Landets største bogfest i Bella Center den 4 – 6. november i København har åbnet for billetsalget.
Her flokkes læsere og forfattere hvert eneste år om efterårets hundredvis af nye danske bøger. De mange, mange stande, scener og udstillingsaktiviteter arrangeres i et samarbejde mellem Bogforum, landets forlag og bl.a. biblioteker. Og her er noget for alle aldre, masser af forfattermøder og gode fortællinger og lejlighed til at møde sin yndlingsforfatter og få signeret sin bog.
■ Selv om den store biblioteksstand ‘Danmarks Biblioteker’ på det kendte hjørne i Hal C, som knap 20 biblioteker og Danmarks Biblioteksforening i samarbejde har stået for siden 2014, har takket af, er der stadig biblioteker med på Bogforum, f.eks. Litteratursiden.dk og Lyttesalonen, som eReolen.dk står bag.
Fra starten af oktober kan det trykte program hentes hos landets boghandlere og biblioteker, men allerede fra september kan det studeres på bogforum.dk.