikke er set siden reformationens indførelse. Selv er Hildegard næsten blevet fashionabel: hendes musik, skrifter, billeder og indtrykket af en formidabel styrke og evne til at sætte sig igennem over for romerkirken har givet hende kultstatus blandt læseheste, og denne interesse har selvfølgelig været til fordel for Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman.
Men hendes Hildegard udtrykker langt mere end en overfladisk beundring for en af middelalderens heltinder. Det lykkes nemlig forfatteren at nå ind under huden på Hildegards personlighed og samtid, uden at forsimple hendes tanker og følelser. Dette står i kontrast til andre danske forfattere der har skrevet om middelalderen, og som er tyet til en primitiv form for reduktionisme, hvor periodens tro afsløres som falsk eller forfejlet, for eksempel i Thit Jensens optik, bare ”gedeben”. Marstrand-Jørgensen hæver sig over en sådan forfladigelse og giver sit emne en dybde, der anbringer det på niveau med Nordens største romaner om middelalderen, specielt Sigrid Undsets Kristin Lavransdatter.
Det er længe siden Undset udgav sine bøger, som stadig kan læses med beundring og udbytte, men hun skrev som en from katolik der ville overbevise om middelalderkirkens kvaliteter. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er til gengæld, så vidt jeg kan se, ikke repræsentant for en specifik kristen tro. Hun er muligvis troende, men det vigtige for hende i romanen er at nå ind til mennesket Hildegard, at tolke hende i forhold til familie og venner og at følge hendes udvikling.
Det forbløffer mig, hvor langt jeg som historiker kan følge Marstrand-Jørgenesen og gang på gang nikke genkendende til hendes beskrivelser af 1100-tallets kirke og samfund. Det er indlysende, at en skønlitterær forfatter har lov til at skabe den historiske fortid i sit eget billede. Alligevel har Marstrand-Jørgensen valgt at være tro mod udsagnene fra samtidige kilder og selvfølgelig også fra Hildegards egne skrifter. Jeg mener, vi kan sammenligne denne romans indsigt i 1100-tallets klosterliv med Sigrid Undsets viden om og beskrivelse af senmiddelalderens samfund. Begge forfattere undgik nutidens tendens til at forenkle, misforstå og nogle gange idyllisere og romantisere middelalderen.
Det er ikke nemt at holde styr på fortidens slægter og på kristen middelalderteologi. Vores forfatter har imidlertid gjort sit hjemmearbejde, men resultatet er heldigvis andet og mere end en opremsning af navne og datoer. Vi får adgang til hele Hildegards univers og bliver fortrolige med hendes håb, angst og planlægning. Vi ser hvordan hun ved hjælp af kløgt overvinder abbeden af Disibodenbergs modstand og får tilladelse til at etablere sit eget kloster, selv om det indebærer indkomsttab for ham. Romanen fremlægger menneskers materialistiske motiver, uden dermed at reducere dem til selviske væsener. Hildegards nære forhold til munken Volmar og til veninden Richardis skildres nænsomt, uden at overfortolke eller misforstå åndeligt venskab som udtryk for erotisk begær. Atter og atter demonstrerer Marstrand-Jørgensen sin evne til at trænge ind i fortiden uden at forenkle og banalisere.
Det samlede resultat er for mig et lille mirakel, et vidnesbyrd om en forfatters modne intuition og grundige arbejde. I mine 45 år som middelalderhistoriker er jeg aldrig kommet i nærheden af så indfølt og præcis en fremstilling af den epoke, jeg har viet mit arbejdsliv til. Den er til syvende og sidst et inspireret værk, et univers der hviler på historien men er en fiktion. Som historiker kan jeg kun beundre bøgernes kvalitet og intelligens. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har genskabt Hildegard af Bingen i sit eget billede og vi må være hende taknemmelige for et litterært værk, som vi lever videre når vi selv er borte, sådan som Hildegard selv gør.
